Ikke mere snak.

Nu er der kun krydser at sætte.

Danmark går til valg i dag, hvor medierne bør slå op i synonymordbogen under »dødt løb«, for det kommer vi til at høre igen og igen og igen, indtil alle stemmerne er talt op.

Analyseinstitutter har foretaget monstermålinger og spurgt langt flere vælgere end normalt, hvad de vil stemme til folketingsvalget. Men svarene ligger så tæt, at det er umuligt at sige på forhånd, om danskerne hælder til Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.

Det er lidt af en kliche, men hvis den nogensinde har været sand, så må det være ved dette valg: Hver en stemme kan blive afgørende. Eller som de sagde i tv-serien Riget: Det. Er. Uhyggeligt.

Med det tætte opløb har dagens aviser ekstra fokus på Grønland og Færøerne, der kan ende som valgets kongemagere. Meget tyder fortsat på, at tre af de fire mandater bliver røde og dermed kan vi ende i situation, hvor Thorning kan fortsætte som statsminister, selvom et flertal af danskerne har stemt på blå blok. Ligesom i 1971, da Jens Otto Krag rykkede ind i Statsministeriet, selvom et flertal af de danske vælgere støttede partierne bag Hilmar Baunsgaard (R).

Situationen kan blive endnu mere kaotisk, efter grønlændske og færøske kandidater har udtalt, at deres støtte til Thorning kommer med betingelser. Grønlænderne vil f.eks. have genforhandlet kontrakten om Thule-basen. En færøsk republikaner - der kan vippe socialdemokraten deroppe af pladsen - ønsker, at Færøerne får »sin egen grundlov uden juridiske eller politiske forviklinger«. Det store spørgsmål er, om de tør sætte hårdt mod hårdt, eller om truslen er tom. For vil de grønlandske søsterpartier til SF og Socialdemokraterne vitterligt gøre Løkke til statsminister, når det kommer til stykket?

For lige at lægge et ekstra lag oven på dramatikken, så får vi først resultaterne fra den nordlige del af Rigsfællesskabet sent i nat. Færøerne og Grønland er nemlig hhv. en time og fire timer bagud i forhold til Danmark. Det betyder, at når valgstederne lukker kl. 20 i Danmark, så har grønlænderne fortsat fire timer at stemme i, og når stemmeoptællingen nærmer sig afslutningen herhjemme omkring midnat, så går grønlænderne først i gang.

Nuuk bliver med andre ord Kongerigets sidste valgsted, der bliver talt op. Omkring kl. 3 om natten dansk tid ventes der at være et resultat fra Grønland.

Læs også: Røde grønlændere sår tvivl om støtte til Thorning

Fik du set?
Den sidste aften i valgkampen stod først Løkke og Thorning og siden alle 10 partiledere over for hinanden i en duel på DR1 og debat på TV2. Politisk set var der ikke meget nyt. Højest end en lille nyhed fra Lars Løkke, som godt nok er i mod minimumsnormeringer i daginstitutionerne, men som sagde, at han gerne vil diskutere med kommunerne, om der skal sættes en grænse for, hvor mange børn en pædagog maksimalt må være alene med. Det vil kommunerne sandsynligvis være i mod, så den ide flyver næppe længe.

Det mest opsigtsvækkende ved duellen og debatten var snarere, hvordan toppolitikerne havde travlt med at forlade deres pulte og gå over til modstanderen.

Løkke gjorde det mod Thorning, da han på DR1 afleverede et brev med »sandheden om Venstres politik«. Et brev, som i en omskrevet version er indrykket som annoncer i dagens aviser.

På TV2 var det Thornings tur til at marchere over mod Løkke med håndfladen fremme for at lave en aftale om, at boligskatterne fastfryses helt frem til 2025.

»Hvem er du?« lød det fra Løkke, der ville vide, om det var Socialdemokraternes formand eller statsministeren, der rakte hånden frem. For statsministeren har ikke styr på sin egen regering i spørgsmålet om boligskat, mente V-formanden og kiggede over mod Morten Østergaard (R).

»Jeg er statsminister,« svarede Thorning.

Kort efter skridtede Kristian Thulesen Dahl (DF) over mod Morten Østergaard med fremstrakt hånd i et forsøg på at lave et lignende håndslag om boligskatterne og for at udstille, at de Radikale og Socialdemokraterne ikke er på linje. Ej heller her mødtes håndfladerne.

Dagen før dagen blev altså dagen, hvor ingen gav hånd. Måske lidt spyt i håndfladerne havde hjulpet?

Er du stadig i tvivl?

10 partier på 140 tegn

Summasummarum
»Valgkampen igennem har Venstre bevæget sig tættere på Dansk Folkeparti, og da Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, samtidig har tøjlet sin tidligere hidsige retorik og har ført en vellykket kampagne ved at undlade at tale det borgerlige samarbejde ned, fremstår blå blok mere samlet end længe. Selv om partierne reelt er langt fra hinanden i den økonomiske politik. Omvendt har Socialdemokraterne og Radikale Venstre, der ellers har fået regeringssamarbejdet til at fungere glat uden SF, talt sig længere fra hinanden.«

Jesper Thobo-Carlsen, politisk redaktør på Politiken, samler op på tre ugers valgkamp.

Læs hele analysen hos Politiken.

Dagens forsider

Båtbåt
Socialdemokrat leverer en sidste indsats, inden valgstederne åbner.

Et budskab herfra

Husk at du kan følge hele valgdramaet på Politiko.dk, hvor vi følger stemmeoptællingen minut for minut og nøje overvåger, hvem der står til at blive valgt ind, og hvem der står til at ryge ud.

God valgdag.