Det er ikke uden risiko for amerikanske turister at rejse til København, hvis de gerne vil opleve den danske hovedstad. Faktisk er de populære bydele Vesterbro og Nørrebro angiveligt så farlige, at USAs udenrigsministerium helt fraråder turister at færdes i de centrale dele i nattetimerne.
»Generelt er København en sikker by. Visse kvarterer indebærer dog en større trussel end andre. For eksempel bør man undgå det centrale Vesterbro og Nørrebro sent om aftenen,« lyder det i USAs officielle rejsevejledning.
De to bydele bliver nævnt flere gange i vejledningen til de amerikanske turister som områder, hvor man skal være ekstra på vagt. Eksempelvis fremhæves Vesterbro og Nørrebro i et afsnit om fare for uroligheder blandt indvandrer- og rockerbander.
»Voldelige konfrontationer finder lejlighedsvis sted mellem forskellige indvandrer- og rockerbander, men rammer typisk ikke turister eller lovlydige danske borgere. Men der er altid en risiko for, at rejsende kan blive fanget på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,« lyder advarslen, som fortsætter:
»Rejsende bør være opmærksomme på deres omgivelser og omgående forlade området, hvis de føler sig truede. Vær særligt opmærksom på Nørrebro og Vesterbro.«
Ministerium: Christiania er også farlig
Også fristaden Christiania nævnes som et område, der potentielt kan være farligt at færdes i for de amerikanske turister.
»Christiania er kendt for sit fjendtlige miljø for turister. Historisk set har Christiania været et område for ulovlig narkotikahandel. På det seneste har myndighedernes retshåndhævelsesindsats resulteret i voldelige sammenstød mellem politiet og christianitter. På grund af de ulovlige aktiviteter har Christianias beboere indført en streng politik mod fotografering, og turister er blevet overfaldet og berøvet for at tage billeder. Samtidig er politi- og beredskabstjenesten begrænset på Christiania.«
Endeligt pointeres det, at Danmarks deltagelse i Schengen-aftalen øger risikoen for terroristers ind- og udrejse til og fra landet.
»Som med andre lande i Schengen-aftalen giver Danmarks åbne grænser muligheder for, at terroristgrupper kan rejse ind og ud af landet anonymt. Du bør være årvågen med hensyn til din personlige sikkerhed og udvise forsigtighed,« skriver de amerikanske udenrigsmyndigheder generelt om terrortruslen i Danmark.
Du kan læse hele USAs officielle rejsevejledning til Danmark her.