Efter Anden Verdenskrig var monarkiet kompromitteret i italienernes øjne, og de valgte republikken ved en folkeafstemning i 1946. De Gasperi dannede den første af mange kristeligt demokratiske regeringer, og partiet kom til at dominere landets politik i 48 år, helt frem til valget i 1994. Oppositionen blev primært tegnet af det store kommunistparti, PCI.
Det betød dog langtfra, at Italien havde et stabilt topartisystem. Faktisk har Italien haft over 60 regeringer siden republikkens indførelse. Nogle regeringschefer var blot døgnfluer, mens andre holdt længere: Giulio Andreotti var for eksempel premierminister i flere omgange og blev spøgefuldt kaldt »Divo Giulio« – et guddommeligt tilnavn, som skyldes Julius Cæsar.
I begyndelsen af 1990erne fik italienerne indblik i den systematiske korruption, som havde finansieret de politiske partier. »Operation Rene Hænder« endte med at sende tidligere premierminister Bettino Craxi i landflygtighed og de kristelige demokrater over i historiebøgerne.
Det banede vej for en ny størrelse i italiensk politik, nemlig de såkaldte teknokratregeringer. Et kabinet ledet af eksperter, det vil oftest sige økonomer, uden direkte folkeligt mandat. Lamberto Dini (1995-96) og især Mario Monti (2011-13) nævnes her.
Montis regering fik til opgave at redde Italien gennem eurokrisen, men den tidligere EU-kommissærs kabinet er endt som et negativt referencepunkt i italiensk politik:
»En teknokratregering er ikke en naturlig størrelse, det er alene en politisk regering støttet af et parlamentarisk flertal,« konkluderede stifteren af Femstjernebevægelsen, Beppe Grillo, efter Montis afgang.