Mandag kl. 11.00 overdrager Skattesagskommissionen sin beretning til justitsminister Mette Frederiksen (S) om, hvad der skete, da Skat behandlede Thorning og Kinnocks skattesag i 2010. Dermed bliver der sat punktum i de senere års nok mest omtalte sag i Danmark.
Mandag får offentligheden også mulighed for at få et eksemplar af beretningen. Berlingske har haft adgang til centrale dokumenter i sagen og præsenterer her, hvad kommissionen vil konkludere om skattesagens centrale aktører.
Skattesagskommissionen:
Skattesagskommissionen har siden marts 2012 kulegravet forløbet bag S-leder Helle Thorning-Schmidt og ægtefællen Stephen Kinnocks skattesag. Kommissionen har undersøgt, om Skatteministeriet i 2010 uretmæssigt blandede sig i parrets skattesag, og hvem der lækkede parrets skatteafgørelse til dagbladet BT.
Beretningen er i fem bind, 13. kapitler og fylder ca. 1.700 sider. Kapitel 9 er en gennemgang af samtlige dokumenter og forklaringer opdelt i 19 perioder.
Derudover er der 55 protokoller på 876 sider (cd-rom) med vidneforklaringer og kommissionens løbende afgørelser. Beretningen bygger på afhøringer af 45 vidner og mere end 5.200 siders materialesamling.
Omkostningerne for kommissionen er foreløbig opgjort til knap 25 mio. kr., men vil samlet set blive nogle millioner dyrere.
Peter Loft:
Peter Loft var departementschef i Skatteministeriet under skattesagen; i marts 2012 blev han sendt hjem, men modtager fortsat 1,5 millioner kroner i lån om året fra staten. Han var den første, som kom under mistanke for at have været for tæt på Thornings skattesag.
Kommissionen vurderer, at Peter Loft med notater, forslag til formuleringer i skatteafgørelsen og især nogle af de fem møder med Skat København samlet set overtræder skatteforvaltningslovens § 14 om, at ministeriets top ikke må gå ind i konkrete skattesager. Hidtil har fortolkningen af § 14 dog ikke været præciseret - kommissionens beretning bliver retsafklaringen - og § 14s formål er ikke at holde ministeriet fuldstændig på afstand af skattesager, hedder det.
Kommissionen kritiserer, at Peter Loft med sin viden og erfaring burde have handlet anderledes, men vurderer, at han har handlet uagtsomt.
Kommissionen kritiserer Peter Lofts håndtering af den såkaldte Ombudsmandssag. Kommissionen fremhæver Lofts medansvar for, at Skatteministeriets (og Skat Københavns) redegørelse til Ombudsmanden var urigtige i forhold til, hvor tæt ministeriet havde fulgt sagen.
Kommissionen vurderer, at Peter Loft kan have overtrådt sin tavshedspligt ved at viderebringe homorygtet om Stephen Kinnock til daværende skatteminister Troels Lund Poulsen. På dette punkt er der dissens i kommissionen - altså intern uenighed. Kommissionsformand Lars E. Andersen lægger vægt på, at der må være et vist rum for, hvad en departementschef kan fortælle sin minister.
Kommissionen tror på Peter Lofts forklaring om, at han holdt sin minister tæt orienteret under forløbet sommeren 2010.
Kommissionen konkluderer, at der alt i alt ikke er grundlag for at gøre et disciplinært ansvar gældende over for Peter Loft. Kommissionen lægger bl.a. vægt på Peter Lofts forklaring om, at han ville sikre, at Thorning og Kinnocks skatteafgørelse skulle være uangribelig. Kommissionen undlader dog at vurdere, om de urigtige oplysninger til Ombudsmanden bør få konsekvenser.
Troels Lund Poulsen:
Troels Lund Poulsen var Venstres skatteminister under skattesagen; i dag er han Venstres forsvarsordfører på Christiansborg. Han har været under mistanke for at have orkestreret Skatteministeriets mulige indblanding i Thornings skattesag.
I det store hele renser kommissionen Troels Lund Poulsen. Kommissionen vurderer, at Lund ikke forsøgte at involvere sig i udfaldet af skattesagen eller forsøgte at få den omgjort. Heller ikke på et afgørende møde 16. september 2010, hvor både Lund og Arnfeldt stillede kritiske skattetekniske spørgsmål. Kommissionen vurderer, at der blev stillet spørgsmål, men at det ikke er det samme som at forsøge at ændre udfaldet.
Kommissionen tror dog ikke på Troels Lund Poulsens forklaring om, at han ikke interesserede sig for skattesagen. Her lægger kommissionen i stedet vægt på Peter Lofts forklaring om, hvor tæt han orienterede sin minister efter møderne med Skat København om sagen.
Peter Arnfeldt:
Peter Arnfeldt var Troels Lund Poulsens spindoktor under skattesagen; i dag arbejder han som selvstændig. Arnfeldt er blevet beskyldt af Ekstra Bladet for at stå bag lækagen af skatteafgørelsen.
Kommissionen vurderer, at Arnfeldt ikke har forsøgt at påvirke skatteafgørelsen. Kommissionen vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at Arnfeldt har forsøgt at videregive oplysninger til Ekstra Bladet.
Der er samlet set ikke grundlag for, at det offentlige søger Arnfeldt draget til ansvar for videregivelse eller forsøg på videregivelse af fortrolige oplysninger, anbefaler kommissionen.
Steffen Normann Hansen:
Steffen Normann Hansen var produktionsdirektør i Skatteministeriet og Peter Lofts højre hånd under skattesagen; i dag arbejder han som rådgiver i Ljubljana, Slovenien, for organisationen International Monetary Fund (Den Internationale Valutafond, IMF).
Steffen Normann Hansen deltog under behandlingen af Thorning og Kinnocks skattesag i næsten alle centrale møder og spillede også en aktiv rolle i Ombudsmandssagen. Men Skattesagskommissionen har ikke foretaget en ansvarsvurdering for Normann Hansen, fordi han ikke længere er ansat i det offentlige.
Erling Andersen:
Erling Andersen var direktør for Skat København under skattesagen; i dag er han direktør for Skats indsats-afdeling. Erling Andersen har måske haft den mest besynderlige rolle i skattesagen. Lidt forsimplet var det ham, der udløste hele kommissionen ved at skrive til regeringen, at Loft, Lund og Arnfeldt angreb skatteafgørelsen. Men Andersen var mere nuanceret under sine vidneforklaringer.
Erling Andersen var medvirkende til, at Ombudsmanden fik forkerte oplysninger, da han skrev i en redegørelse, at skattesagens konkrete substans - materielle indhold - ikke blev drøftet på møderne, og at der ikke blev udvekslet materiale. Det er uvist, om sagen kommer til at påvirke hans karriere.
Lækagen:
Én uge før folketingsvalget i 2011 bragte BT en artikel baseret på oplysninger fra S-leder Helle Thorning-Schmidt og ægtefællen Stephen Kinnocks private skatteafgørelse.
Skattesagskommissionens afhøringer har vist, at op mod 20 personer kan have haft adgang til afgørelsen, fordi den blev sendt igennem et særligt VIP-system.
Kommissionen konstaterer, at en række personer i Skat København og Skatteministeriet har haft adgang til afgørelsen, men at det ikke har været muligt at identificere kilden. Kommissionen vurderer, at det er mest sandsynligt, at afgørelsen blev lækket fra Skat København eller Skatteministeriet, men begrunder det ikke nærmere.
