Folk er så småt begyndt at pakke til årets Skanderborg festival, og de skal have det meste af garderoben med.

Det ustabile danske sommervejr fortsætter nemlig under festivalen lyder det fra TV2 vejret. Især hvis folk tænker på at tage til Skanderborg i morgen tirsdag, skal man være opmærksom.

- Det kan være, at der er nogle, der ikke får den allerbedste start på festivalen. Allerede i morgen kommer der kraftige vindstød. Det kan måske betyde, at der er nogle telte, der får sig en flyvetur, siger meteorolog hos TV2 vejret, Jens Ringgård Christiansen.

Men selvom der er nogle, der får en vindblæst start på Smukfest, så bliver vejret efterhånden bedre. Det tegner faktisk til en tør og solrig weekend i bøgeskoven.

- Der tegner til at blive hæderligt dansk sommervejr med rigtige sommertemperaturer omkring 23 grader, lyder vejrmeldingen.

Sammen med TV2 vejrets Jens Ringgård Christiansen har bt.dk herunder lavet en Skanderborg vejrudsigt:

Onsdag: Meget omskifteligt vejr hvor der kommer perioder både med sol og lidt regn. Temperaturer under 20 grader. 

Torsdag: Det holder mest tørt, men solen gemmer sig bag skyerne. Stadig noget blæsende og med temperaturer under 20 grader. 

Fredag: Det bliver solskin en stor del af dagen. Vinden bliver ikke så kraftig som foregående dage. Hæderligt vejr med temperaturer på 20-23 grader. 

Lørdag: Bliver en varm dag ligesom fredag. Der kommer perioder både med sol og skyer. Det holder formentlig tørt. Temperaturer på 22-23 grader. 

Søndag: Dagen starter varmt og tørt med temperaturer på 21-23 grader. Hen under aften trækker der dog et regnvejr ind over Skanderborg, og dermed slutter det med at være en våd festival.