Klokken var halv tre om eftermiddagen den 26. oktober, 2012. Det var lige før, en rød bil bremsede op, og det var lige før, en halsedisse gjorde alting sort. I Øster Skerninge på Sydfyn stod en 11-årig pige af bussen. Hun blev kontaktet af en mand i bil og forsøgte at stikke af. Men den røde bil kørte hurtigere, end barnebenene kunne bære.

Manden indhentede hende og bandt barnehænderne med strips, trak en halsedisse over hendes øjne og krænkede hende seksuelt. Senere satte han pigen af ved Sømarksvej, knap tre kilometer fra vejen, hvor hun var blevet gjort til gods i den røde bil.

Sammen med flere andre episoder på Fyn tilbage i 2012 er fortællingen om den 11-årige pige et af brikkerne i det juridiske puslespil, der i øjeblikket bliver stykket sammen i Retten i Odense. Her er manden i den røde bil, eller CJ, som han refereres til, efter at han skiftede navn, tiltalt for en række forhold.

Den røde bils chauffør er – foruden at være tiltalt for at voldtage den 11-årige pige – også tiltalt for at have voldtaget en tiårig pige. Fremgangsmåden var den samme og foregik en måned efter den første pige. En rød bil passede den tiårige pige op i Refsvindinge på Sydfyn. Hun var på vej hjem fra SFO på sin cykel, da CJ hev hende ind i bilen, bandt hende og forgreb sig på hende.

Få dage efter kunne politiet fastslå, at der var tale om den samme mand i begge tilfælde. Det var den samme røde, ældre personbil, der havde fungeret som et midlertidigt voldtægtshummer for de små piger. Fyn var i vildrede. Det samme var politiet. For nok havde de mandens DNA og kunne fastslå, at der var tale om den samme person i de to overgreb, men det matchede ikke med andre profiler i deres DNA-register. Derfor begyndte politiet at indsamle DNA fra tusindvis af personer. Ikke blot på Fyn, men i hele landet.

Samtidig fortsatte manden sine sexkrænkelser i det sydfynske. Ifølge anklageskriftet forsøgte han at bortføre flere piger fra november 2012, og indtil politiet fik fingre i ham.

Bortførelse og seksuel krænkelse af mindreårige har der de seneste år været flere eksempler på. Meget klart står historien om Josef Fritzl fra 2008, som i 24 år havde indespærret og misbrugt sin datter i en lydtæt kælder.

Og skal man tro den dagbog, CJ i en længere periode har ført, var planerne også direkte at gøre som Fritzl og indrette en hule, hvor voldtægtsofrene kunne opbevares. Ifølge avisen BT har CJ skrevet følgende i sin dagbog.

»Pis, så var jeg ude i formiddag og havde modet, men ikke en oplagt chance. (....) De bliver åbenbart sværere at få fat i, så næste gang afleverer jeg hende ikke igen. Så laver jeg en Fritzl-kælder, hun må bo i.«

To år før Fritzl, i 2006, lykkedes det efter otte år i fangenskab østrigeren Natascha Kampusch at undslippe sin kidnapper, Wolfgang Priklopil, hvor hun havde været fanget i et rum i sin kidnappers garage. Tilbage i 1996 var det belgieren Marc Dutroux, der havde bortført seks piger, holdt dem fanget og dræbt fire, som trak internationale overskrifter. De makabre forbrydelser med bortførelse, seksuelt misbrug og indespærring kom igen tæt på, da det i april i år kom frem, at en argentinsk mand i byen Mendoza i en årrække havde holdt sin datter indespærret og voldtaget hende med det resultat, at hun havde født fem børn.

Det er imidlertid svært at sige, om CJ faktisk ville føre planerne fra dagbogen ud i livet, forklarer Niels Kjeldsen-Kragh, der er tidligere privatpraktiserende speciallæge i psykiatri og har fulgt sagen om manden i den røde bil.

»Det siger en masse om hans indre verden. Dagbogen har han skrevet til sig selv. Det siger noget om fantasier om vold, om små piger og om fortvivlelse. Om fiaskoer og mindreværdsfølelse. Det lægger han åbent frem. Men vi ved ikke, om det er fantasier eller faktiske planer. Fantasier skal vi ikke straffes for, alle har mørke fantasier. Men hvor er grænsen mellem fantasier og konkrete voldsplaner?« siger Niels Kjeldsen-Kragh.

Det fremgår dog af anklageskriftet, at CJ i en garage i Odense havde gjort klar til sine ofre. Der var blandt andet håndjern med kæde, krokodillenæb, læderrem med gummikugle, hundesnor, strips og sejlgarn.

Det var imidlertid hverken dagbogen, garagen eller den røde bil, der i første omgang fældede CJ og bragte ham i hænderne på politiet. 1. juli 2013 blev politiet kaldt ud til en brand i Skibhusene i udkanten af Odense.

Her fandt politiet skydevåben, ammunition, kemikalier, der kan bruges til fremstilling af sprængstof, sortkrudt og nitroglycerin. Men det var et andet fund, der for alvor gjorde, at efterforskerne blev interesserede i manden fra Skibhusene.

I hjemmet fandt politiet også en rygsæk, som indeholdt strips og en halsedisse. Det var fundet af de remedier, der ifølge politiet gjorde, at man tog et mundskrab af manden for at sammenligne DNA. For kunne manden fra Skibhusene også være manden i den røde bil?

Resultatet fra DNA-prøven tikkede ind den 5. juli. Den viste, at der med den størst mulige sandsynlighed var tale om den samme mand. Efter i to omgange at være blevet fremstillet i Retten i Odense blev CJ sigtet og fængslet den 10. juli på »særligt bestyrket mistanke«.

Indtil retssagen begyndte den 4. november, blev CJ sigtet for flere andre forhold. Blandt andet for at have forsøgt at voldtage en kvinde forud for overgrebene på de to piger. Men han blev også tiltalt for at planlægge at bortføre andre piger i den garage, han havde lejet i Odense.

Ifølge CJ selv var han psykotisk i øjeblikket, hvor forbrydelserne blev begået, og Gud havde fortalt ham, han skulle gøre, som han gjorde. Sådan har forklaringen fra den tiltalte sexkrænker lydt i retten i Odense. Men den forklaring kan der sættes spørgsmålstegn ved.

Niels Kjeldsen-Kragh, der understreger, at han ikke har direkte kendskab til den anklagede, kan umiddelbart tvivle på psykosediagnosen og forestiller sig, at der snarere er tale om en personlighedsforstyrrelse.

»Vi ved fra anklageskriftet, at han har udført handlinger, der er aggressive. Det ligner en mand, der huser mange aggressioner og mangler empati. Han er ikke god til at sætte sig ind i andres sted og hører ikke efter, da en af de små piger siger, hun vil hjem til sin mor. Derudover har han en seksuel afvigelse. Der er en triade af store, indre aggressioner, mangel på empati og seksuel afvigelse,« siger Niels Kjeldsen-Kragh.

Han pointerer, at han ikke er specialist i CJ, men i psykiatri. Han har ikke undersøgt manden, men dannet sig et indtryk af ham på baggrund af avisartikler og retsmøderne. På den baggrund peger Niels Kjeldsen-Kragh på, at manden i den røde bil muligvis kan have haft lignende oplevelser på egen krop som mulig forklaring på mandens overgreb.

»Noget, som generelt kan siges om den slags mennesker, er, at de selv har oplevet noget lignende i deres barndom. Deres grænser er blevet krænket. Den slags mennesker er blevet programmeret til at handle, som de gør, når de er blevet voksne. De fører deres traume ud i livet og er en slags hævn for det, de selv blev udsat for. De udsætter andre for den krænkelse og ydmygelse,« siger han.

Psykiateren beskriver det som en »livets drejebog«, som bliver skrevet i barndomsårene og tegner paralleller til Hitler og Saddam Hussein som personer, hvor traumatiske oplevelser, krænkelser og svigt i barndommen har formet dem senere hen. Jo mere brutale oplevelser man udsættes for som barn, desto mere brutal kan man blive som voksen. Alle iscenesætter ubevidst i deres voksne liv deres barndomsoplevelser, forklarer Niels Kjeldsen-Kragh og pointerer, at det kan være forklaringen på, at manden i den røde bil gjorde, som han gjorde.

Niels Kjeldsen-Kragh peger samtidig på, at vi har meget at lære af sagen om manden i den røde bil, selv om sagen er makaber, ubehagelig og noget, man helst vil pakke ned og gemme væk.

»Den her sag skulle nødigt gå hen og blive en eksotisk historie. Den her historie skal vi lære noget af. Vi skal tage vare på vores børn. Give dem den omsorg, de har brug for, men også sætte grænser. Det her er ikke kun et spørgsmål om forældre. Det handler også om naboer, mobning i skolen og kommunen. De, der ser, at der er et barn, der vantrives, skal gribe ind,« siger Niels Kjeldsen-Kragh.

Retssagen forventes afsluttet i sidste halvdel af august i år. CJ har afvist anklagerne om voldtægt af de to piger, men har erkendt sig skyldig i at have bortført og frihedsberøvet begge piger og udsat dem for andet seksuelt misbrug end samleje.

CJ er også tiltalt for blandt andet besiddelse af børneporno, sprængstoffer, våben og euforiserende stoffer.