UKRAINE: Den afsatte ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, forbereder sig angiveligt på at fortælle sin version af, hvordan han oplevede sin sidste tid som leder i det kriseramte land.

Reuters citerer kilder tæt på Janukovitj for, at han vil holde et pressemøde fredag eftermiddag i den russiske by Rostov-on-Don.

Siden den tidligere præsident forlod den ukrainske hovedstad, Kiev, har der været mange spekulationer om, hvor han kunne være taget hen. Et af de hyppigste bud har gået på, at Rusland skulle være stedet, og det ser nu ud til at blive bekræftet, hvis pressemødet bliver en realitet.

Talsmanden for den russiske præsident har ifølge Reuters ikke kommenteret nyheden om pressemødet, men de tre russiske nyhedsbureauer RIA, Itar-Tass og Interfax har også bragt historier om pressemødet.

De tre nyhedsbureauer har torsdag bragt historier om, at Janukovitj mener, at han er Ukraines reelle præsident, som er blevet væltet af ekstremister.

Den 63-årige politiker er eftersøgt for massedrab begået under det tre måneder lange opgør i Ukraine.