Den svenske prins, Carl Philip, der er søn af Kong Carl Gustaf og dronning Silvia, skal giftes. Det skriver Aftonbladet. Den 35-årige prins skal giftes med sin kæreste, den 29-årige model Sofia Hellqvist.
- Sofia har i dag sagt ja til, at hun vil dele resten af sit liv med mig. I dag er en lykkens dag for Sofia og mig, siger Carl Philip ifølge Aftonbladet.
Den svenske konge har i dag givet sit samtykke til, at brylluppet kan finde sted, og parret udtalte sig efter offentliggørelsen til den fremmødte presse ved en pressekonference i haven ved Stockholm Slot.
- Som I kan forstå, har jeg fået lov til at gifte mig med denne unge pige, lød det kækt fra Prins Carl Philip, da han skulle give de første ord til den fremmødte presse.
- Jeg er stadig lidt paf, men meget glad, sagde Sofia Hellqvist, hvorefter hun viste ringen frem.
Den unge prins ville dog ikke ud med, hvor og hvordan frieriet var fundet sted.
- Vi var et sted, vi begge elsker, lød den korte udmelding fra Prins Carl Philip.
Det royale bryllup skal efter sigende finde sted i sommeren 2015.