FC København er færdige i dette års Champions League og har heller ikke længere mulighed for at kvalificere sig til Europa League. Det står klart efter, at Real Madrid vandt med 2-0 i Parken.
Dermed betød det intet for FC Københavns videre skæbne, at gruppens anden kamp mellem Galatasaray og Juventus blev aflyst på grund af tungt snefald i Istanbul. Med nederlaget røg også de danske mestres status som ubesejrede i Parken i Champions Leagues gruppespil, men når det endelige skete, så kan man ikke pege fingre af, at det skete til Real Madrids giganter.
Real Madrid kom til Parken allerede kvalificeret og vinder af gruppen samt en nydelig statistik med mål i de seneste 20 udekampe i Champions League-sammenhæng. Cheftræner Carlo Ancelotti stillede med det stærkest mulige hold fraregnet skader og karantæner og så var opgaven ellers tegnet op for FC København. Der skulle tages point fra det mandskab, som træner Ståle Solbakken op til kampen havde udråbt som 'verdens bedste hold'.
Den mission gik FCK'erne til med stor optimisme i kampens første minutter og lagde et godt pres på gæsterne, der lige skulle finde rytmen på en bane, der mindede om tredjedagsunderlaget på Brentved Dyreskue.
Pierre Bengtsson indledte med en tunnel på Arbeloa, og Claudemir og Thomas Delaney summede som arbejdsbier foran Real Madrids defensive centerblok, men allerede efter syv minutter måtte det offensive omdrejningspunkt Nicolai Jørgensen forlade banen med en skade.
Det tog biddet fra hjemmeholdet og efter en lidt afventende indledning, så overtog Real Madrid taktstokken efter det første kvarter og beholdt den halvlegen ud.
Efter 24 minutter tog spanierne så for alvor teten. Elegante Luka Modric fik lov til at varme bolden et par meter udenfor straffesparksfeltet, og med et kælent skud følte midtbanespilleren bolden op i det nærmeste hjørne. Og så havde Real Madrid scoret for 21. gang i træk på udebane.
FC København forsøgte at arbejde sig ind i kampen, men fik lov at jagte skygger i minutlange perioder, når Real Madrid lod bolden vandre sikkert rundt i kæderne, og spanierne lukkede halvlegen med en overlegen boldbesiddelsesprocent på 65. Alligevel kunne FC København gå til pause med fornyet håb. Kort før pausen fik danskerne scoret på hovedstød efter hjørnespark, men Thomas Delaney fik underkendt sit for frispark mod målmand Iker Casillas. Det viste dog, at spaniernes forsvar var til at tale med.
Derfor faldt temperaturen på de danske håb yderligere, da Cristiano Ronaldo allerede tre minutter efter pausen tog endnu en rekord til historiebøgerne. Portugiseren blev den første spiller til at score ni mål i Champions Leagues gruppespil, da han let kunne score i fri position til 0-2 på kanten af offside.
To mål nede så måtte FC København frem på banen, og i takt med Real Madrid trak sig tilbage på banen og fornemmede arbejdsdagens afslutning så kom værterne til enkelte chancer. Youssef Toutouh burde have afsluttet på en dribletur ind i feltet, og Igor Vetokele fik en friløber blokeret i afslutningsøjeblikket.
Mod kampens slutning reddede Johan Wiland et straffespark fra gæsterne, men det ændrer ikke på facit:
FC København slutter på gruppens sidsteplads med fire point, men vil finde trøst i at de som gruppens underhund trods alt bevarede drømmen om videre færd ud i Europa til sidste spillerunde.