STOCKHOLM: Den hænger stadig tungt i luften og skærer i næsen, selv om det er adskillige timer siden, at brandvæsenet fik bugt med flammehavet.
Det er en skarp lugt af brændt metal og gummi fra forkullede bilvrag. Fem stykker i en udbrændt, kobber-brunlig farve står på række. Kun metal og et halvt gummidæk er tilbage, efter at Stockholms vestlige forstad Rinkeby torsdag aften igen blev sat i brand.
Denne gang slog brandstifterne til på en parkeringsplads nær byens torv, der er samlingspunkt for områdets beboere. Mellem 400 og 500 primært unge beboere fra Rinkeby kom til, mens flammerne tog fart og opslugte bilerne.
Nu trænger mange spørgsmål sig på blandt de mange mennesker, der slår vejen forbi parkeringspladsen, hvor autohjælpere er ved at slæbe den første af bilerne væk. Men særligt ét går igen: Hvorfor?
Hvorfor skal deres bydel være en del af urolighederne, der de seneste seks dage har plaget mere end to håndfulde af Stockholms mange forstæder og kvarterer, hvor unge mennesker med ildspåsættelser, hærværk og stenkast har raseret biler, skoler, brandstationer og politistationer? Og hvorfor skal fåtallet af ballademagere ødelægge det for flertallet og sætte en skamplet på et område, der i forvejen kæmper med sine problemer?
Det er også nogle af spørgsmålene, som 17-årige Harunn Warsame med somaliske rødder stiller sig selv, da han vender tilbage efter at have sovet på nattens brande.
Harunn Warsame er født og opvokset i indvandrerkvarteret i Rinkeby ikke langt fra parkeringspladsen. Han er glad for at bo der, selv om der er problemer med unge mennesker, der laver ballade. Bilbrand har han også set før, men aldrig i det samme omfang som de seneste dage, der har efterladt en stemning af magtesløshed og frustration i området. Og det gør dybt indtryk på en ung mand, der endnu kun er gymnasieelev, men som allerede har gjort sig tanker om en fremtid i byen.
»Dette er ikke billedet, som Rinkeby skal kendes på ude i verden. Det er et godt sted at bo, selv om vi har vores at kæmpe med. Det er mit område, og det skal de ikke have lov at ødelægge. Rinkeby er bedre end sit rygte,« siger Harunn Warsame.
Det svenske spørgsmålstegn
Rinkeby erlangt fra den eneste af forstadsområderne, der risikerer at få sit ry negativt forstærket af urolighederne. For siden sidste søndag, da byen Husby få kilometer fra Rinkeby udviklede sig til en kampzone med bål og brand i gaden, har verdenspressen vendt sine øjne mod den svenske hovedstad.
De mange, mange voldsomme episoder de seneste dage – senest natten til i går da en politistation, to skoler og 30 biler blev sat i brand i forskellige forstæder, og 16 unge anholdt – har fået medier og kommentatorer til at sætte spørgsmålstegn ved den sociale sikkerhed, åbenhed og tolerance, der ellers er en del af den svenske selvopfattelse. Det internationale nyhedsbureau Reuters har konstateret, at urolighederne udfordrer landets image som lykkelig og generøs nation, mens et andet nyhedsbureau, AFP, fastslår, at optøjerne vil genoplive debatten om integrationen af landets indvandrere.
Mens der flittigt gættes på fremadrettede konsekvenser af urolighederne, er de egentlige årsager også stadigvæk et diskussionsspørgsmål. Der er dem, der mener, at urolighederne er direkte udløst af og bunder i episoden 13. maj i Husby, hvor politiet – i nogles øjne brutalt – skød og dræbte en 69-årig machete-svingende mand med indvandrerbaggrund. Andre mener, at det er kulminationen på års segregation.
»Mange har ikke noget håb«
På parkeringspladsen med de udbrændte biler vil 17-årige Harunn Warsame ikke spekulere i bevæggrundene for optøjerne. Han nøjes med at konstatere:
»Regeringen bør gøre mere for at hjælpe unge i forstæderne. De føler, at de er isoleret. Mange har ikke noget håb for fremtiden. De vil have spænding i deres liv og lever for nuet,« siger han.
Vennen Abdullahi Ahmed bryder ind:
»Med urolighederne får de endelig den opmærksomhed fra politikerne og medierne, som de ønsker sig. Det vil de sikkert prøve at fortsætte med at opnå nogen tid endnu. Også selv om det går ud over os andre i Rinkeby,« siger Abdullahi Ahmed.