Republikanerne i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus konkluderer i en afklassificeret og kraftigt censureret 253 siders endelig rapport, at Rusland blandede sig utidigt i det amerikanske præsidentvalg i 2016 i et forsøg på at sprede »kaos og disharmoni«.
Men de afviser samtidig, at russerne forsøgte at hjælpe Trump til magten og konkluderer, at præsident Trump og hans hjælpere ikke samarbejdede, men blot udviste »dårlig dømmekraft«. Det samme gjorde Hillary Clinton over for de russiske aktører, mener de.
I rapporten kritiserer det republikanske flertal i udvalget også FBI og efterretningsmiljøet for ikke på overbevisende vis at have reageret på Moskvas forsøg på at underminere valget. Flertallet er ledet af Devin Nunes, som er en af Trumps stærkeste støtter i Kongressen.
Det demokratiske mindretal i udvalget er stærkt uenig i republikanernes konklusion og skriver i et 98 siders modindlæg, at Rusland søgte indflydelse på Trump-kampagnen, og at kampagnen var åben over for de russiske kontakter.
De kraftigt modstridende konklusioner er endnu en understregning af, hvordan såvel efterretningsudvalgets egen undersøgelse - baseret på interview med 73 vidner og en gennemgang af over 300.000 dokumenter det seneste år - og den særlige undersøger Robert Muellers kulegravning af muligt samarbejdede med russerne, splitter de to partier.
Præsident Trump bruger republikanernes rapport til at gentage sit krav om at afslutte Robert Muellers undersøgelse.
»Netop ude: Repræsentanternes Hus' efterretningsrapport udgivet. »Ingen beviser« på, at Trump-kampagnen indgik i »aftalt spil, koordinerede eller havde samspil med Rusland«, skriver Trump på Twitter. »Clinton-kampagnen betalte for oppositionsresearch fra Rusland - Wow! En total heksejagt! MÅ STOPPE NU!«
Demokraterne siger til gengæld, at det republikansk ledede efterretningsudvalg synes mere interesseret i at beskytte Trump fra granskning end at finde fakta om sagens rette sammenhæng.
»Under hele undersøgelsen har republikanerne i udvalget valgt ikke for alvor at undersøge - eller med et klart blik at se på - beviserne for aftalt spil mellem Trump-kampagnen og Rusland. I stedet har de påtaget sig en rolle som forsvarere for de centrale vidner i undersøgelsen,« siger Adam Schiff, den ledende demokrat i udvalget.
Demokraterne overvejer, om de skal genoptage den nu afsluttede undersøgelse i efterretningsudvalget, hvis Demokraterne formår at få flertal i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget til november.
Muellers kulegravning fortsætter dog ufortrødent. Den har allerede ført til flere tiltaler af Trump-hjælpere - herunder mod præsidentens tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, og Trumps tidligere udenrigspolitiske rådgiver, George Papadoupoulos, som begge har erklæret sig skyldige i at lyve for FBI.
En del af efterforskningen er fortsat et møde med russere, herunder advokaten Natalia CV. Veselnitskaya, i Trump Tower i foråret 2016, hvor Trumps søn, Donald Trump Jr., hans svigersøn, Jared Kushner, og kampagnechef Paul Manafort deltog.
Forud for mødet var Donald Trump Jr. i e-mails fra mellemmand blevet tilbudt »nogle officielle dokumenter og informationer, der vil inkriminere Hillary og hendes forhold til Rusland« fra »den russiske statsanklager«.
»I love it,« svarede Donald Trump Jr. tilbage, hvorefter mødet i Trump Tower blev arrangeret.
Natalia V. Veselnitskaya har længe insisteret på, at hun mødte de tre som privat advokat og ikke en, der opererede på vegne af Kreml.
Men under et interview med NBC News fredag anerkender hun, at hun ikke blot var en privat advokat, men en kilde til information for den russiske statsanklager, Yuri Y. Chaika.
»Jeg er advokat, og jeg er informant,« siger hun til NBC News ifølge The New York Times. »Siden 2013 har jeg haft en aktiv kommunikation med den russiske anklagemyndigheds kontor.«
Republikanere i efterretningsudvalget revser i deres rapport Donald Trump Jr., Jared Kushner og Paul Manafort for at have udvist »dårlig dømmekraft« ved at tage mødet med Natalia V. Veselnitskaya.
De kritiserer ifølge Wall Street Journal også Trump og hans hjælpere for deres »ros af og kommunikation med WikiLeaks«, der under valgkampen lækkede tusindvis af hackede e-mails fra Det Demokratiske Parti.
Samtidig kritiserer de Hillary Clintons kampagnes bestræbelser på at finde noget på Trump »fra russiske kilder, herunder et antal højtstående nuværende og tidligere russiske embedsmænd«.
Undersøgelsen blev udført af en tidligere britisk spion og dannede grundlaget for en udokumenteret rapport med snavs på Trump.
I sidste uge stævnede Demokraterne Ruslands regering, Trumps kampagnestab og WikiLeaks for i en sammensværgelse at have blandet sig i præsidentvalget i 2016 for at få Trump valgt.
Stævningen blev indleveret ved en føderal domstol i New York, og det hævdes i denne, at topfolk i Trumps stab konspirerede med den russiske regering og dens efterretningstjeneste for at skade præsidentkandidat Hillary Clinton ved at hacke sig ind i partiets computere for derefter drypvis at lække skadeligt materiale.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.
