Den 12. oktober er der premiere på DRs store nye tv-serie "1864" om dengang for hundrede år siden, da den prøjsiske hær gav den danske nationalfølelse sit banesår. Tag med til området omkring Sønderborg, hvor det hele foregik dengang.
Et stille »plask« et sted ude på det smalle Alssund brød nattestilheden. En fisk, der slog med halen? En fugl, som landede på vandet?
Den danske soldat, der havde vagten, afsøgte mørket og lyttede intenst. Ingenting... Ikke en lyd.
For en sikkerheds skyld hidkaldte han den nærmeste befalingsmand. Man havde hørt noget derude, syntes man. Befalingsmanden kiggede også ud i mørket og lyttede. Nej, der var ikke noget.
I hvert fald var der ingen grund til at slå alarm og vække de udmattede danske tropper, der lå og sov i lejren længere oppe på halvøen. Nederlaget fra 18. april, hvor den danske hær blev knust af de prøjsiske tropper ved Slaget ved Dybbøl, sad stadig i kroppen og sindet. Nu var der våbenhvile, og så måtte man vente på, hvad diplomaterne og politikerne nåede frem til.
Men han kan da lige skyde et varselsskud ud over vandet, meddelte befalingsmanden.
En stikflamme fra geværmundingen oplyste kort området, da soldaten med et tørt knald sendte skuddet af sted. Lige nok til, at han kunne ane konturerne af mareridtet derude: En flåde af prøjsiske både, der sneg sig gennem nattemørket.
I næste sekund eksploderede Sottrupskov på den anden side af sundet i et ildhav. Gevær-ild knitrede mellem de mørke træer. Kanoner bragede. Soldater hujede.
Den danske soldat vendte om og løb så hurtigt, han kunne. Men for sent. De første af 2.500 prøjsiske soldater satte fod på landjorden under heftig dæknings-ild fra artilleriet, der havde gemt sig i skoven.
Kort efter var det hele forbi. Mens danskerne naivt havde forhandlet under våbenhvilen, havde prøjserne omgrupperet og tilført deres hær forstærkninger. Danmarks nederlag var totalt.
Her 150 år senere står jeg ved Arnkilsøre på Kærhalvøen tæt på Sønderborg sammen med Arne Jessen fra Historiecenter Dybbøl Banke og Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter. Det er ham, der baseret på vidneberetninger fra dengang så levende har fremmalet billedet af, hvad der foregik lige her natten til den 29. juni 1864.
Han er en bragende god fortæller, og det har været en fornøjelse at være med ham rundt på en guidet tur til de vigtigste steder i forbindelse med Slaget ved Dybbøl og den senere prøjsiske overgang ved Alssund.
En overgang, der i sommers blev "re-enacted" af flere hundrede danske og tyske »krigsspillere« iført autentiske uniformer og med våben, der svarede nøje til dem, soldaterne brugte i 1864.
Denne rekonstruktion var blot én af en række markeringer af nederlaget i 1864 – hvor Dybbøldagen 18. april var den helt store – der forandrede Danmark for altid. Ikke blot mistede vi en stor del af Kongeriget, vi mistede også vores selvværd.
Det var ikke så meget det, at vi tabte – sådan er krigens natur; man vinder, og man taber – det var måden, det skete på.
En kombination af politiske fejlvurderinger og nationalistisk overmod havde kastet os ud i krigen med mægtige Prøjsen om hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig.
SE OGSÅ: TRAILEREN TIL DR-SERIEN: 1864
Og en elendig krigsforberedelse, forældet og mangelfuldt materiel, håbløse militære ledere og endnu mere håbløse politikere, der blandede sig i krigsførelsen og traf fatale beslutninger, resulterede i, at vi fik et lammende slag i mellemgulvet og sad tilbage og hev efter vejret de næste mange årtier.
Et godt sted at begynde sin 1864-odyssé – især hvis man har børn med – er på Historiecenter Dybbøl Banke, der ligger lige ved siden af resterne af forsvarsskanserne fra dengang. Så det gør vi også.
Først er vi indenfor og ser den flotte rekonstruktion af et skanseområde, og derefter er vi udenfor, hvor der er bygget en hel soldaterlejr, som den så ud dengang. Her hører man om, hvordan det var at være soldat dengang, man kan købe lidt ind i marketenderiet, og man kan – ikke mindst – se nogle af de rigtige kanoner fra dengang. Både de danske og de prøjsiske. Indimellem bliver kanonerne fyret af med kæmpebrag.
Er man interesseret i at komme lidt mere ned i substansen, er der en række guidede ture, man kan tage med på, i stil med den, som vi er på med Arne Jessen.
Vi kører blandt andet over på Broagerland på den anden side af Vemmingbund for at se, hvor prøjsernes kanoner stod under beskydningen af forsvarsskanserne i Dybbøl og af Sønderborg by. Det er lidt bøvlet at komme derned ad de smalle markveje, men det er et godt sted at forstå, hvorfor det gik så galt.
Man hører ofte, at et af danskernes store problemer var, at vi havde forladergeværer, mens prøjserne havde moderne, nye bagladere, som man kan affyre meget hurtigere.
Det er også rigtigt, men det spillede en endnu større rolle, at prøjserne havde baglader-kanoner. Ikke alene kunne de sende mange flere granater af sted på kortere tid, end danskernes få gamle kanoner, men prøjsernes kanoner havde også længere rækkevidde, og de brugte en ammunition, der først eksploderede, når den ramte målet, mens vores sprang i luften over målet.
Det betød – og det kan man virkelig se for sig, når man står på denne side af sundet og kigger over på de danske forsvarsstillinger – at prøjserne kunne smadre danskerne i sikker afstand, fordi vores kanoner ikke kunne ramme deres stillinger. Da prøjserne samtidig i ly af kanonilden kunne grave løbegange helt op til de danske skanser, var det klart, at de kunne løbe danskerne over ende i stormangrebet 18. april.
Vi kommer også forbi Broager Kirke med tvillingetårnene, hvorfra prøjserne kunne se deres granaters baner og korrigere beskydningen via telegraf. Forbi stedet i Sønderborg, hvor der var lagt to pontonbroer ud, som de overlevende danske soldater trak sig tilbage ad med prøjserne i hælene. Forbi Nybøl, hvor bartskærere og sygeplejere desperat prøvede at lappe soldaterne sammen på feltlazarettet dér. Forbi soldatergrave og mindesmærker.
Og vi kører såmænd helt til Gråsten Slot, hvor den prøjsiske generalstab med Prins Friedrich Karl i spidsen var indlogeret, og også forbi Avnbjerg-højen, hvor selvsamme Friedrich Karl stod iklædt rød uniform og overvågede slagets gang den 18. april 1864.
Rundturen afslutter vi på Kærhalvøen, hvor det på sådan en fredfyldt forsommerdag, hvor fuglene kvidrer i buske og trækroner, og himlen står klar blå over det bløde, bakkede landskab, er lidt mærkværdigt at tænke på, at der udspillede sig et krigs-inferno lige præcis her en juninat for 150 år siden.