Rejsekortets udgangskontrol er opfundet af bureaukratiske kontrolfreaks.
En sådan billetterings-løsning ved udgange uden fysiske sluser findes næppe i nogen anden storby. Man kan sikkert opdrage flertallet af rejsende til at huske at checke ud, men for en restgruppe vil det ikke lykkes. Hvor stor denne restgruppe er, kender jeg ingen statistikker for, men overvejelser fra Dankortets start, om underskrift kontra de dengang uprøvede pinkoder, byggede på undersøgelser, som viste, at en lille procent af befolkningen ikke er i stand til at levere ensartede underskrifter. Også her er vi forskellige.
Som argument for, at problemet med krav om udgangscheck ikke løses, ved at opdrage dem der fejler, vil jeg pege på erfaringer fra den lidt tilsvarende situation med »udcheckning« fra egen gadedør.
Glemmer man her at låse eller at tage nøglen med fra låsen, risikerer man at miste hele sit indbo. Alligevel er der nogle som aldrig lærer at undgå det. I 45 års ægteskab glemte min kone f.eks. aldrig at låse eller tage nøglen med - men for mig skete det om end ikke utallige gange, så dog ret jævnligt.
På denne baggrund frygter jeg, at overgangen til rejsekort for mig vil medføre mange bøder - og måske registrering i et HT-register over formodede hærdede billetsnydere.
Er der andre løsninger? Ja, f.eks. det system fra Prag, som Morten Engelbrecht beskriver i Berlingskes Opinion 06.12.2014.
Ved Dankortets skabelse krævede bankerne kontrol af positiv saldo på kontoen ved hvert køb. Bankerne håndterer overtræk fleksibelt, men det kan en kassedame ikke. Ingen ville risikere at blive standset i kassekøen for manglende dækning på kontoen, og svindlere ville i hvert fald holde sig til checksystemet, som ikke har en sådan kontrol. Den slags argumenter preller som regel af på kontrolfreaks, men bankerne måtte bøje sig for, at teknikken ikke var til den ønskede saldokontrol, og Dankortet undgik således den type designproblemer som i dag præger rejsekortet.