»Det skete lidt længere oppe ad kysten derovre,« forklarer den gamle mand og peger tværs over den nøgne havbund i retning mod klipperne, der bugter sig langs Cornwalls berømte kyststrækning mod syd.

Se også: Den smukkeste landsby i England

»En 60-årig kvinde lå og sov i sin seng, da havet åd hendes hus. Skrænten brød simpelthen sammen under huset, og det røg i havet. Det skete for cirka en måned siden. Hun døde. Så føler vi os nu alligevel mere beskyttede herovre på øen.«

Vi står på vadehavsøen St. Michael’s Mount ved Sydvestenglands kyst. Allerede for 2.000 år siden lastede arbejdere på øens havn tin, der blev eksporteret til kontinentet og landene ved Middelhavet. Senere – for ca. 1.300 år siden  – slog munke sig ned i et nybygget kloster, der stadig troner på toppen af øen som et grev Draculas slot. I dag er øen en af Sydenglands største turistattraktioner. 

Nogle turister kommer for at besøge klostret, for at opleve en gudstjeneste i klosterkirken fra 1400-tallet, eller bare for at suge det stille liv på øen til sig. Eventuelt nyde en frokost i restauranten, der serverer lokale specialiteter som Newlyn-krabbe, muslinger fra Falmouth-bugten og hjemmelavede scones med Cornwalls berømte tykke fløde, cornish cream. 

Men den helt store oplevelse ligger i virkeligheden i noget så enkelt som at spadsere de få hundrede meter hen over havbunden til øen, når tidevandet trækker sig og den isolerede ø for nogle timer forbindes med fastlandet. 

Og i at mærke det søde gys, når man i kapløb med tidevandet småløber tilbage til fastlandet ad den smalle vej, der er bygget af kampesten hen over havbunden, alt i mens vandet for hvert bølgeskvulp slår højere og højere op og kræver havbunden tilbage.

En venlig parkeringsvagt giver os et råd, da vi ved ankomsten spørger ham om, hvornår vi senest skal gå tilbage fra øen mod fastlandet for at nå tilbage med tørre sko: 

»Tjek vandstanden klokken 15. Hvis I ikke går tilbage omkring den tid, er det måske for sent,« lyder svaret.

»Hvad nu, hvis vi ikke når tilbage, inden vandet kommer igen?« spørger familiens yngste nervøst, da vi har bevæget os fra parkeringspladsen til stranden og nu tager de første skridt over mod øen på vejen af kampesten. Til begge sider ligger tykke klumper grønt tang og store sten overstrøet med muslinger og snegle.

Vores forsikringer om, at man også kan sejle til og fra øen i båd, når man på grund af vandet ikke længere kan gå, synes ikke at være den store trøst:

»Men hvad hvis båden ikke kommer?« spørger den seks-årige insisterende. 

De to storesøstre tilføjer med rynkede næser: »Adr, her lugter af tang.«

Tilværelsen for beboerne på St. Michael’s Mount har til alle tider været styret af vejret og tidevandet. Øens skolebørn må have en ekstra fridag, når havet er så uroligt, at end ikke en særlig båd på hjul eller motorbådene, som beboerne har til deres rådighed, formår at forlade øens lille havneindsejling og sejle de godt par hundrede meter.

Ni familier udgør øens 34 beboere, og alle de voksne arbejder på øen. Nogle som gartnere, andre som turistguider, andre igen som bådsmænd eller håndværkere. 

»Vi er som en stor familie,« fortæller Bob, der har boet på øen i 27 år og har dagens vagt på det lille havnekontor.

»Vi er meget ens herovre, og man skal være gjort af et særligt stof for at holde til det isolerede liv, vi lever her. Du kan ikke bare gå ud og drikke en øl på pubben om aftenen, hvis du har lyst. At bo og arbejde her er ikke et job. Det er en livsstil,« siger han.

En ø med så lang en historie har naturligvis også sine egne skrøner. En af dem fortæller om kæmpen Cormoran, der plejede at vade over på fastlandet, hvor han stjal får og køer. Lige indtil den dag, drengen Jack sejlede over til øen og gravede et hul i jorden, mens kæmpen sov. Da solen stod op, blev kæmpen blændet af det skarpe lys og faldt ned i drengens fælde.

Som ved St. Michael’s Mount spiller havet også en fremtrædende rolle i resten af det sydvestlige England. De brede strande, molerne med forlystelsesarkader, de hyggelige fiskerbyer og de små, pastelfarvede badeskure på strandene har tiderne igennem tiltrukket besøgende. Kendte engelske forfattere, herunder krimiforfatteren Agatha Christie, slog sig ned i den idylliske, men til tider rå natur. Og det var også her, børnebogsforfatteren Enid Blyton i 1950erne og 60erne hentede inspiration til sine berømte »De Fem-bøger« om amatørbørnedetektiverne George, Anne, Dick, Julian og hunden Tim, der hver sommer blev hvirvlet ind i nye, farlige eventyr.

Kystbyen Paignton smelter nærmest sammen med den mere berømte naboby Torquay. Kyststrækningen har fået tilnavnet Den Engelske Riviera på grund af strandene og de mange palmetræer, der er plantet langs promenaderne. Nogle gange kan man i ro og mag samle sten på stranden og slå smut med flade sten på en blank havoverflade, andre gange forvandler havet sig til et vredt – og dragende – stormende uhyre, der sprøjter meterhøje skumsprøjt ind over kajen og strandenes små badeskure. Jeg kan ikke lade være og tager en løbetur langs kajen – og ender med at blive drivende våd.  

Vest for Den Engelske Riviera ligger et andet af Sydvestenglands verdensberømte naturfænomener: Nationalparken Dartmoor. 

Vejret på heden er omskifteligt og kan i løbet af en dag præstere både blå himmel og  sol samt sne og stormvejr. De ekstreme vejrforhold kræver sin hest, og Dartmoor-ponyerne er med deres tykke pels og tætte bygning både stærke og udholdende. De har op gennem historien været brugt som arbejdsheste, herunder ved udvindingen af tin fra parkens store koncentrationer af granit.

At bevæge sig rundt i Dartmoors unikke landskab, hvad end turen foregår i bil, til fods eller på hesteryg, er som en rejse tilbage til oldtiden. Til dengang fortidsmennesket gik fra at være jægere til bønder og begyndte at slå sig ned i mindre samfund. 

Rester af bosteder og ruinerne af stenhusene fra dengang ligger spredt over heden lige som parkens imponerende udbud af stendysser, granitbrud og formationer af bautasten. Ikke underligt, at dette vilde landskab har leveret de fleste bronzefund, der er gjort i Storbritannien.

I et hjørne af heden ligger et af Englands mest berygtede fængsler gennem tiden. I dag huser Dartmoor Prison primært sexualforbrydere, men da fængslet i sin tid blev bygget tilbage i 1805, var det for at anbringe tusindvis af franske krigsfanger taget i Napoleonskrigen mellem England og Frankrig. 

Siden fik fængslet under dronning Victoria ry som landets hårdeste fængsel, der tog imod de farligste forbrydere. Nogle af Englands mest berygtede forbrydere, herunder »Den gale øksemand« Frank Mitchell og »Syrebads-massemorderen« John George Haigh, har tilbragt tid bag disse tremmer. Dele af fængslet er i dag omdannet til museum.

Vejen til Dartmoor går gennem en bakket, romantisk natur med tykke hække på begge sider af de smalle veje og med gamle stengærder, græssende køer, får og frilandsgrise på markerne, og stråtækte huse i flere landsbyer. 

Store, krogede træer bøjer sig mod hinanden hen over veje, så det føles som om, at man kører igennem naturskabte tunneller. Men så snart man kører ind i nationalparken, ændrer naturen sig til et anderledes, men ikke mindre fascinerende landskab. Hvor vilde ponyer og får græsser på de store græs- og hedesletter blandt forhistoriske grave, stendysser, stengærder og gamle broer i granit. 

Det var her i dette barske landskab, den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg i 2010 optog »War Horse«, der fortæller historien om en dreng, der under Første Verdenskrig drager til slagmarkerne for at finde sin elskede hest, som hans fattige far har solgt til den engelske hær. 

Og det er her, Sherlock Holmes-forfatteren Arthur Conan Doyle i 1901 fandt inspiration til sin roman om den uhyggelige spøgelseshund Baskervilles Hund.

Nationalparken er dog ikke kun en populær filmlocation – med over 800 stier i den 500 kvadratkilometer store park, (godt og vel samme størrelse som Bornholm) er den et yndet mål for naturelskere og vandrefolk. Åndehuller findes der i flere variationer i parken. Hyggelige pubber og kroer er en af dem. De byder med ild i pejsen forkomne vandringsfolk og tørstige sjæle indenfor til et hvil, en bid mad og en velskænket pint øl.

Er man mere til luksus og ægte landadel, skal man opgradere fra enkle kroer og pubber til for eksempel slotshotellet Bovey Castle. Opført i gamle, brune sten, med spir og blyindfattede ruder ligger Bovey Castle som en åbenbaring fra gamle dage midt i Dartmoor, omgivet af golfbaner, fyrreskov, skrånende bakker og vandløb. Og allerede da vi drejer ind på slotshotellets matrikel, vidner den sorte jernport med guldkanter og de fine romersk-inspirerede statuer på de store plæner om stedets storhed. 

En asfaltvej bugter sig gennem nyklippede golfbaner med udsigt over Dartmoors anderledes uplejede natur med lyng, græssletter og skove, og vi triller gennem endnu en jernlåge belagt med guld, hvorefter vores sølvfarvede Citroën Picasso befinder sig foran slotshotellet i fint selskab med en fræk, lille grå sportsvogn og en knaldrød Ferrari. 

En ung fyr iført brune knæstrømper, ternede knickers, grøn jakke og en sixpence på hovedet tager venligt imod os. Han beder om bilnøglerne og tilbyder at finde en plads til bilen. Ved et springvand på vej mod indgangen passerer vi et ægtepar, der med hunden i snor kommer slentrende klædt i grønne jagtfrakker, fløjlsbukser og Hunter-gummistøvler. I entreen forsyner de sig med hvide håndklæder fra en kurv, så de kan få tørret hundens poter.

Bovey Castle er afslapning, luksus og »no stress«. Det er en skridt tilbage i tiden og et glimt ind i det privilegerede liv, som for dele af den engelske adel er hverdag. Her er diskret opera i højtalerne, egetræspaneler fra gulv til loft, knitrende ild i de store pejse og montrer på væggene med fine, gamle stokke. Her er smukt ornamenterede lofter, der både i højde og udskæringer virker kirkelige. I et kæmpe fuglebur sidder en grå afrikansk papegøje kaldet Beaky og tager sig en lur med hovedet halvt gemt under vingen. I baren The Oak Room fylder glashylder proppet med næsten hundrede forskellige whiskymærker en hel væg. Savner man en fin cubansk cigar til sin drink, er den også inden for rækkevidde i et tempereret cigarskab.

Lad det være sagt med det samme: En overnatning på Bovey Castle er ikke for fattigrøve. Uanset om det er højsæson eller lavsæson koster et værelse flere tusinde kroner. Til gengæld er der – ud over de mere gængse tilbud som tennis, pool og spa – alt fra babysitter-service, kroket-spil på plænerne, falkeshow og hesteridning til bueskydning, lerdueskydning og fluefiskeri.

Vores budget rækker til en frokost, og forventningsfulde sætter vi os til bordet i den store restaurant, hvorfra vi har en storslået udsigt over en dal i hotellets baghave og længere i baggrunden Dartmoors hede.

For 32 pund per næse (små 300 kr.) nyder vi en menu, der består af »terrin af kylling, foie gras og presset æble«, »oksesteg med Yorkshire-pudding og rødvins-sauce«, »citrontærte med friske hindbær og cornish cream« samt »et udvalg af lokale oste«.

Vi lader frokosten trække ud og nyder atmosfæren, roen og den højtidelige stemning. Bagefter driver vi rundt på hotellet og fantaserer os til en overnatning. Vores datter på ni år kan hverken nøjes med en enkelt overnatning eller en uge.

»Jeg kunne bo her hele mit liv.« 

3 spisesteder, du ikke må gå glip af

The Church House Inn
Ikke nok med at pub-magasinet Good Pub Guide har kåret denne landsbypub i byen Marldon som årets spisepub i Devon for 2013. The Church House Inn kom også som den første pub i Devon med i Michelins Pub Guide. Den hvidkalkede pub med de fine, gamle vinduer og skotskternede gulvtæpper blev bygget i 1400-tallet for at give husly til en række kunstnere, der udsmykkede den lokale landsbykirke. I dag strømmer folk til for at nyde en portion lammeskank med flødekartofler og en velskænket lokal øl. 
Info: churchhousemarldon.com

The Turtley Corn Mill
At besøge denne renoverede pub i det sydlige Devon er som at sidde i en stor dagligstue med ild i pejsen og fine lamper i vindueskarmen. Den er bygget i grå sten og har en sortmalet vandmølle roterende på gavlen. Her er pølser med kartoffelmos og »black pudding«, møre oksebøffer og frisk fisk på menuen. Væggene er pyntet med grammofonplader og fotos fra gamle dage, og over baren hænger gamle industrilamper. I restauranten er ikke to af de afslebne træborde ens. 
Info: turtleycornmill.com

Jamie Oliver’s Fifteen
Selv om retterne er italienske, garanterer kendiskokken Jamie Oliver, at råvarerne i hans restaurant Fifteen i Newquay på nordkysten af Cornwall er lokale. Så hvad enten man vælger en grillet havtaske, and med polenta eller en tallerken med oste, er varerne ifølge den charmerende kok hentet på markerne og i havet ved Cornwall. Selv durummelet i pastaen er dyrket lokalt. 
Husk at bestille bord. 
Info: fifteenconwall.co.uk

Se også: På besøg i detektivland