Op til 1.500 kroner skattefri bonus om måneden for at komme i job er en god motivation for kontanthjælpsmodtagere, mener de Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen (K), der ser fornuftige takter i regeringens nye vækstudspil.

»Det er fint, at man ansporer kontanthjælpsmodtagerne til at tage et job. Der er alt for mange i dag, som får for lidt ud af at arbejde. Det synes jeg er godt, at regeringen nu langt om længe erkender,« siger den tidligere økonomi- og erhvervsminister til Berlingske Nyhedsbureau.

Regeringen foreslår i sidste del af sit vækstudspil, at kontanthjælpsmodtagere i andet halvår af 2015 skal modtage en skattefri præmie på op mod 1.500 kroner om måneden, hvis de kommer i arbejde. Og hvis man har været på kontanthjælp i mere end et år. Man skal dog maksimalt kunne modtage 9.000 kroner i bonus, og ordningen udløber ved årets udgang.

De Konservative efterspørger en mere varig ordning, så forskellen på kontanthjælp og et lavtlønnet job bliver større.

»Det er ikke godt nok, men det er et skridt i den rigtige retning. Regeringen har erkendt, at det ikke altid kan betale sig at arbejde. Men vi skal finde en permanent løsning, så det altid kan betale sig at arbejde,« siger Brian Mikkelsen og tilføjer:

»Vi har sagt, at der altid skal være mindst 3.000 kroners fordel ved at arbejde. En hovsa-bonus løser ikke det problem. Vi skal have permanente løsninger - vi skal hæve beskæftigelsesfradraget og sænke skatten på arbejde.«

Hos de Konservatives borgerlige kolleger i Liberal Alliance glæder politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA) sig også over, at regeringen er enig med blå bloks opdattelse af, at det skal kunne betale sig at arbejde.

»Hurra. To partier til, der mener, at det ikke kan betale sig at arbejde for visse grupper. Så kan vi diskutere løsninger,« skriver han på Twitter med henvisning til de to regeringspartier.