Den danske landstræner Jan Pytlick var svært tilfreds med kvindernes VM-start og storsejren over Kina med 44-21 i serbiske Nis.

- Vi får en super start. Vi var meget fokuserede, og vi får alle spillere i kamp. Det var super godt, siger han til TV2 lige efter kampen.

Efter en lidt tøvende indledning, hvor kineserne hang på, så skruede danskerne op for blusset og sled modstanderne op på både en fysisk og kvalitetsmæssig forskel.

- Vi skal lige i gang, men da vi får sat gang i forsvaret, så får vi presset de der kinesere rigtigt godt.

I næste gruppekamp venter Japan, og her skal danskerne op mod et mere slagkraftigt hold.

- Der er nogle ting at se på frem mod Japan er en helt anden type modstander. Det er et helt andet og bedre hold, som dækker meget offensivt.