Den blodige borgerkrig i Syrien trækker et spor af propaganda hele vejen til Danmark.
En dansk hjemmeside bringer billeder af unge mænd fra Danmark, der har valgt at drage i krig i Syrien. Blandt andet viser hjemmesiden blodige billeder af en dræbt ung dansker i Syrien, mens familiefotografier af en anden bliver offentliggjort under overskriften »Portræt af en terrorist«.
Her kan man blandt andet se billeder af en kvinde og to helt små børn, der angiveligt er mandens hustru og børn, samt læse det, der tilsyneladende er familiens adresse.
Flere eksperter vurderer, at hjemmesiden med familiebilleder og adressen blot er det seneste eksempel på en eskalerende propaganda-krig på europæisk grund mellem parterne i borgerkrigen.
»Det er grænseoverskridende, at der er børn, som bliver udstillet på sådan en hjemmeside. Det her er at gå efter hans familie og gå efter ham på en meget ubehagelig måde. Det er bekymrende og kan lede til vendetta og konflikter i Danmark med sådan en propaganda,« siger Magnus Ranstorp, terrorforsker ved Försvarshögskolan i Stockholm.
Krigen i Syrien har ifølge flere kilder tiltrukkket hundredvis af unge mænd fra hele Europa – herunder mindst 65 fra Danmark, vurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET). Og i den forbindelse spiller propaganda en stor rolle begge veje.
»Det er et stort problem i hele Europa med unge mænd, der tager til Syrien for at kæmpe. Europæiske efterretningstjenester frygter, at krigen radikaliserer de unge mænd, der så vil bringe krigen ind på europæisk grund. Propaganda bliver brugt meget effektivt for at vinde sympati og rekruttere soldater – og omvendt som i dette tilfælde,« forklarer Magnus Ranstorp.
Kæmper for jihadisterne
Vurderingerne fra krigen i Syrien skifter løbende, og billedet af konflikten er særdeles broget. Der tegner sig dog i dag et billede af tre parter i konflikten med Assad-regimet på den ene side, mens to parter på den anden side bekæmper regimet.
Her støtter Vesten – herunder Danmark – det sekulære oprør i den Frie Syriske Hær, mens det mere brogede billede af jihadister, der blandt andet tæller den terrorstemplede al-Nusra-brigade, omvendt afføder fordømmelse og bekymring i Vesten. Det er netop hos jihadisterne, at de udenlandske krigere bliver lukket ind.
Tidligere folketingsmedlem Naser Khader, der har syrisk baggrund, tager skarpt afstand fra familiebillederne på den omtalte hjemmeside.
»Det er en meget ubehagelig hjemmeside, og den er helt på bølgelængde med den brutalitet, som også Assad-regimet udviser. At offentliggøre navne og billeder på familier er en taktik, som Assad-regimet ligeledes bruger,« siger Naser Khader og tilføjer:
»Der foregår en propagandakrig mellem de tre fronter i oprøret – også i Danmark. De to ekstremer er Assad-regimet og de tilrejsende jihadister, mens det officielle oprør i den Frie Syriske Hær står midtimellem. Den stærkeste oprørsgruppe er efter min vurdering stadig den Frie Syriske Hær, men jihadisterne, der kæmper for en sharia-stat, bliver stærkere og stærkere.«
Naser Khader frygter, at den intensive propaganda i kølvandet på krigen får konsekvenser i Danmark.
»Denne hjemmeside er sammen med den voldsomme propaganda, der skal hverve jihadister, med til at bringe krigen til Danmark. Den måde, som den syriske konflikt har udviklet sig på, smitter af på hele verden,« siger Naser Khader.
Et ekstremt eksempel
Nico Prucha, forsker på Institut for Fredsforskning og Sikkerhedspolitik på Universität Hamburg, har blandt andet forsket i propagandaen fra Syrien på de sociale medier. Han har gennemgået hjemmesiden for Berlingske.
»Der foregår en stor indsats for at samle data fra sociale netværk til brug for propagandakrigen i forbindelse med krigen i Syrien. Både Assad-regimet og jihadisterne fra Europa er meget aktive i propagandakrigen i Europa,« forklarer Nico Prucha.
»Billederne på hjemmesiden er typiske for propagandaen, men jeg har ikke set andre eksempler, hvor der offentliggøres billeder af børn. Det er et ekstremt eksempel på den meget ophedede propaganda, der omkranser krigen. På det seneste har vi set en skarp stigning i propagandaen, da begge sider optrapper,« tilføjer han.
Formentlig i strid med loven
Ifølge Oluf Jørgensen, forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, er hjemmesiden omfattet af dansk lov, fordi der skrives på dansk målrettet et dansk publikum. Han vurderer, at hjemmesiden formentlig overtræder dansk lovgivning.
»Hjemmesiden er omfattet af dansk lov, og det kan man ikke komme uden om ved at skifte server, sende fra udlandet eller ved andre tekniske løsninger. Billederne og omtalen af de pårørende er formentlig i strid med persondataloven, fordi der bringes oplysninger om andre personer uden deres samtykke,« vurderer Oluf Jørgensen. Det er Datatilsynet, der skal vurdere, om siden er i strid med gældende lovgivning. Datatilsynet oplyser dog, at man kun behandler sager, hvis der indgives en anmeldelse.
»Jeg er ikke en nyttig idiot«
Kontakter man hjemmesiden kommer man i kontakt med en ung mand, der kalder sig Peter Jensen. Han var fredag forbi Berlingskes redaktion, hvor han blandt andet hævdede, at han netop var blevet student fra Virum Gymnasium.
Berlingskes research viste dog hurtigt, at det ikke var sandt. Manden, der kalder sig Peter Jensen, har også som repræsentant for hjemmesiden præsenteret sig under et andet navn over for personer i de syriske miljøer i Danmark.
Peter Jensen indrømmer, at han ikke er student fra Virum Gymnasium, men han fastholder, at Peter Jensen er hans rigtige navn og nævner »sikkerhedshensyn« som baggrund for de skiftende navne.
Han fortæller, at han har lavet hjemmesiden som en modvægt til mediernes »ensidige dækning« af krigen i Syrien.
»Jeg er ikke en nyttig idiot for regeringen i Syrien. Jeg forholder mig bare til den anden parts forbrydelser ved at tegne et portræt af de unge mænd, der rejser til Syrien. Der er ingen trussel bag det at offentligøre billeder, navn og adresse. Folk skal bare vide om deres nabo er terrorist,« siger han.
Manden, der kalder sig Peter Jensen, henviser samtidig til, at han har fundet familie-billederne på Facebook, og at det derfor må være i orden at offentliggøre dem sammen med adressen.
»Jeg viser på hjemmesiden, at den ene har en nyfødt baby. Hvorfor vælger han så at rejse til Syrien? Det kan godt være, at min hjemmeside er ulovlig, men hvis der bliver problemer, rykker jeg bare til en server i udlandet,« siger han.
Dansk Syrisk Forening: Fine artikler
Mohammad Mahfoud, formand for den regeringstro Dansk Syrisk Forening, linker selv til hjemmesiden, som han ofte læser, fra foreningens hjemmeside.
»Jeg synes, at de kommer med mange fine artikler om, hvad der virkelig sker i Syrien, og de gør et godt stykke arbejde,« siger Mohammad Mahfoud, der ikke ser problemer i at offentligøre navne og billeder på hjemmesiden.
»Jeg synes, at det er udmærket, at man portrætterer de unge, som tager fra Danmark til Syrien. Det er okay, at de offentliggør navne, hvis de er helt sikre på, at de pågældende nu også er dernede. Folk, som tager til Syrien fra Danmark, bliver bakket op af deres familie. Derfor kan jeg ikke se noget problem i at offentliggøre billeder af dem og deres familie, men personligt ville jeg ikke offentliggøre billeder af deres børn,« siger Mohammad Mahfoud.
Han afviser, at Dansk Syrisk Forening støtter hjemmesiden økonomisk.
»Vi har ikke noget med bloggen at gøre, men jeg har mødt bagmanden et par gange. Bloggen er kritisk over for de vestlige mediers dækning af Syrien, og det er vi også,« siger Mohammad Mahfoud og tilføjer:
»At offentliggøre billeder og navne skaber debat, og det er vigtigt, for det ser ud til, at den danske regering er ligeglade med dem, der tager til Syrien. På denne måde vil regeringen måske føle sig mere presset til at gøre noget.«
Hos Politiets Efterretningstjeneste (PET) har man noteret sig, at siden eksisterer.
»Både den hjemmeside og risikoen for, at konflikten i Syrien kan fortsætte på dansk jord, er noget, vi i PET er opmærksomme på i vores arbejde,« lyder det i en skriftlig udtalelse fra PET.
Det har ikke været muligt for Berlingske at komme i kontakt med familierne til de personer, der portrætteres på hjemmesiden.