Anders Fogh Rasmussen har lovet Tyrkiet, at Roj TV lukker i Danmark. Prins Charles er ikke så egnet som monark som sin mor. USA overvåger FNs generalsekretær. Saudi-Arabien vil have USA til at bombe Iran.

Ovenstående er blot nogle af de historier, som flyder rundt i medierne i disse dage. Fælles for dem er, at de er baseret på de indberetninger, som amerikanske diplomater har gjort gennem en årrække. Og fælles for historierne er, at de er lækket til offentligheden gennem WikiLeaks.

Pas på kildekritikken

Professor Hans-Henrik Holm fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole advarer kraftigt imod, at medierne helt ukritisk viderebringer oplysningerne og oven i købet iklæder dem et skær af uimodsagt sandhed.

- Vi bør som journalister være et filter for vores læsere, lyttere og seere. Mange af de historier, som skrives på baggrund af WikiLeaks’ lækager, er rene énkildehistorier. Så rent kildekritisk ville mange af artiklerne, som er skrevet på baggrund af disse lækager, ikke leve op til de standarder, vi sætter på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, siger Hans-Henrik Holm.

Diplomaterne bag dokumenterne er skribenter, der videregiver deres personlige indtryk, som baserer sig på samtaler med andre kilder. Det svarer ifølge Hans-Henrik Holm til, hvad man kan læse på statusopdateringer på Facebook. Så det er op til journalisten at sætte sit kildekritiske filter til.

- Pointen er, at WikiLeaks giver os en kurv af både ægte og uægte perler. Så skal vi som journalister passe på med at fokusere på glasperlerne, bare fordi de skinner mest, siger professoren, som advarer mod, at medierne med sin tæppebombning af læserne med historier om stort og småt, misser en vigtig debat om, hvad der i fremtiden skal gøres offentligt, og hvad der er hemmeligheder.

- Disse diplomater er jo betalt af skatteyderne, og derfor kunne man jo godt kræve, at flere af deres indberetninger blev gjort offentlige for dem, der betaler deres løn, siger han.

Ingen mulighed for kontrol

Hans-Henrik Holm advarer især journalisterne og de magtesløse læsere imod at vi ingen mulighed har for at kontrollere, hvordan oplysningerne er blevet tappet. Hvis det er en amerikansk soldat, der har tappet oplysningerne fra en computer, sådan som det er påstået, ved vi ikke, om det er en speciel sektion, han har fået fat i. Måske er det delelementer, der er blevet tappet. Og måske er downloadingen stoppet på et tilfældigt tidspunkt.

Vi ved heller ikke, hvad WikiLeaks har tilbageholdt. De har jo været dokumenterne igennem først og udvalgt de dokumenter, vi må se.

- Hvis man kildemæssigt gik mediernes WikiLeaks-historier efter i sømmene, vil nogle af medierne dumpe med et brag. Man skal huske på, at disse kilder ikke kan stå alene. Men det er som om, at medierne tillægger dokumenterne en specielt høj værdi, bare fordi de har været hemmeligstemplede, siger Hans-Henrik Holm.

Gode og dårlige analyser

Professor Holm mener nok, at man kan bruge den seneste lækage til noget. Hvis blot man er varsom med, hvad man bruger disse indberetninger eller dokumenter til.

- Som almindeligt interesseret samfundsborger kan man få et indblik i hele diplomatiets kurv med vasketøj. Noget tåler dagens lys, andet gør ikke. Nogle indberetninger virker fornuftige og kan sammenlignes med analyser, der kan stå i New York Times eller Berlingske Tidende. Nogle af disse analyser kan være fremragende, mens andre er noget hø, som ikke er det papir værd, de er skrevet på, siger Hans-Henrik Holm.

- Dokumenterne er et led i det informationstæppe, som medierne væver hver dag. På samme måde væver diplomatiet dagligt sit informationstæppe. Men det er diplomaters indberetninger af samtaler, de har ført med forskellige kilder. Så det giver et indblik i USA's indhentning af informationer. Det kan vi blive klogere af, ligesom vi kan blive kloge af gode analyser i aviserne, siger Hans-Henrik Holm.