Det var ikke vores ypperste stund, vi i pressen. Jeg taler selvsagt om Venstres hovedbestyrelsesmøde og Lars Løkke Rasmussens »genvalg« tirsdag aften/nat.

Syv timers mediepadlen presset op med sammentrykt næse mod TV-rudens inderside. Spekulation og fedtspil på samtlige avisers websider. Af alt for mange journalister og kommentatorer. Alle plaget af alt for stor mangel på reel indsigt og viden.

Og så undskyldningerne bagefter – Jesus, som man siger. Her eksemplificeret med en facebook-opdatering fra chefredaktør for Fyns Amts Avis og politisk kommentator Troels Mylenberg, der ellers nok plejer at have styr på skidtet, men tilsyneladende i denne sag fik skidt på styret:

»Ikke en smuk dag for de mange af os, der ønsker at journalistik primært skal frembringe fakta. Det skal vi lære af, forudsigelser, der ikke holder stik, er misinformation og det modsatte af oplysning. Samtidig må man dog også diskutere, hvordan folk, der kalder sig kilder, mere eller mindre bevidst dagen igennem har fyldt offentlighedens repræsentanter med noget, der kunne ligne løgnagtige oplysninger eller i bedste fald uholdbar ordgejl.«

Ja, tænk sig, der kommer nogle og formas­ter sig til at »kalde sig kilder«. Og så lyver de bare! Det er vi slet ikke bygget til her ovre i medieafdelingen. Det må vi, »offentlighedens repræsentanter« på det bestemteste frabede os.

Man så allerede »Presselogen« på TV–2 News – også kaldet »præstelogen« – udspille sig. Fra foldede hænder til fremadvendte, afværgende håndflader. Her samles landets chefredaktører som bekendt hver søndag som kirkefolk, der enes om, at kirken er der såmænd intet galt med. Men Gud er jo vanskeligt stof, og menigheden er dertil både krævende, ignorant og komplet troløs.

Politiken var i »breaking-gult« hele tirsdag aften. Politikens politiske redaktør, Mette Østergaard, »erfarede«, at Lars Løkke Rasmussen ville trække sig som formand på hovedbestyrelsesmødet . Hvilket ret mange andre derpå også erfarede. Senere »erfarede« Politiken, at Lars Løkke Rasmussen pegede på Søren Gade som sin formandsafløser. Hvilket andre så erfarede, at Politiken »erfarede«, hvormed vi havde »erfarede« i tredje von hören sagen-geled. Alt sammen selv om en erfaring vel ret beset er noget, man personligt skal gøre sig og ikke – som Politikens politiske redaktør tror – kan gøres på anden hånd.

Politiken gik derpå først i kødet på sin politiske redaktør:

De kilder, som du henviser til, har de så løjet?

»Jeg synes, det er svært at sige, om de har løjet. For når Lars Løkke har valgt at blive som formand, kan man sige, at Søren Gade-scenariet ikke længere er aktuelt. Det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at en aftale med Søren Gade om, at han kunne melde sig i en mulig formandskamp, er forkert. Men den blev i hvert fald ikke aktuel. Det troede vi på det tidspunkt, og derfor bragte vi historien«.

Spørgsmålet burde vel snarere have været: Hvorfor erfarer vi noget, vi ikke selv har erfaret?

Politiken satte dernæst en af sine journalister til at spørge chefredaktør Lidegaard, om han havde tænkt sig at fortsætte i sit job. Det havde han. Hvem skal i øvrigt også sidde i »Presselogen« og tale om, at det er menneskeligt at fejle, hvis ikke Lidegaard, vil jeg gerne spørge.

Han kunne så i denne uge sidde der sammen med TV–2 News-chef Mikkel Hertz. Denne sendte live i samtlige syv timer fra et møde, hvor der i disse syv timer ikke var news at berette – altså bortset fra det politiske kommentatorer havde medbragt af lommeuld og »erfaringer«. En krævende opgave. Da studievært Allan Silberbrandt sent på aftenen bad en af stationens reportere i Odense opsummere situationen, lød det som en desperat mand, der er blevet hæs af at kalde fra bunden af den brønd, han er faldet ned i. Og svaret fra den imponerende beredvillige reporter lød noget i retning af: »Først breakede vi, at Løkke går af, nu breaker vi, at han ikke går af, ja, faktisk aner vi overhovedet ikke , hvad der sker«. Et ekko af studieværtens fortvivlelse.

Men som kanalchef Mikkel Hertz siger til fagbladet Journalisten: »Man kan kalde os tøsedrenge, men vi turde ikke kaste os over andre historier.«

Sådan taler en visionær, modig, handlekraftig kanalchef med det store overblik: »Hør lige her alle sammen, nu sidder I bare helt stille, så håber vi på, at det her går over.« På DR2 havde studievært Niels Krause-Kjær, forfatter til hovedværket om Lars Løkke Rasmussen, »Løkke«, forproduceret en god dokumentar om bilagsformanden, der i det mindste kunne udgøre substans i en halv times tid. Krause sluttede dertil af med en redelig journalistisk udmelding: »Vi her siddet seks timer, og vi er ikke blevet klogere«.

Siden har samtlige landets chefredaktører været mere end parate til at finde alvorsminerne frem og sige ting som: Vi har grund til selvransagelse. Vi lever i 24-timers offentligheden. Hurtighed må aldrig stå før krav om grundighed, motivanalyse og krav om flere af hinanden uafhængige kilder. Hvilket er sandt, men ikke vil blive taget alvorligt. De læser op af teoribogen, hvori der står, at hvad der skete tirsdag aften, bør ikke kunne ske. Men det gjorde det, og det vil ske igen.

Det store ironi er naturligvis, at Lars Løkke faktisk agtede at trække sig. At Søren Gade faktisk var en reel kandidat. Indtil det pludselig ikke var sådan mere. Og nu hedder det sig, at medierne er amoralske. Hvilket angiveligt så skulle indikere Løkke som »den moralske statsminister«.

Som om, som man siger.

Vi er pressen. Vi er skorpionen, der bæres over åen på ryggen af frøen mod højtideligt at love ikke at bruge brodden. Hvorefter vi gør det alligevel. Det er vores natur. Og i næste uge gør vi det igen, som det hedder i branchen. Løkke har vi dog aldrig gjort noget. Desuden er han immun. Lars Løkke er i stand til både at forgifte sig selv, stadig flyde og fortsat komme over åen. Det er derfor, de kalder ham et naturtalent.