Omfattende reklamekampagner og massiv radiorotation. Man fornemmer, at de store markedsføringskanoner er kørt solidt i stilling, og det blytunge PR-skyts er fundet frem.

At dømme ud fra hendes massive tilstedeværelse i medierne netop nu må man formode, at pladeselskabet vil blive slemt skuffet, hvis ikke debutalbummet »Fiftyseven« gør den »Toppen af poppen«-aktuelle 28-årige Stine Bramsen til nationens næste helt store popkæledægge.

Og den tidligere Alphabeat-sangerinde har da også allerede bevist, at hun som solist er en ganske talentfuld eksponent for iørefaldende og generelt tilforladelig popmusik, hvilket der bestemt intet er i vejen med.

{embedded type="node/feeditem" id="38354504"}

Men på debuten, som er skabt i tæt samarbejde med Hej Matematiks Nicolaj Rasted, fornemmer man, at Bramsen virkelig gerne vil et skridt videre fra sit image som den pæne pige i klassen. Det kan man ikke fortænke hende i. Og hun gør skam et hæderligt forsøg.

På »Fiftyseven« forsøger hun at iscenesætte sig selv som en mere moden popkunstner med vægtigere budskaber på hjerte, et heftigere temperament og flere ridser i lakken. Et temmelig klassisk greb, faktisk.

Sidste års dansevenlige single »Prototypical« og »Ain’t Gonna Run« handler begge om hvor vild og rastløs en person, hun engang var, men hvordan hun nu er klogere, mindre flyvsk og mere jordbunden.

{embedded type="node/feeditem" id="38729080"}

»Woman« er et empowerment-kvad om at turde stå ved sin egen krop og ikke give efter for mediernes skævvredne kvindebillede. »Calvalry« besynger rollen som nybagt mor og de beskyttende følelser, man har for sit nyfødte barn, mens titelnummeret er en nedtonet klaverballade om det intimiderende øjeblik, når man står mutters alene foran publikum uden back-up.

Intentionerne er generelt sympatiske, og emnerne for sangene ganske personlige. Problemet er, at resultatet ikke helt står mål med det høje ambitionsniveau. Teksterne er desværre ofte for bogstavelige og banale. Rasteds produktioner er plastisk, nuancefattig, tidstypisk elektropop.

Og så er Bramsens vokal altså lidt svingende. Den falder igennem på førnævnte titelnummer, hvor hun ikke formår at synge den skrøbelige ballade sikkert hjem med tilstrækkelig power og indlevelse.

Bedre går det på »Stormy Seas«, pladens klart bedste komposition, hvor Bramsen viser, at hun skam godt kan levere en kraftfuld og intens præstation, når det gælder.

Sammenfattet bliver det beklageligvis lige ved og næsten for Stine Bramsen på »Fiftyseven«, hvor hun desværre ikke helt magter at forløse det store potentiale og talent, hun utvivlsomt er i besiddelse af.

Lad os håbe, at det måske bare er debutantnerverne, der driller lidt.

Hvem: Stine Bramsen.

Hvad: »Fiftyseven«, Copenhagen Records/Universal.

Lyt til albummet her: