De 135 passagerer ombord på SAS-flyet nåede heldigvis ikke i luften, før motorproblemerne blev opdaget

- Det var godt at flyet ikke nåede at komme i luften, konkluderer vagtchefen hos Københavns Politi to timer efter den dramatiske evakuering af passagerflyet i Københavns Lufthavn, ifølge bt.dk.

SAS-flyet skulle planmæssigt være lettet kl. 8.15 fra Københavns Lufthavn mod Oslo.

Passagererne var checket ind. Bagagen var fragtet ombord. Og til sidst fik passagerne også lov at boarde flyet.

Røg fra motor

Samtlige 135 passagerer sad med opret stolesæde og fastspændt sikkerhedssele, da flyet begyndte at rulle ud af startbanen.

På trods af nattens snefald over hovedstaden, var der ikke meldinger om problemer for flytrafikken.

Flyet rullede stille og roligt af sted ud på startbanen. Flypersonalet satte sig også ned og spændte sikkerhedsbæltet.

Kaptajnen rullede flyet ud på startbanen, og bremsede flyet for at vente på take-off.

- Da han fik grønt lys til take-off fra kontroltårnet, gassede han motoren op, og opdagede i samme øjeblik, at der kom røg fra den ene motor ind i kabinen, fortæller vagtchefen ved Københavns Politi.

- Kaptajnen slukkede straks alt ned og det var her, vi fik anmeldelsen. Vi sendte straks redningskøretøjerne afsted og fik evakueret passagerne.

Samtlige passagerer blev efterfølgende evakueret fra flyet via slisker. Bagefter blev der taget godt hånd om de strandede flypassagerer, fortæller vagtchefen.

- Samtlige passagerer blev kørt til velfærdscenteret, hvor de har fået lidt omsorg og pleje. Det norske kronprinspar er formodentlig kørt til lufthavnens kongeværelse.

- Så vidt jeg er orienteret, har samtlige passagerer ønsket at komme med et andet fly til Oslo så hurtigt som muligt, fortæller vagtchefen i Københavns Politi.

Flyet efter evakuering. Foto: Kronprinsesse Mette-Marit på Twitter