I næsten to årtier har Pharrell Williams været leveringsdygtig i hits til den amerikanske pop, r’n’b og hip-hop elite. Så når Beyoncé, Jay-Z, Miley og alle de andre ringer til den eftertragtede sangskriver og producer for at bestille et track til deres seneste album, indleder de forhåbentlig samtalen med et stort tak.
Williams’ bugnende bagkatalog tillod ham også at strikke en sætliste sammen, der var en regulær gaveregn af fængende numre. Ofte komprimerede Williams sangene i korte medleys, hvilket indimellem bevirkede, at man kun fik stumper af nogle af karrierens mest innovative stunder.
Men Williams’ vidtrækkende repertoire betød også, at han kunne inddele koncerten i effektive sektioner, heriblandt N*E*R*D-sektionen, hvor han sammen med sit band og rapperen Shay fyrede numre som »Spaz«, »Rock Star« og »Lapdance« afsted med vildt guitar-fræs, buldrende trommer og en punket energi, der var til at tage og føle på.
Bandet spillede mere løssluppent og plantede dermed den nødvendige illusionen om, at der var noget på spil, at de kunne brænde scenen ned. En vigtig kontrast til resten af koncerten, der var dedikeret til de stramt og sømløst leverede sange.
Kender sine begrænsninger
Selvom Pharrell er en afsindigt pålidelig »provider« af pophits, syntes han dog også at kende sine begrænsninger på en scene.
I løbet af et af koncertens medleys overlod han ovenikøbet Orange til den fem kvinder stærke danse-troupe, der med deres smidige, opfindsomme moves og hidsige twerking uden tvivl ville have overstrålet William's hvis han var blevet på scenen. Det var dog lidt en skam, at guldgruber som det hårdkogte, helt skrabede Clipse track »Grindin’« og Kelis-hittet »Milkshake« blev beskåret.
Bemærkelsesværdigt var det også, at den ældre Snoop Dogg-kollaboration »Drop It Like It’s Hot« affødte et kæmpe bifald. Den excentriske kombination af mund-klukkende percussion og spraydåse-lignende lyde synes - ligesom sin komponist - ikke at have ældet en dag.
Omvendt udeblev de overdøvende skrig og skrål da det nyere og større hit, »Happy«, blev spillet. Måske fordi afslutningen blev en anelse forventelig? Williams kørte den hjem på stribe af sine seneste crowdpleasere, der (selvfølgelig) inkluderede »Blurred Lines« og »Get Lucky«.
Befriende mangel på ballader
Men den nye disco-rennæsance, som Pharrell har stået i spidsen for, bød desværre også på lunkne, midtempo sager som de resterende Daft Punk fællestracks »Lose Yourself to Dance« og »Gust of Wind«.
Med undtagelse af den hektiske »Brand New«, der strålede med sin trance-dannende trompeter og den evigt funky »Frontin’« var det også påfaldende, at Williams’ solo-materiale ofte blegner sammenlignet med hans kollaborationer og produktioner.
Da Williams til slut introducerede et reprise af hans nyeste single, »Freedom«, med vagt standard-pladder om at publikum havde magten til at »change the world« og friheden til at gøre hvad de vil (inkl. at investere i singlen gennem den nye, dialogskabende streaming-tjeneste Tidal), blev jeg dog også mindet om, at Williams’ havde skånet mig og resten af publikum for dødssyge ballader af den slags der ofte kan spolere stort anlagte popkoncerter. Og for det kunne man kun takke ham.
Hvad: Pharrell Williams
Hvor: Orange, Roskilde Festival, onsdag