ATOMBRYLLUP: Frida og Karl Hundahl holdt atombryllup 26. juni. Samme dag fejrede deres datter og svigersøn, Käte og Anders Mikkelsen, Ikast, guldbryllup.
Karl og Frida Hundahl drev i mange år smedeforretning i Ø. Vandet. I 1976 byggede de hus på Tilstedvej 68, hvor de har boet siden. Under krigen var Karl Hundahl med i modstandsbevægelsen, og han har også i mange år været aktiv i Hjemmeværnet. Hans store fritidsinteresser har været møntsamling og slægtsforskning. Parret har fem børnebørn og otte oldebørn. De havde den sorg at miste deres søn, Carsten Hundahl, i 2011, og et barnebarn, Jens Hundahl i 2009.
Thisted Dagblad, 28.06.2012.
I løbet af 2012 anslås det, at to par vil fejre atombryllup. Det er lidt usikkert, for det er livet, når man er oppe i den alder. Men her er de altså - parret, der kan få kærligheden til at strække ind i evigheden. De findes!
Atombryllupper er sjældne. Om nogle år vil de sikkert være udryddet, for færre danskere bliver gift. Ægteskaberne sker i en senere alder, og 40 pct. af dem holder ikke. Kærligheden i Danmark ser ud til at savne ilt.
»Set i et historisk perspektiv er familien og ægteskabet mere truet end tidligere,« som sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal formulerer det.
Socialforskere bekymres over, at moderne mennesker er så optagede af deres egne behov, at de har svært ved at investere tid og kræfter i et langsigtet engagement - partner, familie, job, you name it. Der er simpelthen for mange valgmuligheder i livet til, at man kan træffe et valg og holde sig til det.
Eneboere er dyrere for samfundet. De får også færre børn.
Det offentlige skal før eller siden justeres efter, at en stadigt større del af befolkningen lever alene. Funktioner, der tidligere blev varetaget af kernefamilien, skal nu ordnes af andre. I yderste konsekvens dør flere alene. Hver 13. københavner begraves af kommunen, fordi der ikke er pårørende, fortalte Politiken for nylig.
Det er paradoksalt. For de fleste føler sig mere lykkelige i et forhold, når vi bliver spurgt i undersøgelser. Vi ser stadig, inderst inde, kernefamilien som den rigtige måde at gøre det på.
Jeg hedder Rikke Struck Westersø og er journalist. Jeg er 29 år, opvokset i et ligusterkvarter 20 kilometer fra Aarhus og bor nu på Nørrebro i København.
Det er slet ikke noget dårligt liv. Men søndag er en dum dag, når man er single. Man kan bruge hele ugen på at have travlt og føle, at alt går glimrende. Men så kommer de stille søndage, hvor andre sover i ske og deler tæppe på sofaen. Og pludselig føler man sig lidt alene.
Temaet endevendes på en gråvejrsgåtur ad stierne på Assistens Kirkegården med en god ven. Også single. Og hader søndage.
Vi endevender eks’er. Dem, der aldrig blev til noget. Dem, vi drømmer om. Og alle de andre.
»Det kommer jo nok på et eller andet tidspunkt,« mumler vi lidt på skift for at peppe hinanden op. Laver for sjov en aftale om at formere os med hinanden, hvis alt andet går galt.
Jeg trasker hjem til tæppet på sofaen. Smugkigger lidt på dating-sider. Skulle man tage sagen i egen hånd? Jeg forsøger at formulere en kæk profiltekst, men opgiver, da jeg er ved at beskrive mig selv a la »hvis jeg var et dyr...« Fandeme nej! Sætter musik på og griber ud efter avisen. Meget nemmere.
Sker det overhovedet i virkeligheden? Man mødes, forelsker sig med et brag, der kan måles på Richterskalaen, og lever lykkeligt til sine dages ende?
Jeg har været single langt størstedelen af de senere år. Har prøvet ham, der var god og tryg og bare gerne ville leve et roligt familieliv, mens jeg selv ville alt mulig andet. Ham, der var det stik modsatte. Hvor følelserne var lige så heftige som konflikterne. Ham, der var rigtig på papiret. Ham, der var så udmattende alvorlig. Ham, der fandt en anden. Ham, der var en andens. Dejlige og umulige på hver deres måde.
Jeg fylder 30 om lidt. I gamle dage ville man kalde mig pebermø og undres over, hvad der er galt med frøkenen, siden hun ikke kan få en mand. Og hvis jeg boede i visse andre dele af landet, ville mine venner pønse på at rejse nogle olietønder oven på hinanden ved mit hjem. Som et stort grimt monument over det, jeg ikke kan finde ud af. Ellers tak!
Det er helt normalt at være mig. Singler uden børn er endda overrepræsenteret i København, hvor jeg bor. Der er mange som mig. Mange vil bare hellere noget andet.
I 1999 var 35 procent af danskerne enige i, at en fast partner er en betingelse for at blive lykkelig. I 2008 var tallet steget til 43 procent.
»Det skal nok komme. 30 er ingen alder. De kongelige får først børn, når de er tæt på 40,« pludrer min mor altid, når hun vil opmuntre mig.
»Men jeg er jo ikke kongelig, vel?!«
Jeg er egentlig veltilpas. Har det godt og sjovt og glæder mig over alt det, jeg kan, fordi jeg kun skal holde styr på mig selv.
Men jeg er ikke gjort af det stof, der kan gøre det til mit livs mission at leve »det fede liv« alene. Og det tror jeg ikke, at særlig mange er.
Naturen kører rundt med os. Sætter kemiske ting i sving i hjernen og kroppen for at lokke os mod forelskelse og reproduktion - til husbehov og menneskehedens opretholdelse.
Det er jo, biologisk set, meningen med livet. Og naturen er desværre ikke en klub, man bare kan melde sig ud af.
Jeg er indkodet til at jage kærlighed, selv om jeg er en del af en generation, hvor få kan finde ud af det der med »den eneste ene«. Vi praktiserer mere »den eneste ene indtil videre«.
De ældste generationer tror på tosomhed for livet. Men selv blandt ældre er der opbrud. Ifølge Ældresagen vil især kvinderne skilles. De vil have mere ud af livet.
Der findes dog stadig dem, der kan. Dem der fandt en livsledsager, da de var unge, og holder fast, indtil »døden dem skiller«.
Frida og Karl Hundahl i Thisted mødte hinanden som teenagere og er i dag 98 og 99 år. I juni fejrede de atombryllup. 75 års ægteskab.
»Jeg tror, at de hver især holder sig i live for hinanden,« fortæller parrets datter Käte i telefonen og får mig til at smile.
Jeg smider en taske ind bagi i Skoda Fabiaen og lader den følge Jagtvej og det tætpakkede morgenmylder i Indre By til Havneholmens moderne landskab af lige linjer, glas og stål. Jeg har inviteret mig selv på morgenkaffe og en snak om kærlighed hos Pernille Aalund i Allers bladhus.
Pernille er innovationsdirektør, men nok mest kendt for at være en livsklog kvinde, der har prøvet lidt af hvert. F.eks. en 17 år yngre mand, at opdage sin mand flå tøjet af en yngre kvinde og at sætte en anden mand fri, fordi han var forelsket i en anden, og tage ham tilbage tre måneder senere, da det var gået i sig selv igen. Hun har 20 års erfaring mere end mig i at tackle kærlighed. Og hun siger ja, da jeg ringer, for kærlighed optager hende meget, fortæller hun og diagnosticerer samfundet med ordet »kærlighedskrise«.
Hun er 50 år og i gang med sin første længere periode som single nogensinde, fortæller hun, da jeg bliver hentet i receptionen på Havneholmen i København.
Tidligere gik hun fra det ene lange forhold til det andet. To af dem var ægteskaber. Hun er åbenlyst glad for sin nye, selvvalgte, livsform. Men hun erkender også, at det var en barsk afvænning fra tosomheden.
»Hvad synes du selv?« spørger hun, da hun har fortalt, hvordan hun nyder singletilværelsen.
Jeg væver lidt. Elsker jo alle plusserne ved det ligesom hende. Men jeg savner altså alligevel noget. Nærhed.
»Man får ingen kropskontakt alene. Jeg mener ikke sex, bare kropskontakt. Jeg kan mærke helt fysisk, at jeg mangler det,« indrømmer jeg.
Jeg begynder at fable om belønningssystemet i hjernen og dopamin... Men jeg behøver ikke at forsvare mig med lommevidenskab for ikke at virke sølle. Hun ved godt, hvad jeg mener.
»Vi har brug for kropskontakt,« nikker hun:
»Jeg synes faktisk, det har været hårdt at forlade tosomheden. Men nu føler jeg ikke længere, at jeg er gået fra tosomhed til ensomhed. Jeg er gået til en anden grad af mangfoldighed.«
Det er du nødt til at uddybe.
»Jeg har fundet en fantastisk ro ved at være alene. En lykke. Jeg har rigtig meget kærlighed i mit liv. Jeg har en lille håndfuld fantastiske mandevenner, som er omsorgsfulde og varme. Jeg bliver holdt meget om. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke får en SMS, hvor der står ’jeg savner dig, gir du et glas vin senere?’ eller ’skal vi ikke mødes og se ti afsnit af »Dexter«?’ Så putter jeg med en mandeven i en sofa med to dyner, og det er jo... Jeg synes, jeg har meget kærlighed,« siger hun og smiler ved tanken.
Men hvad med kærlighedskrisen?
»Jeg tror, at Danmark er i en kærlighedskrise. Vi har svært ved den der ’du er ikke perfekt, og jeg er ikke perfekt, men nu vælger vi hinanden alligevel’. Vi er ikke villige til at kæmpe ret meget,« siger hun og bløder op:
»Jeg tror stadig, det er muligt at ende som parret i Thisted. Det er smukt. Men man kan ikke forvente, at man skal være sammen med den samme resten af livet i et urbant samfund som vores. Hvis vi kunne aflive forestillingen om ’til døden os skiller’ og erstatte det med ’til kærligheden dør’, så ville vi være bedre tjent,« siger hun og citerer PH’s gamle frihedssang »Man binder os på mund og hånd« fra 1940. Den handler i virkeligheden mest om ejerskab og, indrømmede Poul Henningsen, er et »groft angreb på det hellige ægteskab«.
»Elskov er den vilde blomst, i gartnerhænder går den ud.«
»Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig.«
»Det er en sund indgangsvinkel. Vi skal slippe ejerskabet! Det er usandsynligt, at to mennesker skulle gå ind som to brikker i et puslespil og matche i alle henseender, for vi udvikler os med en sindssyg hastighed gennem hele livet. Jeg tror, at det er næsten umuligt at beholde et kærlighedsmatch, til vi dør. Man kan ikke love hinanden resten af livet. Kærlighed skifter karakter, så man er nødt til at slippe ejerskabet. Det har jeg gjort, for jeg tror ikke på, at jeg kan møde en, som vil have mig i centrum for sit kærlighedsliv, indtil han dør.«
Men du tror på kærlighed?
»Ja.«
Men ikke evig kærlighed?
»Hvad er evig kærlighed? Jeg tror ikke, at jeg er elsket mindre af, at han måske også bliver forelsket i en anden. Kemi kan opstå alle steder. Man kan handle på det eller lade være, men man kan ikke gå upåvirket gennem livet. Vi taler bare ikke om det, for vi er stadig hængt op på den romantiske drøm.«
Tror du, at de monogame par lever med skyklapper på?
»Det lykkes selvfølgelig for nogen, men mange mennesker bliver skilt, fordi virkeligheden pludselig ikke stemmer overens med forestillingerne. Kærlighedskriser opstår, fordi vi forventer, at kærligheden skal blive ved med at have samme form, som da vi var nyforelskede og ikke kom ud af sengen fire dage i træk.«
Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed?
»At kærlighed er en følelse, der altid er i bevægelse. Og vi kan elske og få kærlighed på mange måder. Jeg har et lille rum herinde, siger hun og peger mod hjertet, der skal fyldes af forskellige mennesker. Man skal lade være med at tro, at der er én, der kan forløse alt. Det ved folk, der har børn. De troede ikke, at de kunne elske højere, men så fik de en baby i armene... Kærlighed er en fantastisk følelse. Man skal man sætte pris på den.«
Det var et godt svar, synes jeg.
»Ja,« medgiver Pernille Aalund.
Vi sætter kaffekopperne ud til håndvasken og siger farvel med et kram. Jeg er fortrøstningsfuld. Kan godt lide den pragmatiske indstilling. Det bliver måske ikke, som vi troede, da vi var små piger og drenge og drømte om voksen kærlighed og at blive gamle sammen, siddende på en bænk. Det bliver noget andet, og måske kan det også være godt.
Skoda Fabiaen trækker sig ud af bilstrømmen, der konstant smyger sig igennem hovedstaden og svinger ud på motorvejen. GPS’en indstilles til Thisted. Et stykke med æg og rejer indtages på rastepladsen ved Bjæverskov med TV2 News i baggrunden. Mænd i arbejdstøj spiser dagens ret - ribbensandwich.
Malte Dambo Jørstad er 19. Han er endnu forskånet for traumatiserende kærlighedserfaringer. Måske derfor blev han rystet i sin grundvold, da han hørte »Mads og Monopolet« i sommer. Han havde det lidt som et barn, der får at vide, at julemanden ikke findes.
»Tror vi selv på den ægte kærlighed?« spurgte han frustreret i en kronik i Politiken. For han følte, at alle andre har givet op.
Radioprogrammet præsenterede et dilemma: En 26-årig kvinde skulle giftes med sin kæreste siden 16 års alderen. Hendes livs kærlighed! Men... En kollega var vild med hende og havde kysset hende efter en bytur. Og nu kunne hun ikke få ham ud af hovedet. Havde lyst til ham. Og frygtede pludselig, at hun var ved at begå en kæmpe fejl ved at binde sig uden at have prøvet andet. Skulle hun give efter for sine lyster?
Monopolet, Mads »Blærerøven« Christensen, Hella Joof og Susanne Bjerrehus, var ikke moralens vogtere. Bjerrehus opfordrede til »et enkelt joyride«. Hella Joof lagde ud med »don’t leave the ones you love for love«, men endte med: »Hun kan selvfølgelig også gøre det og så sørge for, at det aldrig bliver opdaget.«
»Der er altså en overordnet idé om, at ægteskabet står den bedste chance, hvis begge har løbet hornene af sig,« lød det fra Mads Christensen.
Malte var rystet.
»Det er åbenbart bredt accepteret, at glansbilledet af den store kærlighed krakelerer i praksis,« skrev han i kronikken og tog forbeholdet: »Der er sikkert dem, der kun har hovedrysten tilovers for min ungdommelige naivitet.«
»Jeg ved godt, at livet ikke er ren kagemand, og at kærlighed er mere kompleks end som så. Jeg troede dog alligevel, at jeg levede i et samfund med en højere standard. Jeg troede, at vi alle sammen dybest set søgte den store kærlighed at dele livet med. Men vi er åbenbart bevidste om, at det ikke kan lade sig gøre, og besatte af at få mest muligt ud af livet,« skrev Malte.
»Jeg trænger til at høre historien om bedsteforældrene, der stadig lever sammen i tykt og tyndt uden at kaste op ved synet af hinanden. At drømmen lever, og at utroskab ikke er nødvendigt eller uundgåeligt.«
Han bliver glad, da jeg ringer og fortæller om parret i Thisted. Og at jeg gerne vil høre om hans tro på kærlighed.
18. december har Malte og Lærke været kærester i to år. De er begge 19 og går i samme 3. g.-klasse på Mulernes Legatskole i Odense. I dag er det Operation Dagsværk-dag, og parret tjener penge til unge i Irak ved at hjælpe Lærkes bedsteforældre med at ordne have. Malte napper en pause, da jeg triller ind på gruset foran det lille røde murstenshus. Viser ind i sviger-bedsteforældrenes stue, der vidner om deres 53 år sammen.
Malte er overbevist om, at han og Lærke får et langt liv sammen, selv om det er »fuldstændig vanvittigt at sidde nu og forholde sig til«.
»Jeg har fundet hende, som jeg vil leve med, mens mine kammerater kan drikke sig fulde, finde en eller anden og grine ad det dagen efter. Det går jeg selvfølgelig glip af. Men jeg oplever det ikke som et tab. Jeg føler mere, at samfundet mener, jeg lider et tab. At jeg bør løbe hornene af mig. Men når man vælger noget, så går man glip af noget andet. Jeg kan godt lide trygheden ved at have en kæreste. Derfor har jeg valgt den der løbetid fra.«
Tror du, at man skal arbejde lidt mere for kærligheden, end folk tror?
»Nej, jeg tror stadig lidt naivt, at det ikke kræver det store. Jeg tror først, det bliver hårdt arbejde, når man lader sig selv forvirre og påvirke af forventningerne om, hvad et forhold skal være.«
Malte vil gerne have lov at beholde sit romantiske syn på kærlighed. Rigtig kærlighed findes, det er han sikker på. Den er bare ikke som på film. Den er »mere stille og rolig«.
Efter kronikken havde været trykt, fik han et brev fra 74-årige Gerda i Valby. Tre A4-sider med tæt skråskrift. Hun fortalte om sit ægteskab og bad Malte blive ved med at tro på kærligheden. Når hun så tilbage på 50 års samliv, fortrød hun intet.
Jeg forlader Fyn og Malte og håber, at han bliver firstmover for en ny generation, der vil fejre sølv-, guld- og diamantbryllupper engang.
Lillebælt og Vejlefjordbroen forsvinder i bakspejlet. Døgnets sidste lys er ved at slippe op, da jeg når Anne Mette Fruelund Andersen. Hun er præst i Hinnerup ved Aarhus, hvor jeg voksede op. Og hun har taget den sorte kjole og hvide krave på til ære for fotografen. Det bliver sidste gang i et stykke tid, for hun er netop gået på barsel, og maven fylder en del.
Hun er 36 år, men der er ingen vielsesring på hendes finger, selv om der er både mand og flere børn i huset. Hun griner, da jeg spørger, hvordan hun kan være ugift, når hun er præst? Hun har hørt den før.
»Jamen jeg er jo også i den alder, hvor jeg gør mig nogle overvejelser om, hvordan man lige gør det her,« siger hun.
Anne Mette er nu ikke i tvivl om, hvad kærlighed handler om.
»Det er ikke den romantiske kærlighed, vi prædiker,« afslører hun.
Jeg håber, at Anne Mette kan styrke min tro på kærligheden. For det virker som om, at vi mangler en form for lim. Engang var vielsen begyndelsen på et samliv. Nu er det en slags blåstempling af det, man allerede har. En måde at vise, at man mener det. Man ved, hvad man går ind til. Og man kan altid komme ud igen.
Men engang var det - på godt og ondt - nødvendigt at leve i par. Man kunne ikke låne penge til en bolig, hvis ikke man var gift. Mænd fik mere i løn, når de var »forsørgere«. Han var ikke opdraget til at lave mad og vaske tøj. Og kvinder kunne ikke forsørge sig selv. Det var nærmest suspekt at være enlig. Og skilsmisse var ildeset og umuligt. I dag er der derimod næsten ingen andre grunde til at være sammen, end at det er dejligt, hvis man elsker hinanden. Så hvad gør vi nu? Vi vil jo gerne leve i par. Men intet presser os til at holde fast, medmindre der er børn.
Præsten gør det også hurtigt klart, at kærligheden, som hun prædiker, er hårdt arbejde.
»Fokus er i dag på den romantiske kærlighed, der skal binde det hele sammen. Men kærligheden er ikke kun romantisk. Den kræver mere, end at man en dag har tabt sig, så man kan passe en kjole.«
Hvad er det så for en kærlighed, I prædiker?
Hun slår op i ritualbogen og læser Paulus’ ord højt: »Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.«
»Der er sådan nogle ord, vi sætter på. Vi vil gerne sige, at kærligheden er andet end forelskelse, som kun kan bære en tid. Hvis forventningerne er skruet for højt op, så skuffer den. Det er det triste ved den romantiske kærlighed.«
»Gode forhold, der holder, er også venskaber. Det romantiske skal være en del af det, men det lange stræk er vigtigere.«
Så vi skal forlige os med, at det ikke kun er nemt og dejligt?
»Det må selvfølgelig gerne være nemt og dejligt, men det betyder ikke, at det er forkert, hvis det bliver svært.«
Tror du, at tiden er løbet fra evig kærlighed? To finder hinanden og elsker til deres dages ende?
Præsten tænker længe.
»Jeg tror og håber, at den stadig findes. Men kærlighed kan også have andre former. Vi er et andet sted nu. Jeg tror også, at man kan have ægte kærlighed, der ikke er livslang. Og i stedet for at se det som et nederlag for kærligheden, så kan det være kærlighedens chance. At man ikke spærrer den inde i et romantisk bur. Men at vi slipper tanken om, at det skal være på en bestemt måde. For evigt. Det snævre kærlighedsideal hang sammen med dengang, ægteskabet var en nødvendighed. Men vores kærlighed har også en chance, selv om vi ikke kommer til at holde atombryllup.«
Hvad så med tvivlen? Den evindelige »er det her nu det rigtige?«-tvivl. Vil den altid være en del af gamet?
»’Tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.’ Det er Paulus igen. Der er jo ingen garantier. Nogle gange mislykkes det. Man bliver uvenner, man ved ikke, om det vil blive ved med at gå osv. Men tro og tvivl hører sammen. Så hvis tro, håb og kærlighed hører sammen, så er tvivl også en del af det.«
Men det er vel tvivlen, der får så mange til at tøve og ikke turde binde sig?
»Nej, tvivlen gør, at vi ikke bare er dumme får, der siger ja i kirken og så ikke tænker mere over det. Tvivlen udfordrer os. Hvis tro var blind lydighed, så var det jo nemt, men tro er hårdt arbejde. Du siger, at tro helst skal være uden tvivl. Men det er virkelig meget at forvente.«
Er der håb?
»Ja, der er da håb for kærligheden, men måske i andre former end for nogle generationer siden. Den romantiske kærlighed er ikke død. Det er bare for snævert et kærlighedsideal.«
På et skrabet hotelværelse i Viby følger jeg halvhjertet med i »Desperate Housewives« og derefter »Dagens Mand«. Der er for mange indtryk, der skal finde sit leje i mit hoved. Giver det mening? Har jeg været for snæversynet? Forlangt for meget? Eks’erne følger med mig i seng. Tankerne forvilder sig ud i mørke hjørner af forliste forhold, men finder ingen klare svar. Den nat sover jeg som et barn, der har haft første dag i børnehaven.
Dagslyset kommer tilbage, og Skoda’en finder vej til Skive. Stopper for at strække ben.
Møder Dagny, der passer Røde Kors-butikken. En slank 72-årig dame med korte krøller og en lilla brillestang, fortæller, at hun blev skilt for 20 år siden. Det var ikke noget, man gjorde i hendes omgangskreds. De var vokset fra hinanden efter 32 år. Der er ikke kommet en ny ind i hendes liv siden.
Hun tænker lidt, da jeg spørger, hvordan hun tror, at man holder kærligheden i live i et langt forhold.
»Man kan måske vokse fra hinanden og så vokse sammen igen, fordi man er afhængig af hinanden i så mange år?!. Jeg ved ikke, hvor klogt det lyder?!«
Det, synes jeg faktisk, lyder ret klogt.
»Ja, ved du hvad - det blev jeg også lige enig med mig selv om,« griner hun.
Der er langt mellem husene. Himlen er mat og farveløs. En slidt buebro bærer vejen fra Mors til Thy.
Efter knap 500 km er jeg fremme ved et lille parcelhus, hvor et træskilt på husmuren fortæller, at Frida og Karl Hundahl bor her.
Husets beboere er installeret i hver sin stol ved vinduet i stuen. Frida med tæpper over stoleryggen, rollatoren med et glas vand ved sin side og benene oppe på en skammel. Datteren Käte har dækket op til kaffe og roulade med flødeskum.
Der blev ikke holdt noget stort, da Frida og Karl havde atombryllup i juni. 75 års bryllupsdag. Datteren og svigersønnen havde guldbryllup samme dag. Käte og manden Anders planlagde at fejre det på Hotel Limfjorden i Thisted i håb om, at de gamle kunne være med. Men det var lidt for meget for dem. De er dårligt gående. Hukommelsen svigter. Og de mener ikke, at de har brug for høreapparat, selv om de kun lige knap kan høre. Men de klarer sig og sørger for hinanden.
»Jeg tror, at de holder sig i live for hinanden. De ville ikke kunne undvære hinanden,« gentager Käte:
»De har haft et godt liv, synes jeg.«
Hvordan tror du, de har holdt sammen så længe?
»De er jo opdraget i en tid, hvor man bare ikke gik fra hinanden.«
Karl og Frida var 15 og 16, da de mødte hinanden på en ungdomsskole. 26. juni 1937 blev de gift i Onsild Kirke. 22 og 23 år gamle. De ser lidt beklemte ud på bryllupsbilledet.
Frida liver op, da hun ser det. Smiler, så man et sekund kan se den unge kvinde, hun var engang, og klapper Karl på hånden.
»Karl! Ka-arl?! Kan du se, hvad det er?«
Da Karl ikke reagerer, slår hun ud med hånden som om, »det er det sædvanlige« med Karl. Som ja, et gammelt ægtepar.
»Det er vores bryllupsbillede,« prøver hun igen.
»Jo jo, det kan jeg da godt se. Ja, det var dengang vi blev gift. Se, de er ikke ret gamle,« svarer Karl endelig.
Kan du huske den dag?
»Om jeg kan huske den? Ja ja, tror du, at vi er så gamle, at vi ikke kan huske? Nå, men, det er vi altså ikke. Hjernen fungerer godt nok,« siger han uden at fortrække en mine.
Hvorfor ville I gerne giftes?
»Jamen vi var jo kærester...,« siger Frida lidt forundret.
Datteren prøver at hjælpe. Lidt højere.
»Far, hvorfor ville du gerne giftes med mor? Var det fordi, du var glad for hende?«
Karl mumler noget, der lyder som »det skal du ikke regne med«.
Svigersønnen krummer sammen af grin.
»Vi havde været sammen længe, og vi kom da sammen. Jo, det gik godt nok,« kommer det så fra den 98-årige.
Hvordan har I holdt sammen i alle de år?
»Hvis vi har sagt ja, så har vi jo sagt ja,« siger Frida.
»Har man én gang sagt ja...,« siger Karl med selvfølgelighed i stemmen.
Frida var hjemmegående, og Karl drev sin forretning. En smedje. Hun lappede, syltede og sørgede for alt derhjemme. Karl kunne ikke koge en kartoffel uden at brænde den på.
I dag er rollerne ikke så opdelte. Nu gør de det, de kan, for hinanden. Når hjemmehjælpen kommer ved 11-tiden, har Karl været oppe og spise morgenmad og smurt en mad til Frida, der skal hjælpes op. Så får de dagen til at gå med at blunde lidt, læse avis og se fjernsyn.
Om sommeren går Karl ud i haven og plukker hindbær, fordi han ved, at Frida elsker dem. Frida sørger for, at han husker at drikke vand.
Ægteskabet var ikke kun idyl. Käte kan sagtens huske, at forældrene har skændtes.
»Far har temperament! Jeg tror, det var det, vi i dag kalder stress. Han havde jo forretningen. De kan også skændes nu. Det er mest far, der bliver irriteret over mors dårlige hørelse.«
Hvordan tacklede de skænderierne?
»Hun gav far ret. Men jeg vil være ked af at give det videre som et råd. Men hun fik nok også nogle ting igennem på sin måde,« griner Käte.
»Vi var ikke i tvivl om deres kærlighed, men det var ikke noget, de viste. Det gjorde man ikke dengang.«
Käte mødte sin mand på sygehuset for 55 år siden. Hun var sygeplejerske, Anders var gardehusar med blindtarmsbetændelse. De har aldrig været i tvivl, siger de.
»Anders betyder utrolig meget for mig. Jeg kunne slet ikke tænke mig et liv uden ham,« siger Käte og klapper Anders kærligt på hånden.
Anders har i spøg spurgt andre blindtarmsopererede, om de har fået varige mén?
»Nej. Har du?«
»Ja, hun går lige der,« siger han så med et grin og peger mod Käte.
Husaren var indlagt i otte dage. Han blev altid rød i hovedet, når frøken Hundahl kom ind på stuen. Da han blev udskrevet, inviterede han hende i biografen.
»Jeg har aldrig været i tvivl. Lige inden vi skulle giftes, tænkte jeg, at jeg håbede, det ville holde. Men efter det - nej, der har jeg aldrig været i tvivl,« siger Käte med sikker stemme og klapper Anders’ hånd igen.
»Nej, og så fik vi de tre dejlige børn. Det er guld værd,« siger Anders.
Parret har talt om, hvad der gør, at de bliver sammen. De er enige om, at deres store respekt for hinanden og evne til at give hinanden plads til at gøre, hvad man vil, er en del af grunden. Og tillid. Grænseløs tillid.
Käte og Anders fortæller hinanden alt, siger de. De kan få en hel morgen til at gå med at drikke kaffe og sludre. Og de går altid hånd i hånd, har deres naboer kommenteret. Når Anders skal ud og spille billiard, går Käte ud i døren og vinker farvel. Selv når de er på safari i Afrika, holder de i hånd. Det er blevet en del af deres måde at være sammen. Og flere gange om dagen fortæller de, hvor glade de er for hinanden.
Hvis I skulle give et råd til unge mennesker...?
»Så ville jeg sige, at de skal lade være med at give op. De skal snakke om problemerne. Se tiden an. Især hvis man har børn, skal man sætte sig og snakke om det i stedet for pludselig at ryge i totterne og gå hver til sit. I ægteskabet skal man jo også slibes af,« siger Anders.
»Men man må heller ikke blive slebet for meget af. Så er det jo ikke længere ham, man forelskede sig i,« minder Käte om.
Man skal tage hensyn til hinanden, siger de. Fokusere på de gode sider. Og gøre sit bedste for at se ordentlig ud. Være pæn i tøjet og velsoigneret. Selv om man er 74 og 76 år gamle og har levet sammen i årevis, skal man blive ved med at gøre sig lidt til for hinanden.
»Man må ikke bare tænke, at nu har jeg ham, så er det det,« mener Käte.
»Og man skal også huske at rose hinanden og sige ’neej, hvor ser du pæn ud i det tøj der’,« siger Anders.
De gamle er for længst tunet ud af samtalen og hviler i hver sin stol.
Jeg tror, jeg har fået det, jeg kom efter. Tro og håb. Så må kærligheden komme, når den kommer. Når den gør, vil jeg byde den velkommen, give den plads og prøve at holde af den på dens egne betingelser. Uden tårnhøje forventninger eller fordømmelse.
Jeg håber, at jeg ikke kommer til at gå resten af livet i møde for forblændet af alle livets muligheder til at kunne se lykken og vælge den - uanset, hvad det koster af fravalg.