Hvad mon der er sket med professor Niels Egelund? Da jeg som chefredaktør på Ekstra Bladet, dengang i anden halvdel af 1990erne endnu landets største avis, var jeg ansvarlig for en omfattende kampagne, der havde fokus på folkeskolens kundskabsmæssige forfald – kampagnen blev fulgt med personligt engagement af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) – var Niels Egelund et lys i mørket, den afbalancerede pædagogiske fornufts erfarne stemme i en tid, da folkeskolen var uimodtagelig for kritik og ideologisk domineret af reformpædagoger fra 68-bevægelsen.
Men i de sidste par år, der har været præget af debatten om folkeskolereformen og politikernes bestræbelser for at erstatte forhandlingspolitik med kommandopolitik over for folkeskolelærerne, synes professor Niels Egelund at have forladt sagligheden til fordel for en rolle som mediestar, der altid er leveringsdygtig i en fyndig opsang til lærerne om at tage sig sammen. Hvor jeg tidligere lyttede til Niels Egelund, har jeg i løbet af de sidste år fået stigende respekt for Anders Bondo Christensen, formanden for Danmarks Lærerforening, der insisterer på saglig argumentation i et debatmiljø, der efterhånden kun handler om, hvorvidt man i sin holdning til folkeskolereformen har ja-hatten på eller nej-hatten.
I mandags dukkede Niels Egelund op på TV 2 som den flade populismes talerør og råbte til lærerne, at nu skulle de stoppe al det brokkeri og tage fat. Egelund burde som fagmand med praktisk erfaring vide, at lærere altid tager fat, uanset hvad de måtte mene om arbejdsforhold og undervisningsplaner. Lærergerningen er en af de få professioner på denne jord, hvor man aldrig kan slippe af sted med at lade stå til. Yder man ikke sit bedste, bliver arbejdet til et mareridt for én selv. Om hvor mange professioner kan man sige det?
Samme dag interviewede TV 2-nyhedsværten Divya Das lærerforeningsformanden, dvs. hun konfronterede ham med et eneste spørgsmål, som hun blev ved med at gentage: Om han dog slet ikke kunne tage ja-hatten på over for skolereformen. Anders Bondo svarede, at han hverken brugte ja-hat eller nej-hat, men saglighed. Nyhedsværten var dog ikke interesseret i andet end sin ja-hat, denne begrebslige trivialisering af mennesket som fornuftsvæsen, en af de elendigheder, vi kritikløst har overtaget fra den ringeste del af amerikansk management-teori.
Det er en sandhed med modifikation, at man aldrig kan genoplive fortiden. Selvfølgelig kan man hente tidligere tiders velgennemprøvede erfaringer frem, hvis man har brug for det. De bedste elementer i folkeskolereformen er til dels en genopfindelse af fortiden. Det gælder samspillet mellem teori og praksis, bestræbelsen for større faglighed, især hvad angår dansk og matematik, og det gælder kravet om mere fysisk bevægelse i skoledagen. Alle disse elementer var i højere grad til stede i min barndoms skole i 1950erne end i dag. Det har været en lang rejse, men efterhånden er vi ved at slippe fri af det karikaturbillede af fortidens skole som »den sorte skole«, der blev skabt af kulturrevolutionen i 1970erne. Men der vrøvles stadig energisk, f.eks. sagde en forsker ved navn Helle Bjerg i en TV-diskussion i onsdags om disciplinproblemet i folkeskolen, at elevernes respekt for læreren ikke er noget, læreren har, men noget læreren skal opnå.
Respekt for dem, vi møder under udøvelsen af deres profession, skulle vi gerne have a priori. Har vi ikke det, er samfundet ved at gå i opløsning. En dommer, en politibetjent, en lærer skal ikke først opnå respekt. Det er en absurd tankegang fra det anti-autoritære 68-oprør, der forkastede både falske og ægte autoriteter. Men man kan miste respekt, hvilket er noget helt andet. I et omfang, som er vanskeligt at præcisere, men som vi alle har lejlighed til at se, er respekten gået fløjten. Der råbes og skriges i retssalen. Politi og brandvæsen forhindres i at udføre deres arbejde. Læreren – og de elever, der gerne vil – kan ikke få ørenlyd. Forældre er ligeglade med skolen, hvis de kan få en billig ferierejse. Og politikere som undervisningsminister Christine Antorini (S) respekterer kun fagkundskab, når det passer i deres kram.
Hverken over for lærere eller offentlighed viser hun respekt, når hun på damptromlevis, så selv Deadline-journalisten Nynne Bjerre Christensen bliver mast flad, kører frem med sine utrolige påstande om, at skolereformen og nye IT-læremidler kræver mindre individuel forberedelse af den enkelte lærer og om, at reformen intet har at gøre med at få lærerne til at arbejde mere for de samme penge. Sagen er, at hvis reformen skal blive til mere end nogle smukke ord på et stykke papir, og hvis IT skal anvendes meningsfuldt, skal den enkelte lærer bruge forberedelsestid i et hidtil uset omfang. Det ved enhver, der i modsætning til Antorini har undervisningserfaring, og dette er kernen i det budskab, Anders Bondo forsøger at trænge igennem med, men ingen viser sagligheden den respekt at lytte og tænke efter, alle har travlt med at svinge ja-hattene, der næsten ikke er til at skelne fra klaphatte.