Ond stemning på Tahrir-Pladsen
Flere tusinder forsøger at komme ind på den afspærrede plads, som bevæbnet militær bevogter. Også Berlingskes korrespondenter er på vej ind - læs deres øjenvidneberetning her.
Flere tusinder forsøger at komme ind på den afspærrede plads, som bevæbnet militær bevogter. Også Berlingskes korrespondenter er på vej ind - læs deres øjenvidneberetning her.
Der hersker en ekstremt anspændt stemning ved Tahrir-Pladsen i Cairo, som Berlingskes korrespondenter netop nu forsøger at komme ind på. Lene Frøslev fortæller, at selvom folk forholder sig rolige, så er atmosfæren spændt, og et oprør synes at være uundgåeligt.
Pladsen er afspærret, og Berlingskes udsendte skal igennem to afspærringer for at komme ind. Først en improviseret afspærring bestående af pigtråd og derefter en, der består af 5 kampvogne og en udbrændt bil.
Hæren har taget Mubarak-tilhængernes side, vurderer Lene Frøslev. Sikkerheden er voldsomt optrappet - hæren bærer nu skudklare automatvåben og hjelme med visir.
Op mod tusind mennesker forsøger at komme igennem ved den indgang, hvor Lene Frøslev befinder sig. Hendes pressekort og pas tjekkes, og civile vagter sørger for, at pressen kommer ind først - foran de andre civile demonstranter.
Også korrespondent Uffe Taudal forsøger at komme ind på pladsen.
Han hører flere mennesker råbe disse slagord:
"Mubarak skal gå af nu. Hele Egypten vil have, at han går af nu. Vi vil af med Mubarak - og det skal være nu!"