Alle er vindere til Oscar-uddelingen – i hvert fald på gavefronten. De nominerede i de fem største kategorier kan se frem til en høst ud over det sædvanlige i år, hvor den medfølgende gaveposes samlede værdi er mere end svimlende 200.000 dollar. I dansk valuta godt og vel 1,3 millioner kroner. Til hver.
Det er mere ekstravagant end nogensinde.
Men hvad giver man manden og kvinden, som har alt? Indholdet er til den bizarre side, og Leonardo Dicaprio, Cate Blanchett og alle de andre gavemodtagere kommer til at have alt fra Israel-rejse og brystløft til sexlegetøj og et års forbrug af Audi’er med hjem som souvenir fra showet.
Debatten omkring gaveposerne har de seneste uger lydt, at deres høje værdi virker malplaceret i lyset af #OscarsSoWhite og #FeelTheBern-diskussionen. Kritikken går på, at der er noget skamløst over at øse overdreven rigdom på de i forvejen overdrevne velhavende.
Det har nu fået akademiet bag Oscar-uddelingen til at lægge sag an mod virksomheden Distinctive Assets, der står bag gaveposerne. Anklagerne lyder, at Distinctive Assets profitterer på at sætte deres gaveposer i forbindelse med award-showet uden akademiets tilladelse. Akademiet revser også gaveposerne for at skade Oscar-uddelingens rygte med »visse gavers forskruede natur«
Selv om de omstridte »Swag Bag«-gaveposer muligvis er latterlige og den ultimative metafor for den surrealistiske Hollywood-livsstil, er posernes indhold et kig værd.
Se ti af Swag Bag-gaverne her: