2013 blev året, hvor de rådgivende ingeniørfirmaer fik styr på forretningen. Omsætningen lå på 20,7 mia. kr., hvilket var en smule under 2012, men året endte alligevel med en kraftigt forbedret bundlinje, der kunne fremvise et resultat på 545 mio. kr., hvilket er en forøgelse på hele 207 pct. i forhold til det foregående regnskabsår.
Prioriteret ud fra virksomhedernes aktiver er de to klart største virksomheder i brancheudsnittet Rambøll Gruppen og Cowi, som udgør henholdsvis 36 pct. og 25 pct. af den samlede aktivmasse. Styrkeforholdet er ændret lidt i forhold til sidste år, da Rambøll er gået 1 pct. tilbage og Cowi er steget 3 pct. Af andre store virksomheder kan nævnes Grontmij, Niras Gruppen og NNE Pharmaplan, som alle udgør 6 pct. Dermed tegner analysens fem største virksomheder sig for 79 pct. af det samlede brancheudsnit fordelt på aktivmasse og det er især disse virksomheder, som i dag i høj grad er internationaliserede. Dette er en stigning på to procentpoint, da de fem største i branchen sad på 77 pct. af aktivmassen i 2013. De største virksomheder bliver altså større. Det ses også, når der kigges på branchens nettoomsætning, som i analyseperioden er steget med 7 pct., men hvor de mindre virksomheder isoleret set faktisk er gået 1 pct. tilbage.