Den amerikanske præsident, Barack Obama, er klar til at lade USA tage imod »mindst 10.000« syriske flygtninge.
Sådan lyder det torsdag fra Det Hvide Hus ifølge New York Times.
Meldingen kommer på baggrund af kritik af USA for ikke at løfte en stor nok del af ansvaret for den eskalerende flygtningesituation i Europa.
USA har ind til videre kun taget imod omkring 1.500 syriske flygtninge, siden borgerkrigen brød ud i landet for mere end fire år siden.
Talsmand for Det Hvide Hus, Josh Earnest, siger, at de fire milliarder dollars, som USA har bevilget til humanitære organisationer, er den mest effektive måde at afhjælpe flygtningekrisen på. Han siger desuden, at meldingen om at tage imod 10.000 flygtninge er en »signifikant« opjustering af det amerikanske bidrag.
Talsmanden benyttede ifølge Washingtong Post også lejligheden til at opfordre lande i Mellemøsten til at tage imod flere flygtninge, herunder også lande som ellers ikke har tradition for at tage imod flygtninge.
BNB/Reuters