I en ikke særlig fjern fremtid, kan du sende og modtage penge blot ved at sende en mail og vedhæfte et beløb, ligesom du i dag vedhæfter en almindelig fil.
I hvert fald annoncerede Google i går på udviklerkonferencen Google I/O, at selskabet de kommende måneder vil rulle en sådan funktion ud til selskabets amerikanske brugere - mens resten af verden må vente lidt endnu.
Funktionen bygger videre på to eksisterende Google-tjenester - dels mailtjenesten Gmail, og dels Googles eksisterende betalingsløsning, Google Wallet, som adskillige danskere allerede nu kender. Googles Wallet-funktion er nemlig identisk med den betalingsløsning, der allerede nu findes i Googles app-butik, Google Play.
Google Wallet kan også bruges til betalinger uden for Googles univers - men her kendes funktionen bedst fra Googles eksperimenter med mobilbetalinger i USA, hvor amerikanerne har kunnet betale i butikker, blot ved at vifte lidt med deres Android-mobiler i kassen i en række amerikanske butikker, fx. kaffekæden Starbucks.
Teknologien kaldes NFC, og minder lidt om det danske Rejsekort, som bruges i tog og busser over store dele af landet. På samme vis kan en chip i mobilen bruges til at kommunikere med betalingsterminalen i supermarkedet, hvilket overflødiggør fysiske kreditkort. Sådan en løsning har flere danske supermarkeder annonceret at være på vej med allerede de kommende år - blandt andet i samarbejde med teleselskaberne.
Senest har Danske Bank lanceret mobilbetalinger, hvor man via en app kan overføre beløb til hinanden - også uden at være kunde hos Danske Bank.
