Lige børn leger bedst, lyder et gammelt ordsprog.

Set i det lys kan det ikke overraske, at forholdet mellem Margrethe Vestager (R) og Annette Vilhelmsen (SF) er anstrengt.

Selv de mest indædte modstandere af Margrethe Vestager må erkende, at hun trækker på en unik erfaring og indsigt. I en ung alder blev hun radikal landsformand og minister, og i årevis har hun været fast deltager i et utal af store forhandlinger i Finansministeriet.

Siden regeringsskiftet i efteråret 2011 har hun i et tæt samspil med finansminister Bjarne Corydon (S) været regeringens mest offensive kraft i en stribe vigtige reformer og forlig med blå blok. Reformer, som er blevet anerkendt af økonomer og erhvervsliv.

Vestager er lynhurtig i hovedet og forstår helt ned i detaljen alle de omfattende planer, som er blevet gennemført.

På internationalt plan har hun fulgt tilblivelsen af EUs nye spilleregler for finansverdenen, og bliver hun spurgt, kan hun redegøre for selv de mest komplicerede elementer i bankunionen eller argumentere for specifikke økonomiske initiativer på et overbevisende engelsk.

Kun få på Borgen matcher hende fagligt.

Omvendt forholder det sig med Annette Vilhelmsen, som netop nu lader op til et nyt år efter en græsselig tid som nyslået SF-formand. Drømmen om, at hun kunne vokse til at blive en stærk leder, er ved at udvikle sig til et mareridt for de hårdt plagede SFere.

I 2013 har de måttet erkende, at Vilhelmsen på ingen måde har været i stand til at trække SRSF-regeringen til venstre. I stedet har de været vidner til, at regeringen i foråret skar ned på SU og kontanthjælp for derpå at gennemføre erhvervsskattelettelser.

Foråret bød også på et voldsomt slagsmål med Danmarks Lærerforening, som partiet ellers traditionelt bejler til, og en fatal fredag i det sene efterår måtte SFerne se frustrerede til, mens et forventet rødt forlig om finansloven pludselig blev blåt.

Dertil kommer, at Vilhelmsen forlader efteråret med en solid skandale i bagagen på grund af sin iver efter at forære Lisbeth Zornig Andersen en rund million uden om alle regler.

I SFs folketingsgruppe ved man godt, at man har fået en leder, som har store menneskelige kvaliteter, men som i den grad mangler erfaring, indsigt og instinkt for at kunne begå sig i toppolitik.

Forholdet mellem Vestager og Vilhelmsen kan komme til at slå gnister i 2014.

Margrethe Vestager har i regeringens levetid satset hårdt på at gennemføre reformer, som gør Danmark konkurrencedygtigt og bedre rustet til at udnytte et kommende opsving. Hun er ikke færdig med sit arbejde, men vil snart gøre op med en dyr beskæftigelsesindsats. Hun ser frem til, at analysen af den nuværende beskæftigelsesindsats om kort tid lægges frem af Carsten Koch-udvalget, og hun vil gå langt for at få et system, som i højere grad kan hjælpe de ledige. Hun har også store forhåbninger til de anbefalinger, som senere på foråret bliver lagt frem af Produktivitetskommissionen. Hun tror på, at produktiviteten kan løftes markant. Når Vestager rykker på disse dagsordener, vil hun igen få ros af økonomer og erhvervsledere, og politisk vil hun atter kunne regne med Lars Løkke Rasmussen (V) og Lars Barfoed (K). Problemet er bare, at hun samtidig risikerer at splitte SF ad.

Internt i regeringen vil Helle Thorning-Schmidt (S) og Bjarne Corydon være optaget af at få landet de sidste reformer, inden de fra sommeren vil bruge al energi på at sikre sig et genvalg.

10.000 kroners spørgsmålet er, om SF kan holde til endnu et forår i reformernes tegn. Når SF er blevet reduceret til et parti, der har kurs mod at blive Folketingets mindste, skyldes det selvfølgelig også ringe lederskab. Men den afgørende forklaring på nedturen er de mange kursskift og løftebrud, som har skabt skuffelse i baglandet.

Nu er smertetærsklen nået, og derfor er det logisk, at de seneste dage har budt på flere opgør mellem R og SF, hvad enten det har handlet om en justering af dagpengereformen, behovet for en ny vækstpakke med skattelettelser, forslag om at samle uddannelserne eller de Radikales ønske om at se på ydelserne til de ældre.

Mens Vestager er parat til flere reformer, er SFerne mere optaget af at sikre partiets overlevelse. Med så forskellige udgangspunkter er det svært at se, hvordan Vestager og Vilhelmsen vil kunne gennemføre et harmonisk parløb i 2014.