Det er lidt som at tage på en tidsrejse, når man træder ind i baren TATA på det nye hotel Sanders i Tordenskjoldsgade.

De tunge gardiner skygger for verden udenfor, og i de bløde sofaer foran kaminen kan man indtage et bredt spektrum af klassiske cocktails fra Manhattan til Margarita. Placeringen tæt på Det Kongelige Teater og det faktum, at hotellet er ejet af Alexander Kølpin, lader sig heller ikke fornægte. TATA er navnet på scenegardinet på Det Kongelige Teater fra starten af 1900-tallet, hvor det blev produceret til en balletforestilling af samme navn.