Vagina. Kusse. Mis. Liljekonval. Fisse.
Kært barn har mange navne. Men hidtil har kvindens kønsdele ikke fået et, der er så godt, at alle kan kan bruge det uden at rødme eller uden frygt for, at det virker stødende.
Det vil magasinet Tidens Kvinder nu prøve at rette op på med en konkurrence, der skal få danskerne til at komme med bud på gode navne til det kvindelige køn.
»Rigtig mange kvinder kalder 'den' stadig for ingenting, fordi de mener, at de nuværende betegnelser enten er negativt ladede, vulgære eller lægefaglige,« hedder det i en pressemeddelelse fra magasinet, som opfordrer danskere til at byde ind med et nyt navn.
»Vi håber, at vores læsere og resten af Danmark vil bidrage med at finde et helt nyt og mere neutralt ord, som lyder godt og som ikke er stødende eller relateret til noget forbudt,« lyder det fra Helle Hartz, redaktionschef på Tidens Kvinder.
Dommerpanelet består ud over Helle Hartz af:
- Livsstilsekspert og kommunikationsrådgiver Christine Feldthaus
- Sexolog, parterapeut og orgasmeekspert Katrine Berling
- Læge, ph.d., professor i almen sexologi og formand for Sex & Samfund, Christian Graugaard
- Forfatter Lotte Garbers
- Forfatter og psykolog Renee Toft Simonsen
- Psykolog, forfatter og gestaltterapeut Sanne Neergaard.
Konkurrencen løber frem til 1. maj. Deltag her.