Bedst når man tror, at man har fat i fakta i en historie, man sidder og arbejder med som korrespondent i USA, så er der altid en »ekspert«, der vælter alle puslespilbrikkerne på gulvet. Som her forleden, hvor det amerikanske forbundspoliti, FBI, fastslog, at Nordkorea stod bag hackingen af Sony Pictures og truslerne om terror, hvis filmselskabet frigav filmen »The Interview« til biograferne juledag. Det var bare sikkert og vist.
Indtil de amerikanske TV-stationer begyndte at lade »eksperter« kommentere nyheden. Så blev der gravet dybere og dybere og dybere – selvfølgelig af en række freelance-computernørder, der var interesserede i at fortælle omverdenen og især de amerikanske virksomheder, at man ikke anede, hvad man talte om hos FBI, men at lige præcis de her eksperter vidste, hvad der virkelig var sket. Underforstået. Hyr mig til at redde jeres forretningshemmeligheder, for verden derude er usikker og fyldt med skurke. Og jeg ved alt om, hvad der er op eller ned i computerverdenen.
Jo, det, der ifølge disse eksperter i virkeligheden skete, var, at en helt anden stat – måske Iran eller Kina – havde en række hackere, som de havde hyret til at gå ind og skade Sony Pictures som en advarsel til USA om, at »nogen« derude i det virkelige liv er stærke nok til at lamme USA, hvornår som helst.
Det skulle gøres på en sådan måde, at Iran ikke ville få skylden, men Nordkorea. I det hele taget på en sådan måde, at der blev spredt mest mulig usikkerhed om, hvem der næste gang kunne blive ramt, hvis USA og Hollywood foretager sig noget, der kan tolkes som en fjendtlig handling. Og denne version af virkeligheden bliver stadig vurderet igen og igen på nogle af TV-kanalerne. For amerikanerne elsker den slags historier, hvor ukendte og smarte terrorstater manipulerer og konspirerer mod stormagten.
Men hvorfor ikke blot tage den mest enkle forklaring for gode varer, når det kommer fra en institution som FBI?
Selvfølgelig skal man aldrig tage noget for givet. Men for amerikanerne er det ekstra vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved føderale institutioner som FBI, CIA, NSA og andre instanser, fordi de repræsenterer noget for amerikanerne så suspekt som en »regering«. En central enhed, der lever af at kontrollere den frie amerikaner og med en skjult dagsorden forsøger at knægte nationens fædres grundtanke med USA – at kunne leve i frihed og uden at være underlagt en konge, kejser eller en anden stærk person.
Så derfor er hackingen uopklaret i folkedybet. Men amerikanerne føler også samtidig, at de er under angreb. 62.000 gange har USA været udsat for alvorlige hackerangreb de seneste mange år, og angrebene bliver mere og mere avancerede. Ifølge amerikanske myndigheder er det Kina, Rusland, Nordkorea, Iran, og også venligtsindede stater står bag nogle af angrebene ikke alene mod myndighederne, men også mod private virksomheder.
Og amerikanerne selv: Jo, de har formentlig stået bag lignende angreb, selv om den amerikanske præsident, Barack Obama, gentagne gange har understreget, at USA ikke bedriver industrispionage – altså hacker private virksomheder. Underforstået, men vi gør så meget andet. Det mest berømte var »computerormen« Stuxnet, der lammede den iranske atomindustri for nogle år siden. Ingen ved, hvem der stod bag. Jo, eksperterne gør. Det gjorde USA. I samarbejde med Israel. Og det er muligvis ikke engang løgn.