Hvidvask og skattely trumfer umiddelbart forhøjelser af bidragssatserne på danskernes realkreditlån. Sådan kan udviklingen i Nordea og Nykredits image i hvert fald tolkes.
Sidste år blev Nykredit sendt hele 94 pladser ned til en tredjesidste plads af alle de virksomheder, som er med i Berlingske Business’ Imageanalyse. Nu har Nykredit imidlertid formået at hive sig en smule op igen. Realkreditkoncernen går således ni pladser frem til 129. plads. Dermed er den ikke længere den dårligst placerede finansvirksomhed i undersøgelsen. Og det overrasker faktisk Palle Klinke Hansen, adm. direktør i IFO – Instituttet for Opinionsanalyse, der i samarbejde med Berlingske Business Magasin har foretaget Imageanalysen.
