Herhjemme siger man, ”hastværk er lastværk”, i England siger de ”fools rush in”.

Uanset sprog er Søren Brandt ganske enig. Han er direktør for modevirksomheden Noa Noa og insisterer på, at man ikke skal kaste sig over nye markeder, før man er helt klar.

Se TV: Hør hvordan Noa Noa udnytter krisen

Noa Noa-kæden har i dag 170 butikker, hvoraf de 130 er i udlandet og butikskæden planlægger at åbne 30 nye i 2011. Men de nye butiksåbninger bliver i relativ nærhed af Danmark, hvor kæden i forvejen har sine butikker.

Noa Noa er i dag primært til stede i Nordeuropa, Tyskland, England, Irland og Benelux-landene. Dermed tilhører modevirksomheden det flertal af danske detailvirksomheder, der fortsat satser på nærmarkederne, når der står udenlandsk ekspansion på dagsordenen.

”Vi holder os til Nordeuropa og de nære markeder for at øge kendskabet til Noa Noa-brandet på markeder, hvor vi allerede er til stede. Sydeuropa er ikke interessant p.t., primært fordi økonomien ikke er særligt stærk. Vi føler ikke, det vil give tilstrækkeligt afkast at investere i butikker der, sådan som tilstanden er nu,” forklarer Søren Brandt.

I stedet er modevirksomheden så småt begyndt at skue mod Østeuropa og har blandt andet planer om at åbne i Polen i efteråret.

”Polen er en del af EU og opererer derfor under de samme regler og direktiver, samtidig med at vi forventer, at markedet vil kunne fungere som brohoved til resten af Østeuropa,” siger direktøren.

Det er nemlig ikke sådan, at Noa Noa ikke vil ud i verden.

”Tværtimod. Vi har igangværende planer om at skulle til Rusland og senere til Kina. Men ikke før tiden er til det. Vi skal være parat, før vi går videre. Ligesom i et parforhold. Man flytter jo heller ikke sammen, før man er klar.”

Nichebrand: Eksperter advarer ellers de danske detailvirksomheder mod at tøve med at kaste sig over vækstmarkeder som Kina og Indien. Venter man, kan det være for sent. Nærmarkederne er allerede mættet med mange store konkurrenter at slås med, lyder deres dom. Men sådan ser Søren Brandt ikke situationen.

”Vi er et nicheorienteret brand, så vi konkurrerer ikke som sådan med de helt store spillere som H&M og Zara (tøjkæde ejet af den spanske modekoncern Inditex, red.). Så der er masser af plads til os endnu,” siger Søren Brandt.

”Hvorfor løbe til Kina, når der er muligheder i baghaven,” tilføjer han.

Noa Noa planlægger at åbne omkring 30 til 40 nye butikker om året. Dermed vil det også tage et par år, før man er helt færdig med at etablere sig i Vesteuropa og kan vende blikket længere væk.