Det er fuldstændigt overflødigt at sige, at Niels Lan Doky er en velrenommeret dansk jazzpianist. For det er en kendt sag, også - og måske i særlig grad - langt uden for de etablerede jazzkredse. Eksempelvis lykkedes det ikke for den udsendte anmelder ved onsdagens tilløbsstykke i Jazzhouse at spotte en eneste af ham kendt person blandt publikum.
Hvilket dog ikke skal opfattes negativt. For Niels Lan Doky er en værdig repræsentant - ja, en værdig ambassadør - for jazzmusikken. Han kan sit fag, er en fremragende instrumentalist, og han er den verdensmand, som forstår at starte præcist, og som selvfølgelig foretager sine introduktioner på engelsk af hensyn til de japanske fans, der også har indfundet sig.
Og så musikken. Triojazz - helt af den klassiske skole. Og på samme måde som den nu 49-årige Niels Lan Doky i sin ungdom søgte musikalsk selskab med stærke, etablerede og dermed inspirerende og udfordrende musikere, omgiver han sig nu selv med et par purunge løver, bassisten Jonathan Bremer og trommeslageren Niclas Bardeleben.
Repertoiret består langt hen ad vejen af pianistens egne kompositioner. Og hvor diverse kapelmestres værker jo ofte kan være tørre og kedelige konstruktioner, ja, så besidder Niels Lan Doky lige den både kreative og selvkritiske sans, der gør, at hans temaer har en klar melodisk linje og struktur. Hans ballader er meget melodiøse, og hans uptempo-numre danner glimrende springbræt for de improvisatoriske udflugter.
De kører - medrivende, om end uden de store overraskelser. Niels Lan Doky har sin sprudlende stil, som også kan tangere det rastløse, men når musikken aldrig kører ud i det irrelevante, så skyldes det, at hans to sekundanter i den grad sørger for, at der ikke blot er tale om en pianist med ledsagelse, men om en trio!
Der herskede kort sagt - aftenen igennem - en homogen gruppelyd, og det var en fornøjelse at opleve, hvordan Niclas Bardeleben - med såvel stikker som hænder - og med et roligt overblik - leverede den nuancerede dynamik. Og dertil er der jo en ædel tradition for basspil her til lands, og det er en tradition, som Jonathan Bremer - med sit på én gang klippefaste, diskrete, organiske og lyrisk-klingende spil - viderefører. Ja, som om det var den letteste sag i verden bød han på klokkerent melodispil - også unisont med pianisten.
Ret beset bliver Niels Lan Dokys koncerter nok aldrig grænseoverskridende eller direkte overrumplende, men pianisten har sin egen æstetiske stil, som de unge medmusikere har annekteret - med et meget fuldkomment resultat til følge.
Hvad: Niels Lan Doky Trio
Hvor: Jazzhouse, onsdag aften