Det skulle have været en rutineopsendelse af raketten Antares, men det udviklede sig tirsdag nat dansk tid til en kæmpemæssige eksplosion over affyringsrampen i den amerikanske delstat Virginia.
Få sekunder efter den amerikanske rumfartsorganisation NASA havde talt ned fra 10, eksploderede raketten få meter over jorden. Og da den brændende raket ramte jorden, udviklede eksplosionen sig til en enorm ildkugle på Virginias himmel. Ingen kom dog til skade under ulykken.
Årsagen til eksplosionen af den 14-etager høje raket er endnu ukendt, og selskabet bag raketten, Orbital Sciences, registrerede heller ikke nogle problemer forud for opsendelsen.
Derfor vil det private selskab nu fortage grundige undersøgelser af vragresterne, der blev spredt ud over området for at finde forklaringen på eksplosionen.
Ifølge den amerikanske tv-station CNN var raketten lastet med cirka 2.300 kg. forsyninger som udstyr til forskning, reservedele og proviant til de seks astronauter, der lige nu befinder sig på Den Internationale Rumstation, ISS.
En russisk raket forventes dog ifølge nyhedsbureauet Reuters at nå rumstationen onsdag, 14 timer efter eksplosionen over affyringsrampen i Virginia. Derfor betragter NASA heller ikke tabet af forsyningerne som alarmerende.
»Besætningen (på Den Internationale Rumstation, ISS red.) er ikke i fare,« lyder det fra NASA-administrator, William H. Gerstenmaier, der fortæller, at besætningen har nok mad og forsyninger om bord til fire til seks måneder.