I »Der findes en stor åben plads i Bordeaux« skrev den norske forfatter Hanne Ørstavik om forholdet mellem kunstneren Ruth og akademikeren Johannes, der aldrig var nok for hinanden: Han var ikke interesseret i hende, ikke på dén måde, og hun savnede det nærvær og den seksualitet, han udlevede med andre kvinder.
I Ørstaviks nye roman, »På terrassen i mørket«, er personerne, scenen og situationen skiftet, men slående meget er alligevel det samme. Ørstavik skriver således om socialantropologen Paula, der efter at have afsluttet forholdet til akademikeren Jostein, der ikke ville gå i seng med hende, rejser til Malaga.
»Nu er det forbi med Jostein, det er derfor jeg er her«, tænker hun, og senere forstår man, at hun også er der af grunde, der væver det private ind i det faglige: »Og jeg har et projekt, jeg skal lave feltarbejde, jeg skal tilbyde mig selv, give escortydelser.«
At en forsker skulle arbejde på den måde og endda få stillet et universitets gæstehus til rådighed, er tvivlsomt. Men never mind, Paula tilbyder sig selv til betalende mænd, og hendes »feltarbejde« ligner mest af alt et forsøg på at gøre sig fri; en måde at komme tæt på et andet menneske uden at ende i afvisning og afhængighed: »Forskellen på at få det betalt eller ikke, er at når han betaler, så behøver jeg ikke spekulere. Jeg behøver ikke spørge mig selv om han vil have mig. Han vil, det er jo det han betaler for.«
Savner dynamik
Så enkelt er det naturligvis ikke. Josteins årelange afvisning lader sig ikke bare opløse i sex, akademisering og penge. Paula fornemmer også, at smerten er forbundet med hendes opvækst og far; altså med en endnu dybere følelse af ikke at blive valgt, ikke at blive set.
Dette psykologiske lag forsøger Ørstavik at komme ned i ved at introducere Vera, en biolog fra Ecuador, der også bor i en af universitetets gæsteboliger. Men Vera er også fortrolig med sit lands oprindelige beboere og deres spiritualitet, og hun leder Paula ind i sindets mørke, mytiske landskab.
Dette ekko af healing og magisk realisme står ikke særlig godt til Ørstavik, ligesom Paula aldrig bliver til kød og blod, men forbliver ord og sætninger på siderne.
Et andet, nej, tredje problem ved »På terrassen i mørket« er, at forholdet til Jostein er fortid og derfor savner historien den dynamik, der var i den forrige roman, hvor Johannes stadig var sammen med Ruth.
Men indimellem gør Ørstavik lykkeligvis det, hun gør bedst, nemlig at skrive helt tæt og præcist om kroppen eller om en følelse. Som her: »Og sorgen, tung, som et bidsel rundt om hagen, som en krave rundt om halsen og langt ned over brystet, hele dagen.«
I passager som denne, lever romanen og slipper klicheen og det forcerede i alle referencerne til antropologi og alle spejlingerne i kunst- og kulturhistoriens kendte mænd og kvinder, der ikke kunne leve uden hinanden, men heller ikke sammen.
En arketypisk, ulykkelig situation spændt ud mellem tiltrækning og afvisning, lidenskab og lede, der også tegnede Ørstaviks forrige roman. Der dog stod stærkere på de fleste niveauer.
Titel: På terrassen i mørket. Forfatter: Hanne Ørstavik. Oversætter: Karen Fastrup. Sider: 200. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.