Presset fra de nye onlinemusiktjenester som Spotify og Wimp og et stærkt faldende salg af fysiske CDer har på ingen måde taget livet af musikforbruget i de klassiske radiokanaler. Tværtimod har deres indtog som netradio sikret Gramex, der indhenter betaling på vegne af de udøvende kunstnere og pladeselskaberne, sit bedste år i samfulde 50 år.
»Vi har sikret det bedste resultat i virksomhedens 50-årige historie. Vi nærmer os 200 millioner i omsætning, og af disse midler har vi i år udbetalt et historisk højt beløb på mere end 162 millioner til musikere og musikselskaber. Så musikken spiller bedre end nogen sinde, selv om pladesalget er i knæ, flere musikbutikker lukker og slukker, og radiobranchen konsoliderer sig under færre og færre ejere,« siger administrerende direktør John Kristensen fra Gramex til Berlingske.
Ekstremt hårdt
Det er dog stadig ekstremt hårdt at skulle leve af at være udøvende kunstner i Danmark.
»Jeg ved, at disse penge, som vi netop har udbetalt, er med til at vende røde bundlinier til sorte for mange musikselskaber, og for mange udøvende kunstnere er det disse penge, der skal få dagligdagen til at fungere. Det er stadig økonomisk hårdt at være udøvende kunstner, hvis man ikke ligger i top 20 over de mest afspillede,« siger John Kristensen.
Gramex har omkring 40.000 medlemmer og henter hovedparten af sin indtægt i radiobranchen (med DR og SBS med Voice og Radio 100 som de største) og fra musik brugt i restauranter, fitnesscentre, pizzeriaer, supermarkeder, på festivaler og i teatre.
Stadig radio - bare på en anden måde
»En væsentlig del af musiklytningen foregår stadig i radioen, men nu ikke kun via en traditionel FM- eller DAB-radio, men også som apps på smartphonetelefoner, hvor også radioudsendelserne er flyttet hen. Derfor har vi forsøgt at udvikle interaktive kanaler og radioformater sammen med bl.a. SBS, for det er også en måde at sikre på, at vor væsentligste indtægtskilde og selve radiomarkedet ikke dør ud. Jo bedre det går for os, jo større chance er der for, at kunstnere kan fortsætte med at producere nyt indhold,« siger John Kristensen.
Sporene fra lukkede stationer som Sky Radio og TV 2 Radio skræmmer.
Musik, som afspilles gennem Spotify, Wimp og TDC Play afregnes ikke med Gramex men med pladebranchen selv. Musikselskabernes brancheorganisation IFPI offentliggjorde i februar 2013 tal, der viser, at danskernes digitale musikforbrug i 2012 eksploderede, så det digitale salg af musik har overhalet omsætningen fra det fysiske salg.
54,1 procent eller 221 millioner kroner af musikselskabernes samlede omsætning i Danmark på 408 millioner kroner stammer nu fra digitale tjenester, og over 25 procent af det samlede musikmarkeds indtægter kom ved udgangen af 2012 fra streamingtjenester som Spotify, Wimp og TDC Play.
»Musikken har flyttet sig fra nogle platforme til nogle andre, men en stadig stor del af musiklytningen sker fortsat fra radioen - det kommer bare ud af noget andet udstyr end tidligere,« siger Gramex-direktøren.
