Berlingske møder 31-årige Morten Strunge på en café i nærheden af Kongens Nytorv i København. Han er afslappet klædt i T-shirt, jeans og sneakers, sidder med benene over kors og bestiller cortado og et stykke rugbrød med avocado og æg. Med andre ord skiller han sig ikke ud i indre København. Men det gør han så alligevel. For der er ikke mange, der har gjort, hvad Morten Strunge har.

På godt ti år har han bygget tre virksomheder op og skudt dem af i handler, der tilsammen løber op i næsten en halv milliard kroner. Senest solgte han mobilselskabet Plenti, som blev stiftet i 2015 og solgt til TDC mindre end to år senere for 74 millioner kroner.