Morten Olsen har ledt og ledt, men har på intet tidspunkt i løbet af kvalifikationen fundet den midtbaneformation, der kunne bære Danmark hele vejen til EM.

William Kvist, Pierre-Emile Højbjerg, Jakob Poulsen og Daniel Wass er blevet prøvet uden succes, og lørdag var det Thomas Kahlenberg, der blev foretrukket fra start sammen med William Kvist og Christian Eriksen - også uden succes. Det erkendte landstræneren selv efter 1-2 nederlaget til Sverige.

»Jeg ved godt, at vi i de sidste kampe måske ikke har ramt opstillingen fra start, men så igen: Du har muligheden for at skifte ud. Hvis ikke du kan ramme, så må du få andre af de 12 spillere, du har på bænken, ind,« sagde Morten Olsen, der var godt tilfreds med spillet i de første 20 minutter, da danskerne formåede at spille bolden rundt, hvorefter svenskerne fik held til at ødelægge det med deres stærke fysik.

Og her var Kahlenberg ingen succes.

»De første 20 minutter var vi bedst, og der spillede Kahlenberg godt. Men derefter spiller svenskerne bedst, og på et eller andet tidspunkt bliver du nødt til at gøre noget. Der får vi så nogle spillere ind (Pierre-Emile Højbjerg, Yussuf Poulsen og Nicolai Jørgensen, red.), der gør det godt, og som også før har vist, at de er gode indskiftningsspillere,« sagde Morten Olsen.

Landstræneren udtrykte afdæmpet tilfredshed med i det mindste at have fået scoret et mål, så en 1-0 sejr nu er tilstrækkelig i Parken, men han forsømte ikke muligheden for at minde om, at Nicklas Bendtner blev snydt for et straffe kort inden pausen.

»De scorer på et tidspunkt, hvor vi skulle have haft et straffe. Han hiver ham i trøjen, da han sparker forbi. Det er helt tydeligt,« sagde Olsen med erkendelsen af, at det dog havde været ufortjent, hvis Danmark kom foran.

Tror han så på avancement?

»Du skal tro på det. Og jeg tror også, vi har spillerne, der kan gøre forskellen i Parken. Jeg sagde før kampen, at selvfølgelig vil du aldrig være tilfreds med at tabe, men det mål, vi lavede kan vi være rigtig, rigtig tilfredse med, og i det lys kan vi være glade for at komme herfra med 1-2. Jeg ved ikke, om Sverige er tilfredse med at vinde 2-1, men vores mål redder det for os.«