En stor del af arbejdsstyrken i Danmark har skæve arbejdstider og heldigvis for det. Hvis man falder og slår hovedet på sin cykel efter klokken 17, er det muligt at komme på sygehuset; har man glemt at købe mælk, er der Netto eller kiosken, og skal man spise aftensmad hos sin tante i Ringsted, kører toget også uden for normal arbejdstid.

Alligevel er det stort set umuligt at få passet sine børn efter klokken 17. Ifølge interesseorganisationen Projekt Børnepasning er der i hele Danmark kun fem offentlige institutioner, der holder døgnåbent, og kun 11 ud af 2.048 institutioner, som tilbyder pasning efter klokken 18. Så hvad skal lokoføreren, skuespilleren, butiksassistenten, servicemedarbejderen, frisøren, stewardessen, sygeplejersken, lægen, portøren og politibetjenten egentlig gøre? Skal de bare lade være med at få børn? Ja, det må de selv ligge at rode med, uagtet at disse faggrupper over skattebilletten bidrager lige så meget som alle andre til finansieringen af de offentlige pasningsordninger.

Læs også: Markant flertal ønsker loft for pædagognormeringer

Det er på den baggrund, at Dansk Erhverv har kritiseret regeringen for i sin nyligt stort lancerede børnepakke fuldstændigt at overse, at et fleksibelt arbejdsmarked fordrer fleksible åbningstider i daginstitutionerne. Som Dansk Erhverv påpeger, har man for længst indrettet sig på det i Sverige, hvor alle store byer har døgnåbne institutioner, og hvor institutionerne generelt holder åbent frem til klokken 19.

I den seneste uge har diskussionen så raset for og imod længere åbningstider. Som så ofte før i Danmark er det endt med at blive et spørgsmål om forældres moral: Får de måske ikke børn for at være sammen med dem? Og kunne de ikke med fordel skrue ned for karrieren og deres materielle grådighed og prioritere poderne?

Men det er faktisk ikke det, der er til diskussion. Der er ikke nogen, der mener, at folk med en arbejdstid fra klokken 8 til 16 har et problem. Der er heller ikke nogen, der mener, at det er sundt for børn at være i institution i 12 timer om dagen.

Det, vi diskuterer, er, hvorvidt den stadig større andel af arbejdsstyrken, der har skiftende arbejdstider, ikke også burde kunne forvente hjælp. De kan formodentlig også godt lide deres børn, det er faktisk det normale, og ville nok derfor gerne have mulighed for eksempelvis at aflevere dem klokken 12 og hente dem klokken 20. Hvis man er så bekymret for, at systemet skal blive misbrugt, kan man jo bare indføre en normering pr. barn på otte timer om dagen og kræve ekstrabetaling ved overskridelse.

Læs også: Private konkurser på velfærdsmarkedet

I dag bliver forældre, der vil have deres børn passet efter klokken 17, lagt for had og skammet ud med det resultat, at kommunerne jævnligt triumferende kan godtgøre, at der slet ikke er efterspørgsel på fleksible åbningstider. Selv om det er klart som blæk, at forældre med skæve arbejdstider har et pasningsbehov. De føler sig bare voksenmobbet til at løse det på anden vis.

Det er ikke rimeligt. Det er heller ikke klogt. Virksom­hedernes krav til medarbejderne om fleksibilitet vil kun blive større i takt med den skærpede konkurrence, der følger af globaliseringen. Og Danmark mangler allerede nu børn. I den situation bør man ikke gøre det så svært for forældre at få flere af dem.