Internettet har skabt en ny vægtklasse inden for rigdom – instant-milliardærer, der allerede i midten eller i starten af deres arbejdsliv bliver meget rige. Men hvad stiller disse ressourcestærke mennesker op med så mange penge i en funktionsdygtig alder? Her er nogle af historierne:
Mark Zuckerberg, Facebook
Mark Zuckerberg er instant-milliardæren over dem alle. I en alder af 30 år er han god for over 33 milliarder dollar. Han står fortsat i spidsen for Facebook, hvor han også er den suverænt største aktionær med en andel på knap 30 procent. Privatøkonomisk har hans største investering været syv millioner dollar for sit hus i Palo Alto, Californien. Så har Zuckerberg været mere gavmild på den filantropiske front med over en milliard dollar til skoleprojekter og anden social velgørenhed.
Dustin Moskovitz, Facebook
En mindre kendt Facebook-milliardær er Dustin Moskovitz, otte dage yngre end Mark Zuckerberg. Moskovitz valgte at forlade Facebook og gør det i stedet til sin mission at bruge formuen på knap syv milliarder dollar på den mest hensigtsmæssige måde.
»Jeg har aldrig betragtet det som mine penge. Jeg har altid set det som penge, en ressource. Hvis pengene samler sig omkring mig, skal de skylles tilbage i systemet,« har han udtalt.
Sammen med sin hustru har Moskovitz startet velgørenhedsorganisationen Good Ventures, der især bruger penge på uddannelse i det amerikanske hjemland og sygdomsbekæmpelse i den tredje verden.
Larry Page, Google
En anden, der har gjort sig tanker om velgørenhed, er Googles Larry Page. I modsætning til mange af rigmandskollegerne tror Page nemlig ikke på at give penge til de vanlige fonde og non-profit-organisationer. 41-årige Page, der er god for 32 milliarder dollar, udtalte tidligere på året, at den bedste velgørenhed er at investere i fremsynede virksomheder, som satser på ny teknologi og skaber radikale innovationer, f.eks. inden for infrastruktur og transport. Argumentet har sin gang på jord, men holdningen har givet Google-chefen en del kritik.
Elon Musk, Paypal, Tesla, SpaceX
En af dem, Larry Page gerne vil give penge til, er Elon Musk. Den 43-årige serie-iværksætter med succeser som PayPal og Tesla i baglommen er god for cirka 12 milliarder dollar. Og han har valgt at bruge al sin tid og de fleste af sine penge på ultra-ambitiøse teknologiprojekter til gavn for menneskeheden, og firmaerne bag.
Det mest omtalte er rumprogrammet SpaceX, som skal kommercialisere transport til Mars. I første omgang til videnskabelige formål, men ultimativt for at bruge andre planeter til for eksempel fødevareproduktion.
Et andet transportprojekt er Hyperloop, en ny togteknologi, der transporterer passagerer fra Los Angeles til San Francisco på 35 minutter. Endelig er der SolarCity, der takket være tidlige og dristige investeringer er blevet den største producent af solenergisystemer i USA.
Bill Gates, Microsoft
De ovenstående milliardærer, eksklusive Larry Page, har tilsluttet sig »The Giving Pledge.« Denne eksklusive klub indeholder over 100 af verdens rigeste personer, som forpligter sig til at give mindst 50 procent af formuen væk til velgørende formål. Manden bag initiativet, sammen med Warren Buffett, er nok den mest kendte af verdens tech-rigmænd, 58-årige Bill Gates. Han er god for 80 milliarder dollar, og de seneste 14 år er gået med at bruge pengene mest fornuftigt via fonden startet sammen med hustruen Melinda. En imponerende indsats, der har givet Bill Gates et langt mere positivt eftermæle end i Microsoft-dagene, hvor han skaffede virksomheden tilnavnet »The Evil Empire«.
Jeff Bezos, Amazon
Nu er det ikke sådan, at alle tech-milliardærer er gavmilde over for omverdenen. Jeff Bezos, grundlæggeren af Amazon, er god for 32 milliarder dollar og bliver regelmæssigt kritiseret for at holde på den enorme formue. Hans filantropiske virke er til at overse, og den hidtil største investering har været kontroversiel. For et år siden købte Bezos medieikonet Washington Post for en kvart milliard dollar i kontanter, og mange frygter, at det vil gå ud over kvaliteten hos avisen, der afslørede Watergate-skandalen.
Ronald Wayne, Apple
Lad mig slutte med en, der kunne være blevet en af de rigeste tech-milliardærer nogen sinde, men solgte for tidligt. I 1976 modtog Ronald Wayne 800 dollar for sin andel i firmaet, han havde startet sammen med Steve Jobs og Steve Wozniak, Apple. I dag ville aktierne være tæt på 100 milliarder dollar værd. At blive instant-milliardær kræver timing.