Peter Linck er kendt som ophavsmanden til magasinerne Euroman og Eurowoman, som han i år 2000 solgte til Egmont-koncernen. Efterfølgende kastede han sig over dagbladsprojektet Dagen, der kollapsede efter at være udkommet i 40 dage. Lukningen af Dagen endte med en betinget fængselsdom til Linck, idet han blev dømt for at have fiflet med fakturaer.

Herefter forsøgte Peter Linck med en række ejendomsselskaber, der dog kom i store problemer, da krisen satte ind i 2008.

Nu er han så blevet erklæret personlig konkurs. Konkurskravet kom fra Skat, Canto Bank og Finansiel Stabilitet, der har over 200 millioner kroner til gode hos Peter Linck. Kreditorerne havde ingen tillid til, at Lincks redningsplaner kunne blive til virkelighed, og derfor fulgte retten kreditorernes krav om en konkurs.

Finansiel Stabilitets advokat Jørgen Kjældgaard forklarer, at baggrunden for konkursbegæringen blandt andet er et ønske om at komme til bunds i nogle uafklarede sager.

"En konkursbehandling kan hjælpe til at skaffe en afklaring af en række forhold. Blandt andet kom der på et tidspunkt nogle penge fra en tredjemand, som vi ikke vidste, hvem var," siger advokaten ifølge Børsen.

Peter Linck mener, at blandt andet Finansiel Stabilitet har været urimeligt hård mod ham, efter bankforbindelsen Eik Bank kollapsede. Efter banken gik ned, har Linck haft flere juridiske slagsmål med Finansiel Stabilitet om tilbagebetaling af gæld - de er dog alle faldet ud til statens fordel.

"Jeg har en bitter smag i munden om, at det her handler lidt om hævn. Men jeg piber ikke over for det," siger han ifølge avisen.