Du kender muligvis ikke hans navn, men der er en god sandsynlighed for, at du alligevel har stiftet bekendtskab med ham for nylig. Esben Dalgaard er nemlig aktuel i intet mindre end to store DR-serier på samme tid.
Nemlig som den ene hovedrolle i hverdagsdramaet »Bankerot«, hvor han spiller kokken Dion, der sammen med sin gamle makker forsøger at stable en restaurant på benene, mens spøgelser fra hans kriminelle fortid ånder ham i nakken med ubehagelige trusler.
Og som den joviale og hyggelige soldat Erasmus i »1864«, der savner sin familie, men alligevel forsøger at holde humøret oppe hos sig selv og de andre soldaterkammerater.
Men det er fortrinsvis på landets teaterscener, at Esben Dalgaard har slået sine folder. Netop nu er han aktuel i Shakespeare-forestillingen »Comedy of Errors« og har tidligere høstet stor anerkendelse i rollen som Mogens Glistrup på Bornholms Teater, der i 2011 sikrede ham en Reumert talentpris.
Læs også: Kendte københavneres bedste tips til byen
Hvad laver du for tiden?
På tv kan man se mig i både »1864« og »Bankerot« på DR. Det er længe siden, vi sluttede optagelserne på »1864«, men på »Bankerot« sluttede vi først optagelserne kort inden, det første afsnit fik premiere. Det er forrygende at være på tv og fedt at sidde og se det med familien. Når man lige har set et afsnit af den ene serie, kommer der en reklame for den anden lige bagefter.
Derudover medvirker jeg i ungdomsforestillingen »Comedy of Errors« på GAME, som normalt er et sted, der bliver brugt til parkour, basket osv. Det er et Shakespeare-stykke, som han skrev, da han bare var 19 år gammel. Vi har lavet det, så det bliver Shakespeare for de unge, som ikke er de typiske teatergængere. Bl.a. ved at tage det ind i GAME, hvor de unge i forvejen kommer, og som er helt råt og anderledes end en almindelig teaterscene. Det har været et langt benspænd for os som skuespillere, da der ikke er almindelig lyssætnings- og lydfaciliteter.
Forestillingen er en forviklingskomedie, som handler om, at finde dét man savner. I dette tilfælde et familiemedlem, man har savnet. Jeg spiller den ene del af et tvillingepar.
Hvad er dit forhold til København?
Jeg er født og opvokset i Vejle, men flyttede til København i 1998 efter jeg havde uddannet mig på en slags entertainment-skole i Spanien. Jeg begyndte at læse jura i København, men efter et par semestre, fandt jeg ud af, at jeg i stedet ville søge ind på en skuespillerskole. Det blev den i Odense, så der flyttede jeg til i de fire år, udannelsen varede. Derefter rykkede jeg tilbage til København med det samme.
Hvor bor du selv i dag?
I de år jeg har boet i København, har jeg altid boet på Amager, og det gør jeg stadig. Det er et fantastisk sted, så det er altid her, jeg har søgt mine boliger. Tidligere boede jeg i starten af Amagerbrogade omkring Christmas Møllers Plads, men nu har jeg købt hus lidt længere ude ved Sundbyvester Plads. Og her skal jeg bo altid!
Det er et fuldstændig forrygende sted, for det er stadig i cykelafstand fra byen, hvor du kan tage pulsen til dig. Og så kan du slappe af i baghaven, når du har lyst til det.
Hvilken bydel har du det tætteste forhold til?
Amager. Helt præcist baghaven i mit hus. Vi købte det for nylig, så vi har lige haft den første sommer dér, og sommeren 2014 var som bekendt virkelig god.
Hvad er det bedste ved København?
Det er fantastisk, at det er en lille storby. Byen er et mikrounivers, hvor man oplever en ultimativ frihed. Forstået på den måde at der ikke er noget, jeg ikke kan. Jeg kan hente en liter mælk, når jeg vil. Tage til technofest på Vesterbro. Eller nyde en kop kaffe i min baghave. Den der fuldstændige frihed, hvor man kan gøre alting, når man har lyst, oplever man ikke på samme måde i en mindre by som fx Aarhus. På den måde er jeg et ubetinget storbymenneske, så jeg rykker aldrig tilbage til Vejle.
Jeg er også vild med byens arkitektur og er bl.a. stor Bjarke Ingels-fan. Hans VM bjerget og 8-tallet ligger fx tæt på, hvor jeg bor.
Se alle de vilde bygninger: Bjarke Ingels fylder 40
Hvad er det værste ved København?
Vi har en tæt bytrafik, og bilismen kan være vanskelig. Jeg kan godt forstå, at folk lige nu brokker sig over metrobyggeriets larm osv., men jeg ser meget frem til, at den kommer. Den vil nemlig betyde, at infrastrukturen bliver opdateret, og det har vi brug for i en storby, hvor man nærmest kan holde i kø i timevis for at komme gennem Amagerbrogade og H.C. Andersens Boulevard.
Jeg kan også blive ærgerlig over Københavns prisniveau. Det er ekstremt højt i forhold til at kunne bo og leve i byen. Sådan er det selvfølgelig i en populær storby, men man skal passe på, at det ikke bliver en elite-by for de rige og smarte. Der skal derimod være plads til alle segmenter - det er den forskellighed, vi lever af.
Hvor er det kedeligste sted i København?
Amagerbrogade har lidt under en voldsom lavkonjunktur. Jeg har ladet mig fortælle, at det engang var en sprudlende handelsgade, og for at det kan blusse op igen, er man nødt til at investere i energi, undgå de lukkede butikker og skabe nogle flotte facader.
Vi mangler jo nogle hippe steder. Der er ligesom kun én hip café på Amager, Ingolfs Kaffebar, som er den, alle kender. På den måde mangler Amager lidt pondus.
Hvilke steder kan du anbefale at gå ud?
Mit ubetingede stamsted er Eiffel Bar. Jeg kender bartenderen Nina rigtig godt, og så er det bare blevet det sted, hvor jeg hænger ud, drikker øl og spiller terninger med mine venner. Hvis jeg skal ud og spise, har Restaurant Maven på Nikolaj Plads både god mad og vin. Og så ender vi tit på Riesen Bar på Oehlenschlægersgade, stangstive klokken lort om natten.
Læs også: Mit København: Jens Sætter-Lassen
Hvor i byen slapper du af?
Jeg kan faktisk godt li' at sætte mig på læsesalen på Den Sorte Diamant, hvis jeg fx skal læse et gammelt manuskript. Der er en speciel atmosfære, fordi der er ro, og ingen siger noget. Jeg er også glad for Den Blå Planet. Selvom der kan være meget larm med de mange gæster osv., så er det helt kontrastfyldt at gå ind og se på fiskene eller sidde og slappe af med en kop kaffe.
Jeg kom også meget på det gamle Danmarks Akvarium i Charlottenlund, og det er jo bare et kæmpe plus, at Amager har fået Den Blå Planet. Jeg har altid været vild med hajer, hvaler og fisk, for der er en helt anden stemning under vandet, som vi ikke normalt tager stilling til. Og det er meget fascinerende, synes jeg.
Hvad ville du vise en turist i København?
Tivoli, fordi det er fascinerende, at vi har en forlystelsespark midt i centrum. Det dér med, at man kan komme og køre i rutsjebane midt i centrum, synes jeg, er et godt varemærke for byen. I andre byer er forlystelsesparker tit gemt væk langt uden for centrum.
Og for lige at være amagerkaner ville jeg vise Amager Strandpark. Her kan man gå en tur og være tæt på vandet, og det er visionært og charmerende lavet. Og så er det folkets sted, et sted hvor alle kan komme.
Hvad dyrker du af kultur i København?
Jeg går ofte på udstillinger og er især vild med Galleri SPECTA, som ligger tæt ved Kongens Nytorv. Det er et fint galleri med fede kunstnere og en nem måde at få noget kultur på, fordi man har set det på 20 minutter. Nogen gange synes jeg nemlig godt, at man kan drukne lidt på de store museer. På Galleri SPECTA har de en skøn blanding af skulpturelle udtryk og en moderne profil, jeg er faldet over, fordi jeg selv kender nogle af de kunstnere, som har udstillet der.
Jeg går også ofte i teatret og i biffen, men faktisk mest i teatret. Jeg er især glad for Teater Grob, som har en spændende profil
Læs også: Mit København: Nicolas Bro
Hvad ville du lave, hvis du selv havde en fridag?
Jeg ville starte med en brunch på Ingolfs Kaffebar. Så ville jeg se en udstilling på Galleri SPECTA, spise mad på Restaurant Maven, gå i teatret, slutte af med cocktails på Salon 39 og så lige slutte af hjemme i mit hus med en sidste øl.
»Comedy of Errors« spiller fra 8. november til 30. november 2014 på GAME. Derudover kan du se Esben Dalgaard som Dion i DR's »Bankerot« torsdage kl. 20.30 og som soldaten Erasmus i »1864« søndage kl. 20.