I dag udkommer Karsten Sand Iversens nye oversættelse af James Joyces »Ulysses« (1922). Det er en bog, som mange siger, de gerne ville have læst. Den har ry for at være vanskelig, og det er den også, hvis man går til den, som om det var en almindelig roman. Man er imidlertid nødt til at have et par håndbøger, og har man de rette, er det en enestående oplevelse at læse den. Det samme gør sig gældende for de to andre næsten samtidige hovedværker i den engelsksprogede, men ikke engelske, modernisme: T.S. Eliots digt »The Waste Land« og Ezra Pounds »The Cantos«. De tre forfattere skrev deres værker omtrent på samme tid, og Eliot og Joyce fik stor hjælp af Pound. Han læste med, og de fik råd af ham. Den fjerde store modernist hed W.B. Yeats, og han var som Joyce fra Irland. Eliot og Pound var amerikanere.

»Ulysses« begyndte egentlig som en novelle, men så blev den længere og længere. Den udkommer i Paris det år, hvor Irland bliver selvstændigt. Og bliver forbudt i hjemlandet. Den er den første post-koloniale roman og er forløber for Salman Rushdies og Gabriel Marquez’s. Både Yeats’ og Joyces værker er anti-imperialistiske og anti-britiske. Dengang man læste Joyce modernistisk, overså man dette.

Joyces store forbillede var Henrik Ibsen, og han skrev selv et meget ibsensk stykke. Joyce kunne dansk og norsk. Han lærte sig det for at kunne læse Ibsen. Joyces biograf, Richard Ellmann, fortæller om Joyce og det dansk-norske sprog. Ellmann fik i sin tid hjælp af Jens Nyholm, der var dansker og bibliotekar i Chicago. Nyholm skrev selv digte og oversatte amerikansk lyrik til dansk. I København mødte Joyce Tom Kristensen og Kai Friis Møller. De sad på en restaurant, og Joyce blev spurgt om, hvad han skulle i byen. »Bestille noget,« svarede han og bestilte endnu en flaske vin.

Læs også: De seneste boganmeldelser

I sommeren 1966 læste jeg »Ulysses« i Mogens Boisens oversættelse, og det blev en uforglemmelig sommer. Ved min side havde jeg Chr. Wilsters oversættelse af »Odysseen« samt den dengang helt uundværlige håndbog: Stuart Gilberts guide fra 1930. Det er sådan, at der til ethvert kapitel i Ulysses svarer en sang i Homers digt. Jeg har derfor et nostalgisk forhold til Boisens oversættelse og til selve bogen. Senere fik jeg den autoriserede engelsksprogede udgave, men den har jeg kun et professionelt forhold til.

I dag kommer som nævnt en ny oversættelse, og jeg er ikke i tvivl om, at den er bedre end Boisens, men jeg får nok aldrig det samme varme forhold til den som til Boisens. Der knytter sig minder til bøger. Jeg fik bogen i flidspræmie efter 2. G på Hjørring Gymnasium. Min engelsklærer dér havde skrevet speciale om Joyce og havde haft den kendte Kiplingekspert C.A. Bodelsen som vejleder. Bodelsen var professor i engelsk ved Københavns Universitet, og Anders Bodelsen er hans søn. Ifølge min engelsklærer havde Bodelsen ikke megen forstand på Joyce.

»Ulysses« er på én gang den første og den sidste roman. Den går tilbage til Homer og bygger på myten; og den er den mest realistiske roman, man kan tænke sig: Mytisk realisme hedder det.

Joyce vendte aldrig tilbage til Irland. I dag er »Ulysses« blevet omklamret af irsk turistindustri og gjort til en del af oplevelsesøkonomien. På denne sørgelige måde lever stor litteratur videre.