Kammerater, venner, medborgere i dette fine land.

Dette kunne være en tale, hvor jeg kommer med spidsfindigheder rettet mod regeringens politik, mens jeg behændigt undgår oppositionens stemmer til samme politik og medansvar for tillidskrisen mellem jer derude og dem, I har valgt til at repræsentere jer. Men de taler er holdt så mange gange før. I kan dem i søvne.

Lad mig hellere tale om det, vi har til fælles. Det land, vi har bygget sammen, som vi hver dag står op for at bidrage til og være sammen om. Det land har hårdt brug for en ny fortælling og nye mål.

Kun otte procent af os danskere mener ifølge en undersøgelse fra 2015, at verden bliver bedre. Mens lande som Kina, Indonesien, Brasilien og Indien går fremtiden i møde med stor optimisme, er vi blevet et tvært, bange, defensivt land.

Hvordan er det sket? Jo, en del af problemet er måske, at vi konsekvent omtaler vores stat og vores fællesskab som truet af undergang, underminering og infiltration. Dommedagsklokker ledsager de fleste politiske indlæg, uanset ståsted. I kan høre dem for jer: »vores samfund kan ikke klare det,« »velfærden er truet,« »vi kan ikke fortsætte som nu«, ledsaget af hændervriden og stor alvor.

Men lad os se det i øjnene: Vi er ikke ved at kuldsejle økonomisk, vores kultur er ikke truet af indvandringen, vi er faktisk ikke truet af andet end vores egen selvtilstrækkelighed herhjemme. Og landets historisk defensive, principløse og nationalt sindede lederskab, selvfølgelig.

Det nytter ikke at se på vores samfundsmodel som noget, der alene skal bevares. Som den svenske socialdemokrat Ernst Wigforss (1881-1977) sagde: »Velfærden er ikke socialisme, men en nødvendig grund til videre fremmarch.«

Vores succeser gennem tiderne har været båret af evnen til at tænke nyt og sammen på tværs af grænser. Men i dag er venstrefløjens raison d’être at forsvare og bevare velfærden, mens vi skuler mod verden derude. Ironisk nok har selv den revolutionære del af venstrefløjen indtaget rollen som velfærdens kamphunde. Men velfærden er ikke noget mål, det er et middel. Og opgaven nu er at sætte os nye og ambitiøse mål.

Vi skal tilbage til at kunne drømme. De, der skabte vores velfærdsmodel, var resolutte drømmere. De identificerede deres mål og greb mulighed, magt og økonomiske opgaver til at realisere deres drømme.

Hvis vi går 100 år tilbage, stod der samfundsledere med ambitioner om at løfte et klasseopdelt samfund, gennem investering i den bedste ressource vi har, nemlig os mennesker. De ledere skød efter stjernerne. Og vi skabte sammen et land, som er blandt de rigeste i verden, med insisteren på uddannelse, fleksibelt arbejdsliv, på kreativitet og på flid. Et land, der slår de fleste andre i social mobilitet.

Hvor stoppede ambitionen? Hvor ramte vi muren? Hvordan ramte afmagten os? Hvordan i alverden fik frygten for fremtiden overtaget? Hvornår glemte vi, at det eneste vi i virkeligheden har at frygte, er frygten selv, som USAs demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt sagde i sin tiltrædelsestale i 1933?

Jeg spørger mig selv på denne 1. maj, hvorfor vi har ladet en generation af politikere tale optimismen ned i kælderniveau? Hvorfor har indignation og patos overtaget pragmatisme og løsningsmodeller?

Og hvorfor er det egentlig, at vi står her år efter år og fejrer arbejdernes internationale kampdag med politik og ord, som sætter hegn mellem os og verden omkring os?

Hvad koster det os, at vores fremtidsvision kan reduceres til at holde folk ude og ikke blive fattigere?

Jeg tror, at omkostningerne er enorme.

Vi lever i en virkelighed, hvor migration, teknologiske fremskridt, klimaforandringer og globalisering vil dominere dagsordenen. Vi kan ikke være defensive. Vi kommer ikke til at få nogen indflydelse på en global samtale, uden at formulere ambitioner for os selv som samfund og for vores globale engagement.

Det er tid til at omformulere den nationale fortælling.

For det første skal vi genrejse vores begejstring for det liberale demokrati.

Staten kan meget, men den skal også kende sin besøgelsesstid. Vi er allerede langt nede ad en orwellsk glidebane, hvor endestationen er et system, der logger, identificerer, registrerer og profilerer os uafbrudt.

Vi skal være pionerer i at gøre digitaliseringsalderen respektfuld, venlig og effektiv. Vi skal indrette os således, at de, der besøger vores land, rejser igen imponerede over hvor rart, rent, grønt og imødekommende et samfund, man kan holde sig, og ikke over det forhindringsløb mellem uhøflig teknologi og bureaukrati og brækklatter i vores bykerner, de har været udsat for. Danmark skal være verdensmester i databeskyttelse, statskryptering og brugervenlig digital lækkerhed.

Vi skal være stolte af de friheder, vi har som borgere i et land, der er bygget af os borgere, for os borgere. Staten skal respektere vores rettigheder til at forsamles, til at mene, tro, tegne, skrive og tænke frit, vi skal have mulighed for at være forskellige og til at opdrage vores børn, som vi vil.

Når et folketingsflertal sender politiet ud for at håndhæve en politisk defineret beklædnings-kodeks for landets kvinder, så træder vi ved siden af som samfund.

Når et flertal vil registrere og give strafpoint til forældre, for »fejltrin« som skilsmisse, stress og missede tandlæge-aftaler, er staten trådt langt, langt uden for sit mandat.

Vores er et folkestyre, og staten er folkets, folket er ikke statens. Det glemmer vi alt for tit. For længe har vi ladet det økonomiske kollektiv og en formynderisk velfærdslogik erodere vores ret til privatliv.

Den ret skal vi have genrejst med en fornyet respekt og forståelse for, hvad demokrati betyder i det 21. århundrede.

Vi skal etablere et nyt »vi«, gennem en ny frisk og inkluderende danskhed. Det er stærke og tydelige værdier, oplysning og viljen til at bidrage, der giver os styrke. Vi skal tale hinanden op, og ikke ned i barnagtige stereotyper om kansas-dragter og leverpostejsmadder. Vi skal huske hinanden på, at enhver har krav på at blive dømt på sin karakter og ikke sine karakteristika.

Vores medieforbrug og de sociale medier splitter, de samler os ikke. Vi kan leve hele liv i ekko-kamre, hvor vi aldrig opnår at se og høre hinanden. Men vi kan ikke gå en fremtid i møde uden at have en samtale med hinanden. Det nytter ikke bare at tale om hinanden. Den demokratiske samtale er vigtig.

Og ingen kan løfte argumentet for, at populisme er progressivt. Lederskab starter der, hvor man ikke drukner hinanden i ligegyldige floskler, som at »antallet betyder noget« eller kalder udspil retfærdige og realistiske, når de netop er det modsatte. Den demokratiske samtale må tage udgangspunkt i en respekt for hinanden og for vigtigheden af samtalen selv.

Og så skal vi have modet til at se på vores samfunds indretning med friske øjne. Gennem de sidste 50 år har vores velfærdssystem ikke været i stand til at løfte en stabil minoritet ind i samfundet. Det er en konklusion, vi bliver nødt til at drage med realisme, ikke resignation.

Vores velfærdssystemer er skabt til en anden tid, en anden økonomi, et andet uddannelsesniveau, en anden demografisk sammensætning af os. Vi skal sætte mål for et samfund, hvor kontrol og pisk kan vige for incitament og initiativ.

Den progressive samfundsvision sætter Danmark ud på en kurs, hvor vi søger lederskab for en bæredygtig omstilling, hvor vi genopfinder os selv som sociale ingeniører, der utrætteligt søger svar på, hvordan livet her kan leves med det maksimale udbytte for den enkelte og dermed fællesskabet, og hvor vi erkender, at uden danskere i udlandet og udlændinge i Danmark, bliver vi ikke dygtigere eller bedre til at løse udfordringerne i tiden.

Det er et Danmark, som kan gå rankt og samlet ind i fremtiden. Et Danmark, jeg vil være stolt af at være en del af.

Anne Sofie Allarp er jurist, forfatter, radiovært og debattør. Hun har tidligere været international sekretær i Socialdemokratiet. Hun var medlem af Socialdemokratiet fra 2003 til maj 2015, hvor hun meldte sig ud i utilfredshed med partiets politiske linje.