Okay, okay - I får ret. Vi skal nok gøre noget ved det.

Sådan lyder den let omformulerede udgave af den udmelding, Microsoft nu kommer med i et blogindlæg på selskabets blog, hvor selskabet for første gang udtrykker vilje til at imødekomme brugernes kritik af Windows 8.

Selskabet går dog ikke i dybden med hvilke ændringer, brugerne kan forvente - men det vil ganske givet handle om de basale måder, man betjener systemet på.

Allerede i går konstaterede flere amerikanske medier at Microsofts indrømmelse var en retræte i forhold til den hidtige og meget stålsatte satsning på at ruske op i den måde, vi bruger en computer på, og avisen Financial Times kaldte ligefrem hele sagen for en fiasko af de store.

100 mio. licenser solgt

I samme blogindlæg konstaterede Microsoft dog også, at Windows 8, der blev lanceret i oktober, nu har solgt 100 mio. licenser verden over. Det er dog usikkert, hvor mange af disse 100 mio. der faktisk er taget i brug af en slutbruger, og hvor mange der endnu står i en uudpakke papkasse på lageret hos alverdens computerforhandlere.

Mens Windows 8 har fået mange roser for sine nyskabelser, har systemet også fået buler af kritik - især fordi det har vist sig meget svært for folk, der ikke har en trykfølsom skærm, at vænne sig til.

Nyt i systemet er de såkaldte fliser, der hver især er små widgets eller programgenveje, som kan noget særligt, fx. vise nye email, aktiekurser eller opdateringer på vennernes sociale netværksprofiler.

Microsoft har selv anerkendt, at Windows 8 reelt er et markant skifte med det, folk kender - men har hele tiden insisteret på, at den nye brugergrænseflade nok skulle bundfælde sig i folks vaner, og til sidst blive en succes.

Ny cola

Den insisterende tilgang, ser altså nu ud til at blive erstattet af en mere pragmatisk allerede i den første, store opdatering af systemet.

"Det er ligesom The New Coke (den nye Coca Cola, red), der var på markedet i syv måneder, bortset fra at Coke hørte bedre efter," siger Richard Doherty, der er analytiker hos Envisioneering til Financial Times.

Den nye Coke var Coca Colas forsøg på at skrue lidt på den opskrift, Colaen bliver lavet efter - men forsøget floppede fælt, brugerne hadede den nye cola, og selskabet endte med at trække den tilbage efter kort tid.

Microsofts satsning på den nye brugergrænseflade er dog noget mere omfattende, da den er tværgående i mange af Microsofts produkter. Også smartphonesystemet Windows Phone 8 bygger på samme designideer - og selv den nye udgave af webmailen Hotmail, der hedder Outlook.com, ligner mailprogrammet i Windows 8.

Nyheden om, at Microsoft vil gøre Windows 8 nemmere at bruge, er dog kun den ene nyhed i blogindlægget. Den anden nyhed er, at opdateringen rent faktisk kommer - for indtil videre har Windows Blue, som opdateringen kaldes, ikke været officiel. Microsofts marketingchef, Tami Reller, fortæller dog i indlægget, at opdateringen kommer senere i år, og at den vil være ganske markant.

Opdateringstempo op

Dermed markerer Windows Blue også, at Microsoft har skruet op for opdateringstempoet, og nu satser på at sende årlige eller halvårlige opdateringer ud, for at holde systemet ajour med den øvrige udvikling på markedet.

Selskabet fortsætter ufortrødent med at udvikle sine egne tavlecomutere, de såkaldte Surface-comptuere, og for nylig gik der rygter om, at også disse står overfor en opdatering allerede denne sommer. En opdatering, der vil åbenbare en mindre og mere lommevenlig udgave af den ganske store Surfacecomputer. For nylig viste tal fra analysehuset IDC, at Surface har solgt omkring 900.000 eksemplarer i årets første kvartal. Det kan sammelignes med Apples iPad, der solgte 19,5 mio. enheder i kvartalet.

Salget af Windows 8 er dog delvis også i modvind, fordi det generelle salg af PCere er faldet markant de seneste par år.