Michael Soussan var 24 år, da han i 1997 fik job hos FN i New York. Det var et drømmejob for den unge idealist med en mastergrad i internationale relationer. Han havde gennem tre år løbet FN på dørene, før det endelig lykkedes. Han blev ansat ved FNs humanitære­ hjælpeprogram Olie-for-mad, der skulle være en håndsrækning til Iraks civil­befolkning, som led under FN-sanktioner indført efter Iraks invasion af Kuwait i 1990.

Michael Soussans job var at skrive taler og officiel korrespondance, koordinere orienteringer og håndtere pressen. Han sad to trin under direktøren for hjælpeprogrammet, Benon Sevan, der aldrig blev kaldt andet end Pasha.

Allerede to uger efter at Michael Soussan var begyndt i jobbet, bad Pasha ham tage med på den første rejse til Irak, efter at hjælpe­programmet var sat i drift i december året før.

Michael Soussan havde ikke været længe i Irak, før han så, at der blev svindlet uden om hjælpeprogrammet.

»Der var ingen benzin på tankstationerne, så vi måtte selv tage ekstra benzin med, hvis vi skulle rundt i landet. Samtidig kunne vi se lastbiler køre nordpå til Tyrkiet læsset med benzin. Lastbilerne kom ind i landet med varer købt under »Oil-for-Food« og kørte ud af landet igen læsset med benzin,« fortæller Michael Soussan.

Det var en lokal FN-kollega, som forklarede, hvad de så.

»Det er jo en overtrædelse af sanktionerne. Det skal vi sige til Sikkerhedsrådet,« udbrød Michael Soussan.

Han fik et overraskende svar fra Pasha, Olie-for-mad-direktøren.

»Wake up, kid. Sådan er det. Du har meget at lære.«

Michael Soussan studsede over svaret.

»Irakerne havde ikke benzin, fordi Saddam Hussein solgte det til Tyrkiet uden om sanktionerne – og lige foran næsen af os. FN tjekkede jo, hvad der kom ind og ud af Irak. Jeg tænkte, at hvis ikke det er et problem, hvad er så ellers ikke et problem,« siger Michael Soussan, der er i Danmark i anledning af verdenspremieren på filmen »Dobbeltspil«, som baserer sig på hans bog »Backstabbing for Beginners«, der handler om hans oplevelser i FN-regi.

Efterhånden så han flere eksempler på, at hjælpeprogrammet blev omgået, så det ikke kom civilbefolkningen til gode.

»Den mad, irakerne fik, var ikke den bedste mad. Og den medicin, de fik, var for gammel – hvis de overhovedet fik mad og medicin. Vi så alvorligt underernærede børn med udspilede maver, og på hospitaler så vi syge, som ikke kunne få smertestillende,« fortæller han.

Michael Soussan og flere af hans kolleger syntes, at den slags observationer skulle med i rapporterne til FNs Sikkerhedsråd. Han var selv med til at udforme rapporterne, men havde ikke autoritet til selv at indføje noget. Og Pasha var ikke lydhør.

»Der kom kun lidt med i rapporterne a la »der er ikke medicin nok,« siger han.

Korruptionen stak dybt

Michael Soussan kendte ikke begrebet whistleblower, da han sad i Irak for ti år siden.

»Jeg havde lyst til at råbe op fra første gang, jeg så lastbiler køre ud af Irak med benzin, men jeg ville arbejde indefra i organisationen for at ændre det. Jeg troede, det var vores job. Lidt efter lidt gik det op for mig, hvor dybt korruptionen stak. Der var så mange måder, det kom til udtryk på,« siger han.

Han tror, at både kulturen i FN og menneskets tilbøjelighed til at ignorere ubehageligheder var med til at holde systemet kørende.

»Vi kiggede alle den anden vej, fordi sådan er verden, og der måtte være nogle kompromisser, hvis der skulle være mad til det irakiske folk. Der var så mange løgne. Den største var, hvor meget Sikkerhedsrådet kerede sig om det irakiske folk,« siger han.

Efter tre og et halvt år sagde han op, selv om han havde udsigt til en lovende karriere i FN. Han var 28 år.

»Jeg kunne ikke mere. Jeg gik til møder og prøvede at være ligeglad og vente på den næste forfremmelse, men jeg kunne ikke. Stemningen på kontoret var giftig, og jeg var ved at blive en kyniker. Det havde jeg lovet mig selv aldrig at blive,« siger han.

Han søgte ind på filmskolen ved New York University, men genoptog også sin metier som journalist. Undervejs forsøgte han at få journalister med FN som stofområde til at skrive om, hvad der foregik. Men ofte lød svaret: »Det kender vi jo alt til. Hvorfor er det pludselig en nyhed?«

Først tre år senere besluttede han at blive whistleblower. Det var i marts 2004. Tidspunktet var ikke tilfældigt. Tre måneder tidligere havde den uafhængige irakiske avis al-Mada lækket en liste med navne på næsten 300 virksomheder og personer, der var involverede i svindel med hjælpeprogrammet. På listen så han Pashas navn.

»Jeg kunne ikke tro, at han havde været med til at tage penge fra de irakere, vi begge havde set. Men det var rigtigt. Han havde taget imod bestikkelse, og så var der kun én ting at gøre,« siger Michael Soussan.

Han skrev en kronik til Wall Street Journal, hvor han afslørede, at FN kendte til korruptionen i Olie-for-mad-programmet, og at der ikke var nogen vej uden om en dybtgående og uafhængig undersøgelse.

Offentliggørelsen af listen i den irakiske avis havde fået Kongressen i USA til at sætte seks undersøgelser i gang, og han vidste fra sin tid som journalist, at det så ville være muligt at trænge igennem.

»Journalister har brug for nyheder, og når der er undersøgelser i Kongressen, kommer der nyheder, som kan blive til overskrifter, og så kan man også få opmærksomhed om sådan et forslag,« siger han.

En uge efter igangsatte FNs daværende generalsekretær, Kofi Annan, en uafhængig undersøgelse, som gennem mere end et år optrevlede og blotlagde en global korruptionsskandale uden fortilfælde.

Paul Volckers rapport dokumenterede, at flere end 2.200 virksomheder i 66 lande havde deltaget i svindlen med hjælpeprogrammet.

Ingen ville ansætte Soussan

Efter sine afsløringer bliver Michael Soussan ofte kontaktet af potentielle whistleblowere ansat i internationale organisationer eller virksomheder, også danske. De er oftest – som han selv var – typisk mellem 25 og 35 år.

»De har ikke et hus, der skal betales. De har ikke børn og er måske mindre bange for de trusler, man nemt får. Og så er de – ligesom jeg var – lidt naive om, hvor onde folk kan være, når man går uden for systemets rammer,« siger han.

Han opfordrer dem til at passe på sig selv og ikke nødvendigvis selv gå ud med af-sløringer, men i stedet alliere sig med en journalist.

»Whistleblowing er ikke en karriere. Det sætter en stopper for din karriere,« som han siger.

Det har han selv mærket. Efter FN-tiden arbejdede han freelance med kommunikation og journalistik. Han var flere gange tæt på at få job i store kommunikationsfirmaer, men når den øverste ledelse så hans navn, gik bommen ned.

»Jeg kunne kun være »hired gun«. Jeg kunne ikke blive ansat, fordi jeg havde været whistleblower. De ville ikke løbe risikoen,« siger han.

I dag bor han i Los Angeles og lever af at skrive manuskripter til film og TV-serier.

»Man lærer meget fra diplomati, som kan bruges i Hollywood,« siger han med et skævt smil.

Han har også lært, at afsløringer ikke nødvendigvis bliver til en skandale, der fører til noget.

»Skandaler opstår først, når nogen har interesse i, at det bliver en skandale. 2004 var et valgår i USA, og der var politisk interesse i Kongressen for at slå hårdere til FN. Derfor blev det en skandale. Der er en logik ved skandaler,« siger han.

Virksomheder og stormagter skal følges

Men hvad var der mon sket, hvis ikke han havde skrevet kronikken i Wall Street Journal?

»Så ville der nok kun have været undersøgelser i Kongressen. De ville blive set som politisk motiverede, og så tror jeg ikke, at vi ville have fundet ud af så meget. Men man skal give Kofi Annan »kredit«, for det var ham, der tog forslaget med til Sikkerhedsrådet. Det var ikke en ung mand på 32 år,« siger Michael Soussan.

Han mener, at Volckers rapport bør bruges til at følge i hælene på den korruption, der stadig foregår overalt i verden, og som risikerer at underminere andre hjælpeprogrammer.

»Med rapporten fik vi et klart billede af den slagplan, som stormagter og store virksom­heder benytter for at skjule korruption. Vi så det også i Panama Papers. De benytter skuffe­selskaber og laver kontrakter, som ikke viser, hvem der står bag. Derfor bør der være transparens, så donorlande kan følge med i, hvad pengene bruges til. Det kræver et kontrol­apparat, som er uafhængigt af Sikkerheds­rådet. Det kunne lande som Danmark, Norge og Sverige godt kæmpe for,« siger han.