En ældre syrisk kvinde kommer ud af en af de små campinghytter. Hun er i betydelig bedre stand end de fleste andre flygtninge, Berlingske møder her på den græske ø Lesbos nogle få sømil fra den tyrkiske kyst.

»Nej, Efi er her ikke,« svarer den syriske flygtning, der har været så heldig at få en plads her i den alternative flygtningelejr, som nogle af øens frivillige aktivister har fået op at stå.

En af de frivillige er Efi Latsoudi, der få minutter senere kommer kørende ind i lejren, der lokalt er kendt som PIKPA og er en tidligere sommerlejr for børn.

»Hvorfor skal flygtningene ud på den lange farlige rejse, betale menneskesmuglere uhyrlige summer og så endda sætte livet på spil? Det bedste ville være, hvis nogle af dem kunne søge asyl i Europa i deres egne lande og at hjælpe flygtningene i nærområderne,« siger den tilsyneladende topengagerede græske kvinde, da hun har fået parkeret sin scooter og går lige til sagen.

Siden hun flyttede fra fastlandet til Lesbos for 14 år siden, har Efi Latsoudi forsøgt at gøre modtagelsen af flygtningene, der ankommer i gummibåde fra Tyrkiet, lidt mere menneskelig. I 2005, hvor der også kom flygtninge til øen, om end ikke så mange som nu, var hun med til at danne et netværk af aktivister, der protesterede mod øens dengang eneste modtagelsescenter, Pagani, som også nåede at komme i de internationale menneskerettighedsorganisationers kritiske søgelys, inden det blev lukket.

I de seneste tre år har Efi Latsoudi så været en slags uofficiel leder af flygtningecentret her, der nærmest er et femstjernet hotel sammenlignet med øens officielle og totalt overfyldte modtagelsescenter.

De cirka 50 flygtninge fra Syrien, Afghanistan, Sudan og Marokko, der bor i lejren, da Berlingske besøger stedet, er indlogeret i små bjælkehytter og har adgang til en bygning med toiletter og bad.

Stemningen er afslappet i skyggen af platantræerne, hvor flygtningene hænger ud, hvis de ikke er i gang med et af de daglige gøremål, som Efi Latsoudi inddrager dem i. Men det er op ad bakke at drive PIKPA-lejren, understreger hun.

»Borgmesterkontoret er med på, at vi bruger stedet her. Men vi får ingen hjælp, heller ingen teknisk hjælp, når der er noget, der går i stykker eller skal vedligeholdes. I sidste måned var det toiletterne, det var galt med. Det var der heldigvis en af syrerne, der kunne fikse,« fortæller Efi Latsoudi, der tilføjer, at lejrens økonomi er baseret på frivillige bidrag og lokale, der kommer med mad.

»Det her er jo baseret på frivillige, og mange har deres egne problemer at kæmpe med nu,« siger den lokale ildsjæl med henvisning til grækernes alvorlige lommesmerter, der også medfører, at de lokale myndigheder er langt bagud med betalingen til det cateringfirma, der dagligt leverer tre beskedne måltider til flygtningene i øens officielle lejr.

Pengekassen er tom

Svaret på flygtningekrisen på Lesbos, mange af de andre græske øer og på dele af fastlandet ligger hos den græske regering, mener Efi Latsoudi. Den har viljen til at rydde op i det flygtningekaos, som de tidligere regeringer efterlod, men pengekassen er tom, påpeger hun.

»Og så er det også et ansvar for EU, for langt de fleste flygtninge kommer ikke her til Grækenland for at blive hos os. De vil videre til Vesteuropa,« fastslår Efi Latsoudi, der spørger, hvad der er blevet af alle de penge, som EU i årenes løb har givet Grækenland for at håndtere flygtningene.

»Under den tidligere regering var flygtningecentrene endnu værre, men der var ingen effektiv kontrol fra EUs side, og jeg tror, at det var med vilje. EU ønsker ikke, at flygtningene skal have det for godt her. De skal hellere skræmmes til at vende tilbage. Jeg husker sidste år, hvor der kom en EU-komité på besøg. Men komiteen talte hverken med flygtningene eller med de, der arbejdede dér, kun med politiet. Og nu er hele dette rod meget svært at gøre noget ved,« siger hun.

Og flygtningene, de bliver ved med at komme i stort antal, forudser den frivillige flygtningeaktivist. For på den anden side af Ægæerhavet står menneskesmuglerne i kø for at tjene penge på at sende mennesker på flugt ud i overfyldte gummibåde, forklarer hun. Og menneskesmuglerne fylder ofte flygtningene med løgn og falske beskrivelser om de vilkår, der venter dem i Europa.

»Menneskesmuglerne er forretningsfolk. De sælger håb,« siger Efi Latsoudi, der i sin tid studerede psykologi og filmvidenskab og underviste på universitet, indtil hun, som de andre flere end en million grækere, blev kastet ud i arbejdsløshed.